Marchers meninger

Sympati for Mashos adoptivmor

Det er så utrolig let at korsfæste Mashos adoptivforældre, Gert og Henriette Vedsegaard. Og i disse dage står folk jo nærmest i kø i både offentlige og private rum for at hælde verbal svovlsyre ud over de to mennesker. Jeg håber virkelig, at alle de, som lægger stemmer til lynchningen, er 110 procent sikre på, at de selv kunne have klaret adoptionen af Masho bedre end Gert og Henriette. Ellers synes jeg ærlig talt, at de skulle tage og holde deres mund.

Nu er ulvekoret af hadefulde kritikere jo selvfølgelig fritaget for at prøve på egen krop, hvordan det er at stå med et dybt ulykkeligt og voldsomt frustreret barn – og ikke bare i de få episoder, som dokumentarfilmen viser os, men hele tiden og hver evig eneste dag i to et halvt år. De er forskånet for at gennemleve den smerte og desperation, som Gert og Henriette har båret på siden Mashos første vredesudbrud på hotellet i Addis Abeba. Og de har ikke selv skullet stå i en situation – for 187. gang – hvor al deres kærlighed og al deres velvilje ikke er nok til at få tingene til at fungere.

Derfor er det selvfølgelig også så let at sige, at ‘det kunne jeg da sagtens have klaret bedre’. Og derfor er det så let at dømme Gert og Henriette og kalde dem empatiløse psykopater, der fortjener at dø, og hvad det ellers er fløjet med af skældsord de seneste par dage. For man risikerer jo lykkeligvis ikke at blive stillet til regnskab og blive tvunget til at gå en mil i Gert og Henriettes sko – sammen med Masho.

Jeg kender ikke Gert og Henriette, men jeg har stor sympati og medfølelse med dem begge. Og jeg har ikke mere at udsætte på deres måde at være forældre på, end jeg har på andre mødre og fædre, jeg kender eller kender til. Jeg tror bestemt ikke, at jeg kunne have håndteret situationen bedre, end de har gjort.

Og jeg har ellers erfaringen, for jeg har en fireårig søn, der som Masho er ualmindelig viljestærk, og som tidligere også kastede sig ud i voldsomme raserianfald, når et eller andet gik ham imod. Jeg kan kun alt for godt genkende det ansigtsudtryk, der breder sig på Gert og Henriettes ansigter, da Masho går amok på hotelværelset. Jeg ved, hvordan det føles, når man desperat leder efter løsninger og ting, der kan hjælpe barnet og dæmpe dets frustration – og jeg ved hvor mentalt slidt, man bliver, når intet man finder på synes at virke. Og mine og min søns problemer er altså for ingenting at regne i forhold til, hvad Masho, Gert og Henriette har stået overfor. Jeg synes faktisk, at de fortjener et skulderklap for overhovedet at have klaret det så langt – ikke dødstrusler og sønderlemmende personlig kritik.

Historien om Mashos katastrofale adoption er hjerteskærende og voldsomt forargende, og jeg kan godt forstå, hvorfor folk har brug for at reagere efter at have set filmen. Men så ret dog raseriet og forargelsen mod den, der virkelig fortjener den, nemlig – efter min mening – DanAdopts direktør, Marianne Wung-Sung. Tænk lige på, at hun har tjent gode penge på at skabe den ulykkelige situation, der har ramt Masho, hendes far og mor i Etiopien og hendes adoptivforældre. Og tænk på, at det ikke er første gang, hun har gjort det. Vi kender i hvert fald en sag mere – den om den etiopiske pige Amy – hvor DanAdopt har tjent penge på en fuldstændig fejlslagen adoption.

Hvor mange andre knuste skæbner, Marianne Wung-Sung og hendes bureau har på samvittigheden, kan vi indtil videre kun gætte på. Men en ting er sikkert: DanAdopt har ikke været spor mere skruppelløs, når det gælder indtjening, end Danske Bank.

Det er i øvrigt langtfra første gang, at et adoptionsbureau har snydt både børn, biologiske forældre og adoptivforældre, så det driver. Prøv at google navnet ‘Lauryn Galindo’ og overvej om resultaterne ligner nogen i Masho-sagen. Slå derefter ‘desperate forældre’ op og kig især på resultaterne, der handler om grædebørn, handicappede, ustyrlige teenagere og lignende.

Og tænk så over, hvem der fortjener mest at blive lynchet, de desperate forældre eller Lauryn Galindo-typerne. Jeg ved godt, hvem jeg holder på.