Vred over vredeshåndtering
Jeg røg helt op i det røde felt forleden aften. Jeg var til forældremøde i børnehaven, og under et gruppearbejde begyndte en af pædagogerne at tale om, hvordan institutionen arbejder med at lære børnene ”vredeshåndtering”.
Blandt andet, fortalte hun, lærer de børnene at tælle til 10, inden de reagerer på noget, som de bliver vrede over. Altså inden de råber, lægger armene overkors, sparker eller slår ud. Og de bruger en skildpadde som eksempel og snakker med børnene om, at man i stedet for at reagere udad, når man bliver gal, kan trække sig ind i sit skjold og gemme sig der.
Så blev jeg … ja, vred. Meget endda. Og jeg hverken talte til 10 eller trak mig ind i mit skjold, men sagde straks – mens de andre forældre omkring bordet ellers nikkede og bakkede op – at den fremgangsmåde var jeg absolut ikke enig i.
Faktisk vil jeg tilføje her, at jeg mener, det er decideret skadeligt at lære børn at håndtere deres vrede på den måde. For på den måde lærer vi dem, at vrede er en dårlig følelse, som helst skal undertrykkes, og der er altså ingen mangel på mennesker, der går rundt som veritable trykkogere og risikerer at eksplodere eller bukke under af indestængt vrede hvad øjeblik, det skal være.
Det er på alle måder en dårlig strategi at holde sin vrede tilbage – selv i de få sekunder det tager at tælle til 10. Og det er også noget mærkeligt noget at gøre. Tænk hvis vi sagde til børnene, at når de bliver kede af det, skal de lige tælle til 10, inden de begynder at græde. Eller at når de bliver glade, skal de tælle til 10, før de begynder at juble.
Nej vel.
Af alle de store følelser, er det faktisk kun vrede, vi har så forkvaklet et forhold til, og det synes jeg ikke, at vi skal give videre til vores børn. Selvfølgelig må de ikke slå og sparke, men man kan også godt udtrykke sin vrede ved at råbe, fnyse, trampe i gulvet eller marchere ud af rummet, og det kan jeg ikke se, at der skulle være noget i vejen med.
Udover selvfølgelig, at andre vil blive forskrækkede og finde det ubehageligt at opleve. Men er vi så ikke derhenne, hvor det i virkeligheden er vores evne til at håndtere andres vrede, der er problemet? En evne, som selvfølgelig er præget af, at vi som børn har lært, at vrede er en negativ følelse, der skal holdes nede.
Det tror jeg. Så jeg vil gerne foreslå, at når vi taler om børn og vredeshåndtering, så skal det handle om at lære dem, hvordan de håndterer ANDRES vrede.
Med hensyn til deres egen vrede mener jeg i hvert fald, at de faktisk ikke behøver at vide ret meget andet end, at det ikke er i orden at sparke og slå, men det er helt fint at blive gal. Og så skal de selvfølgelig have en grundlæggende fornemmelse af, at man aldrig skal holde sin vrede tilbage – hverken i 10 år eller i 10 sekunder.
PS Jeg skal til møde i børnehaven om deres vredeshåndtering en af dagene. Satser lidt på, at det bare er mig, som har misforstået noget.
Marchers meninger 
Pingback: Vredeshåndtering II – om at lære sine børn at være vrede | Marchers meninger
Må man høre hvordan mødet i børnehaven gik ? Jeg er MEGET nysgerrig efter at høre, om du fik personalet overbevist om at stort set samtlige psykologer i Danmark tager grueligt fejl.
Mh Carl Erik Meier
Ja, du er meget velkommen til at spørge. Og det er egentlig også en fejl, at jeg ikke for længst har skrevet en opdatering.
Jeg havde ikke misforstået beskrivelsen af, hvordan børnehaven arbejdede med vredeshåndtering. Personalet og jeg var enige så langt, at det er ok at være vred, og at udtrykke sin vrede. Men vi var absolut ikke enige om, hvordan det er ok at udtrykke sin vrede, og om man skal tælle til 10 eller 100 forinden.
Der blev ikke sagt noget, som fik mig til at ændre holdning, (og jeg kan også godt leve med at være uenig med stort set samtlige psykologer i Danmark, hvis de mener, det er godt at undertrykke sin vrede). Om jeg sagde noget, som fik personalet i børnehaven til at ændre mening, ved jeg selvfølgelig ikke.
Men jeg bad om, at de ikke lærte min søn flere metoder, der gør det spor andet end legitimt at blive vred og lade vreden komme til udtryk øjeblikkeligt. Han er en temmelig følsom lille dreng, der har brug for at lære nøjagtig det modsatte – altså at man ikke behøver at blive bange for sig selv, fordi man bliver gal og kommer til at kommer til at tale lidt højt.
I øvrigt skiftede han børnehave et par måneder senere – af helt andre årsager – så spørgsmålet er ikke kommet op siden.