Marchers meninger

Grib i egen barm, kloge fagfolk!

Det danske sundhedsvæsen er befolket af dygtige og professionelle fagfolk. Ingen tvivl om det. Men engang imellem skulle de altså tage at gribe i egen barm i stedet for alle mulige andres.

Sådan tænkte jeg, da jeg læste artiklerne i Politiken søndag den 21. oktober om, hvordan rigtig mange børn under tre år udvikler spiseforstyrrelser – ofte fordi noget er gået skævt i forholdet til deres mødre.

For både på forsiden og inde i avisen optræder en stribe læger, sundhedsplejersker og psykologer, som fortæller, at det gerne er de nybagte mødres forventninger til sig selv og deres hang til at opdatere Facebook-profiler og bage brød til mødregruppen, som er årsag til, at de får problemer med moderskabet – og at deres børn derfor udvikler spiseforstyrrelser.

Der mangler godt nok noget selvransagelse – fra fagfolkenes side – i den fremstilling, og derfor blev jeg så stjerneirriteret over nogle ellers vedkommende og velskrevne artikler.

Jeg skal være den sidste til at benægte, at vi kvinders egne – tårnhøje – ambitioner om at være perfekte mødre kan føre til, at livet som nybagt mor bliver uudholdeligt svært. Det skete nemlig for mig, da jeg i 2008 fødte min søn og straks efter blev ramt af en voldsom fødselsdepression. Depressionen betød, at jeg overhovedet ikke kunne få forholdet til mit barn til at fungere, og det blev først bedre, da jeg efter 15 måneder i helvede skruede ambitionsniveauet betragteligt ned og selv begyndte at tro på, at jeg sagtens kunne finde ud af at være en helt almindelig god, kærlig, menneskelig – og dermed fejlbarlig – mor for mit barn.

Men det var altså ikke kun mig selv – godt hjulpet af reklamer, amerikanske familiefilm og hæren af spelt- og slyngemødre, der optræder i diverse medier – som skruede mine forventninger til, hvad man skal kunne og kunne overkomme som mor, alt for højt op. Sundhedssystemet gjorde sandelig også sit med alle de velmenende råd og instrukser, jeg fik med i pjecer, brochurer og bøger.

Der var for eksempel den gamle påstand om, at en mor hurtigt lærer at skelne den ene type gråd fra den anden. At hvad gør hun? Min søn græd konstant, men jeg fandt aldrig ud af, om det var, fordi han var sulten, fordi han havde skidt i bleen eller noget helt tredje. Heller ikke selv om der stod i den lille Pampers-bog om graviditet og spædbørn – som jeg jo havde fået hos lægen – at det skulle jeg kunne. Hvilken håbløs mor måtte jeg så ikke være?

Og nu vi er ved spiseforstyrrelser: Jeg havde et forfærdeligt hyr med at få min søn til at spise, da han gik fra bryst til skemad, så for at hjælpe mig, gav min sundhedsplejerske mig en brochure med råd, vejledning og ikke mindst inspiration til måltiderne.

Brochuren hed ’Barnemad’, men den var alt andet end det. For i den kunne jeg blandt andet læse følgende forslag til sønnikes kostplan:

Morgen: Rugbrød med smøreost, franskbrød med banan

Formiddag: Gnavebrød, lille yoghurt naturel

Frokost: Frikadelle, kartoffelsalat, fintrevet råkost af æble og kål

Eftermiddag 1: Bolle, frugt-/grønttallerken

Eftermiddag: Laks i ovn, kartoffelbåde, spinat

Aften: Frugtsalat

Undskyld, men hvordan skulle jeg nogensinde kunne servere alt det for mit barn? Alene indkøbslogistikken er noget nær håbløs selv for en velfungerende mor, og derudover kunne jeg ikke engang få knægten til at spise den rismelsvælling, jeg varmede til ham i mikrobølgeovnen.

Selvfølgelig var jeg heldig, at min sundhedsplejerske i det hele taget tog mine problemer alvorligt og prøvede at hjælpe mig med at løse dem. For sådan var det ikke gået, da jeg nogle måneder forinden var gået til min læge og sagde, at jeg vist havde fået en fødselsdepression, og at jeg havde brug for hjælp. Det fik jeg i hvert ikke. Lægen sendte mig hjem med beskeden om, at det ville gå over af sig selv.

Og sådan gik det heller ikke, da den nybagte mor Helle Jensen, som optræder i Politikens artikler, bad sin sundhedsplejerske og sin læge om hjælp til at få den få måneder gamle datter til at spise. Ifølge artiklen oplevede Helle Jensen og pigens far, at de slet ikke blev taget alvorligt.

Så kære fagfolk i sundhedssystemet, det er fint nok, at I påpeger, at de nybagte mødres eget ambitionsniveau ofte spænder ben for et sundt mor-barnforhold. Men ret også lige projektørlyset mod jer selv, for I har altså også været med til at skabe de ambitioner. Og I er ikke altid lige godt til at afhjælpe de problemer, det skaber.

For hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, at hverken Helle Jensen eller jeg fik hjælp, da vi kom til jer med vores problemer?

Og hvor er de pjecer, som fortæller, at man ikke er en dårlig mor, fordi man ikke kan overkomme at servere frugtsalat og laks i ovn for sit spædbarn, og at det ikke tager skade af at spise præfabrikeret babymad.

Hvornår fortæller I os, at vi hellere skal droppe ud af mødregruppen end stresse rundt og bage boller til den, og hvorfor er det budskab ikke blevet bøjet i meterhøje neonbogstaver for længe, længe siden?

Hvad gør I i det hele taget for at få moderrollen ned på et niveau, hvor alle kan være med, og ingen behøver at føle sig utilstrækkelige?

For husk lige, at de eneste, der kan tage kampen op mod reklame-, film- og speltmødre, er professionelle fagfolk, som redeligt og sobert giver kvinderne et legalt og accepteret alternativ til at være perfekte supermødre, som kan og kan overkomme alt. Og ifølge jer selv er det jo det, der skal til for at mindske antallet af spiseforstyrrelser hos de helt små børn. Jeg glæder mig til at høre mere fra jer.

Link til forsideartiklen i Politiken 21. oktober: http://politiken.dk/tjek/sundhedogmotion/familieliv/ECE1788205/smaaboern-lider-af-spiseforstyrrelser/

Nybagte mødre i krise er overladt til sig selv

Fødselsdepressioner er stadig en af de allermest tabubelagte lidelser her i landet. Derfor er det glædeligt, at Politiken 18.08 bruger spalteplads på et problem, som rammer op mod hver fjerde nybagte mor.

Men mens avisen meget rammende beskriver den forfærdelige situation, som hen ved 16.500 danske kvinder hvert år befinder sig i, mangler den at nævne, at det offentlige sundhedssystem alt for ofte overlader disse kvinder til sig selv. Det kan nemlig være ualmindelig svært for en kriseramt nybagt mor at finde hjælp og behandling.

”Mange kommuner har særlige tilbud til mødre med efterfødselsreaktioner”, fortæller avisen. Muligvis – selv om jeg vil tillade mig at betvivle, at det ligefrem drejer sig om ’mange’ – men der er grund til at se på, hvor omfattende de tilbud overhovedet er.

Her i Aalborg Kommune har vi for eksempel en samtalegruppe for nybagte mødre med ondt i moderskabet – et forum, hvor fire eller fem kvinder mødes og taler med en psykolog og en sundhedsplejerske en gang om ugen. Der kører en samtalegruppe hvert halve år, og det er et utrolig effektivt behandlingstilbud. Det kan jeg personligt bevidne, for jeg deltog netop i sådan en gruppe, da jeg for fire år siden blev ramt af en alvorlig fødselsdepression. Uden samtalegruppen var jeg sandsynligvis endt med enten at bortadoptere min søn eller tage livet af mig selv.

Men jeg var heldig, at jeg overhovedet kom med i den gruppe. For prøv se på tallene: I Aalborg Kommune fødes der hvert år omkring 2.300 børn. Ifølge statistikkerne skulle mellem 230 og 500 aalborgensiske kvinder om året altså få en efterfødselskrise. Men med to samtalegrupper hvert år er det kun otte eller 10 af dem, som rent faktisk får behandling i offentligt regi.

De 232 til 492 andre er overladt til sig selv. Til uforstående pårørende, som ikke aner, hvad den ramte kvinde går igennem, og til junglen af private psykologer, hvoraf kun de allerfærreste har specialviden om behandling af fødselsdepressioner. Ikke så sært at det ifølge eksperter kun er et absolut fåtal af fødselsdepressioner, som behandles.

Jeg tror ikke, at Aalborg Kommune er specielt karrig med tilbuddene til kriseramte nye mødre i forhold til resten af landet. Jeg tror bare, at emnet er så tabubelagt, at alt for få – både fagfolk og mødre – har lyst til at tale højt om det. Og at det derfor er voldsomt nedprioriteret i vores bevidsthed og i vores kommunale budgetter.

(Dette blogindlæg blev oprindeligt trykt som debatindlæg i Politiken i august 2012)