Marchers meninger

Tanker om tilværelsen, som den ser ud fra et nordjysk fiskerhus

Archive for the category “Læst”

06 dec 2013

Jantelov dræber begavelserne

Uha, det går skidt for de danske skoleelever. Tidligere i denne uge blev den nyeste Pisa-undersøgelse offentliggjort, og den viste bl.a., at der er betydeligt færre dygtige børn i Danmark end gennemsnitligt i alle de lande, som deltager i undersøgelsen. I Danmark klarer ti procent af eleverne sig f.eks. særlig godt i matematik, mens gennemsnittet i undersøgelsen er 13 procent. I Shanghai brillerer hele 55 procent i tal og ligninger.

BegavetDe dårlige resultater – der er oven i købet også blevet færre af de rigtig dygtige elever – fik en masse skolefolk på banen med forslag til, hvad der skal gøres. Undervisningsminister Christine Antorini har tidligere sagt, at skolerne ikke er gode nok til at udfordre de fagligt stærke børn. Det gentog hun i denne uge og påpegede, at kuren hedder helhedsskole og mere holdopdeling. Hun fik opbakning af flere eksperter.

Jeg tror ikke på, at de fagligt stærke danske børn får bedre vilkår i skolen, før nogen kommer med en lovændring, der kan afskaffe janteloven. Her i landet er det nemlig kun acceptabelt at være dygtig indtil en vis grænse. Og det gælder også i klasselokalerne.

Sådan har det været i mange år. Jeg husker tydeligt, hvor irriteret min dansklærer blev på mig, da jeg i 2. klasse kom med ’Læs & forstå’-hæfte nummer seks og skulle have rettet mine krydser, mens resten af klassen kun var nået til hæfte tre. Og det var bestemt heller ikke populært at sige, at jeg skrupkedede mig, når klassekammeraterne stavede sig igennem side otte i ’Søren og Mette’-bogen, som jeg for længst havde læst til ende.

Sådan lærte jeg – tidligt, men grundigt – at det var bedre at lægge en dæmper på mine faglige præstationer og ikke gøre for meget opmærksom på, hvad jeg egentlig kunne.

Det er selvfølgelig 35 år siden. Men man behøver bare at læse lidt af, hvad psykologen Ole Kyed skriver, tale med et par forældre til særligt begavede børn og tage en tur rundt i de netfora, hvor de mødes, for at få et klart billede af, at sådan er det i høj grad stadig.

Forældre, der får at vide, at når sønnen er så afsindig god til multiplikationstabellen, må det være, fordi de har pacet ham derhjemme. Andre, der finder ud af, at datteren bare er har fået besked på at skrive det samme ord 25 gange mere, når hun allerede havde skrevet det de ti gange, klassen var blevet bedt om. Eller at hun decideret har fået en påtale for at lave de næste mange ugers opgaver i regnehæftet. Og så videre.

Min pointe er, at reformer og lovændringer slet ikke er nok til at give de dygtige danske skolebørn bedre betingelser. Der skal en gevaldig holdningsændring til, og den skal helt ud i de fjerneste kroge af vores uddannelsessystem. Det skal være sejt, cool og skidegodt at være en særligt begavet dreng eller pige – ikke noget man går lidt stille med dørene med – og så må lærerne tage sig sammen og finde noget intelligent at udfordre de fagligt stærke børn med.

Men det kan godt blive svært at skabe sådan en holdningsændring. Mange af de begavede børn er faktisk potentielt klogere end deres lærere, og det kan nok være en svær mental kamel at sluge for nogle. Og resten af vores samfund hjælper jo heller ikke ligefrem til. Tænk på hvor udansk – og i endnu højere grad ujysk – det er at sige højt, at man har en intelligenskvotient i den høje ende.

Det er ren jantelov, og den skader vores skolebørn. Ikke kun de fagligt stærke, men dem alle sammen. For man ved, at jo dygtigere de dygtige elever er, jo mere trækker de hele klassen op – inklusiv de fagligt svage.

Så lad os for pokker få afskaffet janteloven – i det mindste i klasselokalerne.

Hvem vil være med til det, og hvordan gør vi?

Posted in Hørt, Læst and tagged , , | Skriv en kommentar
29 nov 2013

Abortregisteret er ude af drift

Jo, det kan godt lade sig gøre at føre en debat om abort uden skyld og skam. Sådan en havde jeg for nylig kørende med en af mine bloglæsere, Agnete, og hvis nogle er interesserede, kan de finde den her: Ingen abortdebat uden skyld og skam. Eller hva’?

StatistikHvad der derimod IKKE kan lade sig gøre, er at få opdaterede tal for antallet af aborter ud af Abortregisteret. For selvom Abortregisteret er et lovfæstet register, der siden 1973 har registreret, hvor mange provokerede aborter, der udføres i Danmark, er det p.t. reelt ude af drift. Og det har det været siden 1. marts 2012, hvor blev flyttet fra Sundhedsstyrelsen til Statens Serum Institut.

Det betyder, at man hos Abortregisteret ikke kan få statistik over antallet af provokerede aborter i 2011 og 2012. Sundhedsstyrelsen har heller ikke tallene, for de får deres oplysninger fra Abortregisteret. Kommuner og regioner har dem heller ikke, for de får også deres oplysninger fra Abortregisteret. Og det samme gælder Danmarks Statistik og Sex & Samfund og andre instanser eller organisationer, som oplyser om abort.

Der er heller ikke grund til at tro, at tallet for provokerede aborter i 2013 bliver tilgængeligt lige med det samme. Hos Statens Serum Institut regner man med at registeret kommer op at køre igen i løbet af næste år, men præcis hvornår er usikkert.

Det skal siges, at indberetningerne om provokerede aborter for 2011, 2012 og 2013 rent faktisk ligger i Abortregisterets database, men de skal renses og behandles, før der kommer et brugbart tal ud af dem. Og det har Seruminstituttet altså ikke haft tid til at gøre, siden de overtog alle Sundhedsstyrelsens registre for halvandet år siden.

Ærgerligt. For hvis man – som jeg – gerne vil tale om, hvorvidt vi kan/skal gøre noget for at bringe antallet af provokerede aborter ned, er netop tallene for 2011, 2012 og 2013 nemlig interessante. Fra 2010 til 2011 faldt fødselstallet dramatisk – fra 63.411 børn til 58.998 og igen til 57.916 i 2012. En tendens der ser ud til at fortsætte i 2013.

Færre fødsler må betyde færre graviditeter, og hvis færre kvinder bliver gravide, skulle der også gerne være færre, som får aborter. De to tal skulle jo gerne følges ad. Men da Abortregisteret ikke fungerer, kan det altså ikke hjælpe med at finde ud af, om det forholder sig sådan.

Så er der heldigvis en anden mulighed. Der findes nemlig en database, som hedder TiGrAb. Forkortelsen står for tidlig graviditet og abort, og databasen indeholder oplysninger om alle registrerede graviditeter, spontane og provokerede aborter og meget mere. Og den er opdateret.

Problemet er så, at tallene fra Abortregisteret og fra TiGrAb ikke harmonerer – TiGrAb’s er generelt lavere og i nogle år meget lavere. Men hvis vi bare holder os til TiGrAb’s tal, ser det sådan her ud: Antallet af provokerede aborter faldt fra 15.336 i 2010 til 15.299 i 2011 og videre til 14.624 i 2012. Fra 2010 til 2012 er faldet i antallet af provokerede aborter altså på 4,6 procent.

Men faldet i fødselstallet fra 2010 til 2012 er faktisk på 8,7 procent. Og på den måde ser det ud til, at der statistisk set er flere graviditeter, som ender med en provokeret abort.

Det samme billede tegner sig faktisk, hvis man begynder at regne på tallene for graviditeter, spontane aborter, graviditeter uden for livmoderen og provokerede aborter. Stigningen af provokerede aborter i forhold til graviditeter er ikke stor, men den er der.

På Rigshospitalet sidder en overlæge, som er en af landets førende eksperter, når det gælder graviditet og abort. Han hedder Øjvind Lidegaard, og han skrev for nylig i en kronik i Politiken, at antallet af aborter i 2012 var det laveste nogensinde. Det er faktisk ikke rigtigt – og slet ikke hvis man sætter det i forhold til fødselstallet. Se f.eks. på disse tal:

I 2002 registrerede TiGrAb 14.623 provokerede aborter før 12. uge, mens Danmarks Statistik opgiver et fødselstal på 64.075.

I 2012 registrerede TiGrAb 14.624 provokerede aborter før 12. uge, mens Danmarks Statistik opgiver et fødselstal på 57.916.

Der kan være masser af gode forklaringer på de forskelle, som ligger i de tal. Jeg kender dem ikke, men jeg synes, at vi skylder os selv som samfund at finde ud af, hvad der ligger bag dem, og om antallet af aborter vitterlig er i færd med at stige.

Kunne det ikke være rart, hvis Abortregisteret i den forbindelse kom op at køre igen?

PS Jeg skylder at sige, at der – så vidt jeg kan grave frem – ikke er noget som helst fordækt eller konspiratorisk i, at Abortregisteret ikke fungerer. Statens Serum Institut har bare ikke prioriteret at få det op at køre siden den store sammenlægning i marts 2013.

Posted in Hørt, Læst and tagged | Skriv en kommentar
08 nov 2013

Om undskyldninger og bortforklaringer

Hold op, der bliver talt meget om undskyldninger for tiden. Først brugte Lars Løkke Rasmussen tre en halv time på at undskylde og
beklage sine flyveture på første klasse for GGGI – og med den seneste uges oplysninger om datterens Rio-ophold er han nok ikke færdig med beklagelserne endnu.

ID-100204762Så krævede Enhedslisten, at regeringen undskylder tidligere tiders slavehandel over for Jomfruøerne. Det udløste polemik om, hvor langt tilbage i tiden det giver mening at udstede beklagelser for diverse ubehageligheder. Der var sågar en, som – vistnok i spøg – foreslog, at vi sendte svenskerne en officiel undskyldning for det stockholmske blodbad i 1520.

I denne uge var det så cykelrytteren Michael Rasmussen, som brugte en hel selvbiografi på at bede om tilgivelse for sit årelange dopingmisbrug. En bog på 325 sider. Det er da en beklagelse, der vil noget.

Herhjemme i fiskerhuset har vi også snakket om undskyldninger. Men det har nu mest været, fordi min fem et halvt år gamle søn var begyndt at udvikle et ikke helt så sympatisk forhold til de små og store fejl, han ind imellem kommer til at begå.

Tidligere har undskyldningerne har ellers siddet ret løst på ham – han har ind imellem undskyldt for at tage pyjamasbukserne omvendt på eller for at trykke på den forkerte knap på fjernbetjeningen. Men de seneste uger er han gået over til en anden strategi, nemlig bortforklaringen.

”Jamen mor, det var, fordi jeg lige skulle redde en flue, som lå i vindueskarmen, at jeg kom til at skubbe potteplanten ned”.

Nej, sønnike, det var det ikke. Det var, fordi du legede forhindringsbane med brandbilen mellem potteplanterne, selvom jeg flere gange har sagt, at det vil jeg ikke have.

Han bortforklarer alt lige for tiden. Selv helt små ting, som når han distræt tøffer ud af badeværelset med bukserne nede om hælene, fordi han har glemt at trække dem op. Når jeg minder ham om, at han lige skal tage tøj på, forklarer han det med, at det var, fordi han lige skulle se, om der stod en kat uden for badeværelsesdøren.

De fleste af hans bortforklaringer er for så vidt ganske harmløse. Men jeg bryder mig alligevel ikke om dem. For jeg tror, at en af de vigtige – og klart en af de sværeste – ting, vi mennesker skal lære, er ikke bare at sige undskyld, men også erkende, at vi rent faktisk har begået fejl.

Det er aldrig rart at indrømme, at man har gjort noget forkert eller taget fejl – hverken over for os selv eller over for andre. Men det er nødvendigt. Både for vores egen samvittigheds skyld og for dem, som vores fejl har berørt. Og egentlig burde det heller ikke altid være så svært. Det er en eviggyldig sandhed, at det er menneskeligt at fejle, og ingen stiller jo krav til os om at være perfekte.

Ingen ud over os selv i hvert fald. Min søn er i hvert fald udtalt perfektionist og har lidt svært ved at acceptere, at han ikke er fejlfri og alvidende.

Derfor taler vi for tiden meget om, at det ofte er helt i orden at begå fejl, glemme eller overse noget eller ikke vide alt. Men at det derimod aldrig ikke er i orden at sige noget, som ikke passer. Det er nemlig at lyve, og det gælder også bortforklaringer uden ret meget hold i virkeligheden.

Så kan man jo også benytte sig af disciplinen ’undskyldning med bortforklaring’. Så som ”jeg glemte at tjekke, om der var trukket 27.000 kroner på min bankkonto” eller ”jeg troede ikke, at jeg fik nogen diæter på mine rejser i 2012”.

Ikke for noget. Men jeg synes faktisk ikke, at de bortforklaringer lyder ret meget mere plausible end den, min søn bruger med katten uden for badeværelsesdøren.

Posted in Læst, Oplevet, Set and tagged | Skriv en kommentar
21 okt 2013
2 Comments

Afskaf økonomiske flygtninge

De seneste par uger – siden den forfærdelige bådulykke ud for Lampedusa, hvor over 300 mennesker omkom – har jeg været noget forvirret over begreber, som jeg ellers troede, at jeg kendte.

PIXFlygtningeMange medier har nemlig konsekvent omtalt ulykken som en ”flygtningekatastrofe” eller kaldt ofrene ”afrikanske flygtninge”. Og det har jeg ikke kunnet få til at passe. Jeg ved godt, at Afrika nok ikke er det mest fredelige og fremgangsrige kontinent at leve på, men at der ligefrem skulle være så megen krig, konflikt og undertrykkelse, at afrikanerne skulle flygte i så stor stil, det var i hvert fald nyt for mig.

Det viste sig da også ved nærmere eftersyn, at mange af de mennesker, der stævner ud over Middelhavet i overfyldte både, slet ikke er flygtninge. De er migranter – det, man også kunne kalde ind- eller udvandrere. Altså folk på jagt efter bedre levevilkår og indtjeningsmuligheder.

Jamen, de er økonomiske flygtninge, vil nogle så indvende. Nej, for det er der altså ikke noget, der hedder (og her støtter jeg mig til en veninde, som rent faktisk har studeret de her ting). Flygtning er man kun, når det er juridisk godtgjort, at man er individuelt forfulgt på grund af politisk aktivitet, race eller lignende. Og uanset, hvor ubehageligt det må være at bo i et slumkvarter i Abuja (Nigerias hovedstad), er det altså ikke noget, man bliver forfulgt af.

Prøv også at lave denne sammenligning: Hvis vore dages migranter fra Afrika skal kaldes økonomiske flygtninge, så skal de tyrkere, pakistanere og italienere, som kom hertil i 1960’erne og 1970’erne også. Og det samme skal Liv Ullmann og Karl-Oskar og alle de andre svenskere, danskere og nordmænd, som for 200 år siden satte kursen mod Amerika.

Var det måske 536 økonomiske flygtninge, som gik ned med M/S Titanic i april 1912?

Nej, vel. Så lad os få afskaffet udtrykket økonomiske flygtninge og i stedet omtale dem som det, de er: Migranter.

Ikke kun fordi det andet forplumrer begreberne, men også fordi der ligger mere værdighed og styrke og mindre ydmygelse i ordet ’migrant’ end i ordet ’flygtning’. Og bare fordi et menneske forlader sit hjem i søgen efter et bedre liv, behøver vi jo ikke at tage deres værdighed helt fra dem.

Posted in Hørt, Læst and tagged , ,
18 okt 2013

Nærværende forældre har også mobiltelefon

Jeg kan godt blive lidt træt af alle de formaninger om, hvordan jeg skader mit barn, hvis jeg bruger for meget tid på at sms’e, tjekke mail eller i tale i mobiltelefon.

BlogMobil1I søndags var både Jyllands-Posten og DR på banen med en historie, hvor de samme tre eksperter (nogen må have sendt en pressemeddelelse ud) fortæller, at børn risikerer at få varige men, hvis deres forældre er for optagede af deres mobiltelefoner. Tirsdag var det så Politiken, som var ude med en løftet pegefinger til de forældre, som sætter sig til at sms’e eller tjekke e-mail på telefonen, når de er på legepladsen med deres børn.

Især den sidste artikel lægger sig i samme spor som en anden DR-historie fra august, hvor børnehavepædagogen og cand. psych Margrethe Brun Hansen kritiserer forældre, der tager smartphonen med på legepladsen og surfer en tur på nettet, mens poderne gynger eller klatrer.

I den historie siger hun bl.a.:

”Når man er sammen med sit barn, så skal man være til stede. Ikke bare med sin krop, men også med sine øjne”.

Ja, det er meget godt, og selvfølgelig har børn brug for opmærksomhed fra deres forældre. Men det kan bare ikke altid lade sig gøre. Og hvis jeg ikke må have lov til at sende sms’er – eller løse sudokuer eller læse en bog – mens min femårige søn leger på en legeplads, så er konsekvensen i mange tilfælde, at vi slet ikke kommer derhen, men bliver hjemme i stedet.

For uanset hvor meget jeg elsker min søn, så kan hans udfoldelser på klatrestativer og vippedyr kun holde min interesse fanget i et vist tidsrum. Han, derimod, kan blive ved med at klatre, gynge, hoppe, snurre og vippe i MEGET lang tid.

Det får han lov til – hvis jeg til gengæld kan gøre noget helt andet i mellemtiden. Sende sms’er og læse avis, for eksempel. Og hvis jeg havde haft en smartphone, ville det med garanti også inkludere at researche på nettet og poste på Facebook.

Betyder det så, at min søn får for lidt opmærksomhed fra sin mor? Det tror jeg faktisk ikke, for han har i stedet min udelte interesse på rigtig mange andre tidspunkter. F.eks. når vi bager pizza, læser en bog, spiller ludo eller søger efter billeder af solsystemet på internettet.

Nogle gange sker det mere and andre gange, for der er bestemt også dage og tidspunkter, hvor jeg ikke har overblik eller overskud til at være nærværende overhovedet.

Sådan er det, og hvis sønnike får varige men på grund af det, kan jeg ikke gøre andet end at påtage mig ansvaret.

Jeg forfægter ikke, at der er børn som ikke oplever nok interesse og opmærksomhed fra deres forældre. Men jeg tror ikke, at det altid handler om mobiltelefoner alene. Mere om det en anden gang, for mit budskab her er:

Husk lige, Margrethe Bruun Hansen og andre som gerne vil ud med den dømmende rive, at bare fordi en far eller en mor sidder på kanten af sandkassen – eller i bussen eller i Bilkas cafeteria – og stirrer på sin mobiltelefon, er det ikke ensbetydende med, at vedkommende svigter sit ansvar som kærlig og nærværende forælder.

Det betyder kun, at det ikke er lige på det tidspunkt, at vedkommendes børn får mor eller fars udelte opmærksomhed. Ikke andet. Og så længe ingen af jer er synske, ved I ikke, hvordan det parentalske nærvær ellers udmønter sig i den familie. Det kunne faktisk se helt anderledes ud, end I tror.

Link til DR-historien i august: http://www.dr.dk/Nyheder/Levnu/Boern/Artikler/2013/0712151301.htm

Link til Politiken-historien tirsdag: http://politiken.dk/tjek/ECE2103567/smartphones-stjaeler-foraeldres-opmaerksomhed-fra-boernene/

Link til DR-historien i søndags: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2013/10/13/094547.htm

Link til JP-historien i søndags: http://jyllands-posten.dk/indland/ECE6090909/foraeldre-vaelger-iphone-frem-for-boern/

Posted in Læst and tagged , , , | Skriv en kommentar
12 okt 2013

For dårligt at vælge privatskole 2

 

Nå, nu er indmeldelsen til privatskolen sendt af sted. Jeg har – i hvert fald på det praktiske plan – vendt den danske folkeskole ryggen, og selv om flere folk den seneste tid har sagt til mig, at de godt forstår mit valg, så har jeg det alligevel ikke helt så fedt med det.

For i teorien kunne jeg jo også have valgt at gå i brechen og give mig til at slås for bedre forhold i folkeskolen. Forsøge at komme ind i skolebestyrelsen eller stille op til kommunalvalget senere i år – nøjagtig som en af mine tidligere kolleger meget inspirerende gør. Skrive debatindlæg og breve til politikerne. Råbe op og slå i bordet, som jeg ellers gør i andre sammenhænge.

Det kunne jeg sådan set godt gøre. Så måske er det også for at dulme min dårlige samvittighed over den privatskoleindmeldelse, at jeg gerne vil stille dette spørgsmål til politikere på lands- og kommunalplan:

Hvordan kan I overhovedet komme i tanke om at proppe 28 børn ind i en skoleklasse?

Økonomi, vil de fleste formentlig svare. Det er for dyrt med de små klasser.

Nå. Men så har I da vist ikke læst denne svenske undersøgelse http://www.ifau.se/Upload/pdf/se/2012/r-12-05-langsiktiga-effekter-av-mindre-klasser.pdf . Den viser ret tydeligt, at elever i mindre klasser bliver fagligt stærkere, får højere karakterer og bedre uddannelser og tjener flere penge senere i arbejdslivet – og dermed afleverer flere skattekroner til statskassen og skaber mere værdi i samfundet i form af vækst og viden.

Hvordan kan det være en dårlig forretning?

Og er det i øvrigt ikke dyrt at udbetale fripladstilskud til de mange forældre, der – som mig – flygter fra folkeskolen bl.a. på grund af de høje klassekvotienter? Det kan da i hvert fald ikke forbedre likviditeten i kommunekasserne.

Man kunne også spørge, om det er overhovedet er økonomi, der i den grad skal diktere, hvad vi tilbyder vores børn. Jeg mener, vi er altså stadig et velfærdssamfund, og som sådan MÅ vi have råd til at prioritere at give de bedste muligheder til de generationer, som skal føre velfærdssamfundet videre.

For er det ikke dybest set bare et spørgsmål om valg og om prioriteter? I samfundet såvel som det er i privatlivet. Jeg har f.eks. valgt at sige, at den privatskole, den SKAL der være råd til. Så bliver der bare færre ferierejser og biografbesøg og mindre røget laks og australsk Chardonnay.

apple-on-the-desk-1428611-mHvorfor kan politikerne ikke sige, at den klassekvotient på 21, den SKAL der simpelthen være råd til. Så bliver der bare færre kulturhuse og nordjyske motorveje og mindre politikerpensioner og afgiftslettelser på øl og sodavand?

Kan nogen give mig et svar på det spørgsmål? Jeg venter i spænding.

 

Læs ‘For dårligt at  vælge privatskole 1″ her: https://anettemarcher.wordpress.com/2013/09/25/for-darligt-at-vaelge-privatskole/

Posted in Læst, Oplevet and tagged , , , , | Skriv en kommentar
02 okt 2013

Skatteamnesti? I don’t think so

Orv, den var let at gennemskue.

“Skatteeksperter opfordrer skatteministeren til at genoptage den amnesti, som frem til 30. juni fik op mod 200 danskere til at melde sig selv med sorte formuer”, skriver Politiken i dag på forsiden.

SKATJa, det kan vel ikke undre nogen, at skatteadvokater og -revisorer gerne ser, at deres klienter kan slippe uden at betale bøder eller skulle i fængsel for at have snydt samfundet for hundredtusindvis af skattekroner i årevis. Også fordi en ny skatteamnesti selvfølgelig vil skaffe de såkaldte eksperter endnu flere klienter med sorte penge på de tykke bankbøger.

Men, men, men. Når sådan en udtalelse kommer som udgang på en artikel om, at bankerne i Schweiz og Luxembourg lige nu er i færd med at bryde bankhemmeligheden og ‘oute’ konti med udeklarerede formuer på, så kan jeg altså ikke lade være med at grine lidt i skægget. For i takt med at skattelyene falder, betyder det selvfølgelig, at Skat kan slå kløerne i flere og flere skattesnydere, som derfor ikke har andet valg end at betale deres skat og tage deres straf.

Og så kan jeg ærlig talt ikke se, hvorfor vi skal give dem amnesti. De har snydt os alle sammen i årevis, og de har allerede haft chancen for at gøre rent bord en gang. Hvorfor i alverden skal vi være flinke ved dem en gang til? Så er vi da rent til grin.

Ifølge Politiken har advokatfirmaet Tommy V. Christiansen blandt sine klienter “en håndfuld udlandsdanskere, der har fortrudt, at de ikke benyttede ordningen, og er klar til at betale skatten, hvis de – vel at mærke – kan slippe uden om en lang fængselsstraf”. Jamen, hurra for det. Jeg synes bare, at de skal beholde deres penge – indtil Skat når frem til deres kontonummer og sender dem et kolossalt girokort sammen med en billet til Sønder Omme Statsfængsel.

Der er også lige blevet en celle ledig i Sønder Omme, nu hvor Klaus Riskær Pedersen har udstået sin straf. Den kan passende overtages af en anden finansfusker. Bare ind med dem, siger jeg. Så kan de sidde der og skumle, mens vi bruger deres skattekroner til at renovere skoler, ansætte hjemmehjælpere og reducere ventelisterne på sygehusene.

Skatteamnesti en gang til? I REALLY don’t think so.

Posted in Læst and tagged , , | Skriv en kommentar
25 sep 2013
1 Comment

For dårligt at vælge privatskole

Det er faktisk for dårligt, fik jeg at vide forleden, at jeg påtænker at svigte den danske folkeskole og melde min søn ind i en privatskole. Ja, gu’ er det for dårligt! Jeg er fuldstændig enig. Og det er jeg af to årsager:

OpgavebogFor det første er det helt skævt, at et menneske med en så veludviklet solidarisk sans som mig vender ryggen til den brede, folkelige skole, hvor der er plads til alle børn. Jeg er meget imod ghettoer – både de mindrebemidlede og de privilegerede – og tror på, at jo flere forskellige mennesker min søn lærer at kende, jo klogere og jo stærkere bliver han.

Samtidig er jeg stor tilhænger både af vores demokrati og af vores velfærdssamfund, som jeg mener, at vi alle har en pligt til at værne og støtte op om. Og så er det jo lidt hyklerisk, at jeg vælger at vende ryggen til vores alle sammens skole og sender mit dyrebare afkom på privatskole i stedet.

Det ER sgu for dårligt, og jeg er heller ikke specielt stolt af det. Men det kan bare ikke være anderledes. For jeg tror ikke på, at folkeskolen kan give min søn de rigtige muligheder for at udvikle sig til et harmonisk og kompetent menneske.

Ikke fordi vores lokale distriktsskole – så vidt jeg ved – på nogen måde er dårligere end landets andre folkeskoler. Den er bestemt ikke det eneste sted, hvor klassekvotienten i de mindste klasser ligger på omkring 26. I indskolingen (0.-2. klasse) er der på grund af rullende skolestart gerne 90 elever. De er godt nok fordelt på tre klasser, men alligevel. Det er en umåde stor arbejdsplads for en seksårig dreng, der i forvejen har haft det svært i en børnehave med 40 børn fordelt på to stuer.

Og var jeg alligevel lidt i tvivl, fik undervisningsminister Christine Antorini (S) i denne uge overbevist mig om, at folkeskolen ikke er det rigtige sted for min søn.

”Vi har en folkeskole, der er god for den store brede midtergruppe … Som noget nyt fokuserer vi nu også på, at de dygtige skal blive dygtigere, for vi kan se, at der er vi ikke gode nok”, sagde hun til Politiken i tirsdags.

Og blev bakket op af forskningschef Andreas Rasch-Christensen fra VIA University College:

”Det er ikke en del af den danske kultur at have fokus på de dygtigste elever”, sagde han.

Jantelov med andre ord.

Godt så. Min fem et halvt år gamle søn elsker på nuværende tidspunkt at læse, stave og regne, kender alle planeterne i solsystemet og fortæller gerne om, hvad de er lavet af og hvilken vej, de drejer om solen. Han er uden tvivl et af de dygtige børn, som folkeskolen i dag ikke er god til at tage sig af.

Og det er jo dejligt, at undervisningsministeren nu vil gøre noget ved det. Men vil så stor en holdningsændring nå helt ud på alle lærerværelserne, inden min søn skal begynde i skolen til sommer – i øvrigt samtidig med, at folkeskolereformen skal gennemføres? Det skal man vist være jubeloptimist for at tro på.

Så hvad Antorini og co. end overvejer af tiltag for de dygtige elever, så bliver det uden min søn. Jeg har allerede fundet en god privatskole med klassekvotienter under 20 og fokus på begavede og følsomme børn. Og hvis jeg virkelig vil være sikker på, at min søn får lagt det bedste fundament til resten af livet, mens han går i skole, så er det der, jeg må sende ham hen.

Og det er den anden grund til, at jeg synes, det er for dårligt, at min søn kommer på privatskole: At argumenterne MOD folkeskolen er så vægtige og overbevisende, at jeg nærmest ikke har noget valg. Det er fint at tale om rummelighed og inklusion, men begavede og følsomme børn som min søn (begavede børn er ofte følsomme), går i 2013 stadig stadig tabt i folkeskolen. Tænk på alle de ressourcer, vi allerede har mistet på den konto.

Så det kan godt være, at mit valg af privatskole er for dårligt. Men det er folkeskolens tilbud til min søn altså også.

Posted in Læst, Oplevet and tagged , , , , ,
27 aug 2013

Et temmelig respektløst HVORFOR

Hvis Rasmus Kjeldahl ikke vil samarbejde konstruktivt med danske forældre, hvorfor har han så taget jobbet som direktør for interesseorganisationen Børns Vilkår?

Ja, jeg spørger bare. I hvert fald kom den nytiltrådte direktør i lørdags med en udtalelse, der efter min mening hverken var særlig konstruktiv eller særlig indsigtsfuld – og som heller ikke vidner om den store respekt for de forældre, som Kjeldahl vel ellers burde arbejde sammen med om at forbedre danske børns tarv.

”Man må spørge sig selv om, at hvis man ikke har tid til sine børn, mens de er små, hvorfor er det så, at man har fået dem”, sagde Rasmus Kjeldahl i et interview med Politiken.

Helt ærligt. Godt nok er det efterhånden en særdeles brugt vending at sige, at hvis forældre gør sådan og sådan eller ikke gør sådan og sådan, HVORFOR har de så overhovedet fået deres børn. Det ændrer bare ikke ved, at det er et både tåbeligt og respektløst udtryk, som altid gør mig irriteret – og også lidt vred, når det kommer fra en mand med Rasmus Kjeldahls kompetencer og i hans position.

For det første kommer det ikke nogen ved, HVORFOR jeg har fået børn. Eller HVORFOR min nabo, min bedste ven eller min kollega har fået børn. Der kan være vægtige personlige grunde til, at man er blevet forælder. Det kan f.eks. være utilsigtede graviditeter – i grelle tilfælde måske endda på grund af voldtægt – der ikke endte som aborter. Lige meget hvad er den enkeltes baggrund for forældreskabet et en dybt privat sag, som andre ikke skal blande sig i, kommentere eller på nogen måde stille spørgsmål ved.

For det andet er der en helt naturlig årsag til, at vi får børn: Det er ganske enkelt derfor, vi er her. For at sikre artens beståen, og det gør man altså ved at få børn. Det ved vores kroppe ganske udmærket, og det er derfor, kvinder har det med at blive skruk eller høre tikkende biologiske ure. Og mon ikke det også er derfor, mange mænd har en trang til at rende rundt og sprede deres sæd mest muligt.

Og det er jo ikke kun biologiske årsager, som får folk til at sætte børn i verden. Kulturelt er presset for at sætte arvinger i verden vel næsten ligeså stort. Det er normen i vores samfund, at man får børn, og hvis man ikke gør det, er man en afviger. Prøve at spørge forfatteren Leonora Christina Skov, der benytter enhver lejlighed til at fortælle, hvordan hun bliver ugleset og ikke forstået, fordi hun er selvvalgt barnløs.

Er vi så ikke ved at have besvaret størstedelen af det HVORFOR?

Som – for det tredje – helt generelt er en temmelig uforskammet måde at tale til forældrene på. Det er jo en indirekte anklage om, at de er dumme og uforsvarlige og ikke har tænkt sig ordentligt om, inden de gik om bord i blomsterne og bierne (og her spørger jeg bare: Hvem har overhovedet nogen anelse om de fulde konsekvenser ved at blive forældre inden det første vræl?). Og samtidig ligger der en antydning af, at forældrene faktisk slet ikke er interesserede i at gøre det bedste for deres børn. Hvis de virkelig ville, kunne de jo sagtens finde tid nok til at være sammen med deres børn, mens de er små. Ikke?

Prøve at sige det til en alenemor med fuldtidsjob og et par børn i børnehavealderen.

Heldigvis viser Kjeldahl i interviewet også en forståelse for, at det ikke bare handler om forældrenes vilje til at være sammen med deres børn. Men han kalder det alligevel også for ”en form for omsorgssvigt, når forældre ikke har tid eller overskud til deres børn”.

Hvis han virkelig mener det, synes jeg, at han sammen med de pågældende forældre skulle bruge sit gode hoved til at finde ud af, hvordan de så får mere tid eller overskud – til gavn for både børn, forældre og samfund. Men hvis der skal nogen dialog i gang, kræver det, at han anlægger en lidt mere konstruktiv tone over for forældrene. Og i hvert fald holder op med at sige til dem, at de da vist skulle tage at tænke lidt over, hvorfor det er, at de har fået børn.

Posted in Læst and tagged , | Skriv en kommentar
22 feb 2013

Kære medlemmer af regionsrådet,

Jeg skriver til jer i forbindelse med den tragiske sag i Frederikshavn, hvor en 20-årig kvinde i fredags kvalte sin nyfødte søn og derefter forsøgte at begå selvmord.

Sagen understreger – mener jeg – hvor vigtigt det er, at have fokus på de mange kvinder, som oplever psykiske vanskeligheder efter at have født deres børn. Det er desværre et fokus, som meget få fagfolk i social- og sundhedssektoren i dag har.

I kølvandet på sagen har flere regionsrådsmedlemmer ønsket, at få undersøgt, hvad der rent faktisk er sket. Og formanden for sundhedsudvalget i Frederikshavns Kommune, Paul Rode Andersen, har efterlyst en bedre koordinering mellem myndighederne. Selvfølgelig skal koordineringen mellem offentlige sundhedsmyndigheder være på plads. Men det er ikke det, der er problemet her, og det er derfor, jeg skriver til jer.FolderpixEDIT2

Problemet er, at offentlige social- og sundhedsmyndigheder – ikke kun i Frederikshavn, men i hele landet – er meget lidt bevidste om fænomenet fødselsdepressioner (eller efterfødselskriser) og derfor meget lidt tilbøjelige til at give de ramte mødre den hjælp, de har brug for.

Det er måske forståeligt. For fødselsdepressioner er et af de mest tabubelagte emner i vores samfund. Det betyder ikke, at det ikke eksisterer. Tværtimod, det gør det i høj grad. Ingen kender de nøjagtige tal, for det har – formentlig igen på grund af tabuisering – aldrig været genstand for tilbundsgående videnskabelige undersøgelser. Hidtidige skøn peger på, at hver tiende nybagte mor rammes af en fødselsdepression. Kortere projekter i f.eks. Thisted tyder dog på, at helt op mod hver fjerde nybagte mor går ned med en krise efter at have født sit barn.

En fødselsdepression er en decideret lidelse på højde med almindelige depressioner og angst. Og hvis der årligt fødes omkring 6.000 børn i Nordjylland, betyder det, at mellem 600 og 1.500 kvinder hvert år har brug for hjælp til at komme ud af en fødselsdepression.

Hvad gør I for at hjælpe dem?

Mit umiddelbare gæt er: Ikke ret meget ud over ekstra opmærksomhed og måske nogle ekstra samtalesessioner med sundhedsplejersken. Og det er bare slet ikke nok. En fødselsdepression er som sagt en decideret psykisk lidelse på højde med almindelige depressioner og angst, og der skal en målrettet indsats til for at helbrede den.

I er ikke alene. De færreste myndigheder har tilstrækkelig fokus på fødselsdepressioner og lignende efterfødselskriser. Samtidig tør rigtig mange kriseramte mødre på grund af tabuiseringen slet ikke indrømme, at de har de svært, og alt for mange fagfolk som læger og sundhedsplejersker tager det ikke alvorligt, når en nybagt mor klager over, at hun har det skidt. “Det er bare fordi, du ikke får sovet nok”, er en af de gængse forklaringer.

Og det er derfor, jeg skriver til jer. For at fortælle jer, at vejen til at undgå lignende sager er at tage efterfødselskriserne alvorligt og bl.a. få fagfolkene til at huske, at det kan være rigtig, rigtig svært at være mor. Det SKAL simpelthen være sådan, at når en nybagt mor kommer ind i en lægekonsultation og siger, at hun har det psykisk dårligt, så ringer fødselsdepressions-klokken, og det nødvendige maskineri går i gang.

Sådan er det ikke i dag. Det fortæller sagen om den 20-årige kvinde i al sin tydelighed. Og sådan har det heller ikke været før. Jeg ved det. For da jeg selv i sin tid gik til mig læge med mistanke om at jeg havde en fødselsdepression, afviste hun mig også og slog det hen med, at det var bare fordi jeg havde haft det lidt hårdt, og det skulle nok gå over. Jeg gik derfor hjem og begyndte at overveje, hvordan jeg kunne bortadoptere min søn og senere hvordan jeg kunne tage livet af mig selv.

Det er fire år siden, og heldigvis nåede jeg aldrig helt derud, hvor den 20-årige kvinde i Frederikshavn stod i fredags. Jeg kan dog levende sætte mig ind i hendes desperation, og jeg har meget stor medfølelse med hende.

Siden dengang har jeg brugt rigtig meget tid på at sætte mig ind i problematikkerne omkring fødselsdepressioner. Jeg har talt med ramte mødre og med psykologer, sundhedsplejersker, jordemødre, pædagoger og andre, der kender noget til lidelsen. Og jeg stiller mig gerne op og fortæller om mine erfaringer og det forløb, jeg selv gennemlevet.

For jeg håber at ved at stille mig op og åbne munden kan jeg medvirke til, at andre mødre og børn undgår det samme helvede, som jeg – og min søn – levede i, mens jeg var syg af en fødselsdepression. Og måske kan jeg også give en bedre forståelse til nogle af alle de fagpersoner, der omgiver en bybagt mor og hendes barn.

Jeg holder jævnligt foredrag om emnet, og jeg kommer gerne til jer for at fortælle mere. I er også velkomne til at ringe til mig, hvis I har spørgsmål om emnet. Jeg er ikke nogen faglig ekspert, men jeg har nok alligevel mere viden om emnet end de fleste.

Jeg håber inderligt, at I vil tage emnet alvorligt og give det mere fokus i fremtiden.
Og hvis jeg kan, vil jeg meget gerne hjælpe jer med det.

Med venlig hilsen
Anette Marcher
Journalist
Tlf. 21 20 02 41
E-mail: anettemarcher@mail.dk

Dette indlæg er et åbent brev, som er sendt pr. mail til alle medlemmer af regionsrådet i Region Nordjylland. Det er også i en lettere tilrettet form sendt til alle medlemmer af sundhedsudvalget i Frederikshavns Kommune. Og endelig bragt i Nordjyske som ‘Synspunkt’ 22. februar 2013.

Posted in Læst, Oplevet, Set and tagged , , | Skriv en kommentar

Post Navigation

← Older Entries
Newer Entries →