Marchers meninger

Tanker om tilværelsen, som den ser ud fra et nordjysk fiskerhus

Archive for the category “Oplevet”

16 maj 2014

Tandlægeskræk – af en art

Okay, det er måske lige i overkanten at kalde det tandlægeskræk. Men jeg var alligevel en anelse urolig, da sønnike i denne uge skulle til det årlige besøg hos børnetandlægen. Godt nok var det jo ikke mig, der skulle op og ligge i stolen, men hver gang der er noget med drengens tænder, bliver jeg mindet om vores besøg hos tandlægen for efterhånden tre år siden.

TB04Dengang var sønnike kun lige fyldt tre, og tandbørstning var en rigtig dårlig oplevelse for os begge to – hver dag. Han brød sig simpelthen ikke om at få tandbørsten ind i munden og græd og strittede imod. Det var så slemt, at jeg ikke orkede at tage kampen om morgenen, men nøjedes med at børste hans tænder om aftenen.

Det havde jeg i forvejen dårlig samvittighed over, så det var som at få en ekstra mavepuster, da tandlægen fortalte mig, at jeg skulle børste sønnikes tænder bedre på ydersiderne. For at gøre det, sagde hun, skulle jeg sætte mig i sofaen med ham, lægge ham ned og lægge hans hoved i skødet på mig og derefter bruge den ene hånd til at holde ud i mundvigen, så jeg bedre kunne komme til med tandbørsten.

”Nogle forældre har en lille pude, der gerne må komme tandpasta og mundvand på, som de lægger barnets hoved på”, sagde hun til mig.

Jeg var målløs. Tandbørstning var i forvejen besværligt nok, så at indføre den procedure – morgen og aften – virkede fuldstændig uoverkommeligt. Men jeg nikkede til tandlægen og sagde ”okay, det kan være, at vi skal prøve det” – velvidende, at det ALDRIG nogensinde ville komme til at ske. Hvilket jeg så selvfølgelig fik endnu mere dårlig samvittighed over.

I dag går tandbørstningen anderledes glat – med sønnike stående på badeværelsegulvet og mig siddende på vasketøjskurven, vel at mærke. Men jeg var stadig nervøs for at skulle til tandlægen med drengen i denne uge. For tænk nu, hvis tandlægen igen satte fingre på hans tandhygiejne og gav mig en eller anden indviklet børsteprocedure med hjem.

Jeg ved godt, at det langt hen ad vejen er min egen præstationsangst, som skaber nervøsiteten. Jeg forsøger jo at gøre alting så godt som muligt for mit barn, og jeg vil i hvert fald ikke have siddende på mig, at jeg ikke passer godt nok på hans tænder. Faktisk synes jeg også selv, at vi er gode til at børste og skylle og snakke om Karius og Baktus og sukker i maden. Vi klarer det ok. Men det kunne alligevel ikke rigtig aflive den ubehagelige følelse af at skulle til eksamen i tandhygiejne.

Heldigvis havde tandlægen ikke rigtig noget at udsætte på tandbørstningen, så der slap jeg med skrækken. Til gengæld bad hun mig så om at tage stilling til, om jeg ville have lagt fyld i sønnikes seksårstænder.

Fyld i seksårstænderne? Jeg anede overhovedet ikke, hvad hun talte om. Har aldrig hørt om det før. Men hun sagde, at det var noget, de anbefalede alle at få gjort, så i bar befippelse sagde jeg ja til at få en tid, så sønnike kan komme i tandlægestolen efter sommerferien.

Nu har jeg haft tid til at tænke lidt mere over det og er nået frem til, at jeg vist lige skal have sat mig bedre ind i, hvad det fyld er, hvorfor man fylder det i tænderne, og hvad det indebærer. Jeg mener, hvis det er noget, som skal sidde i drengens tænder hele resten af hans liv, burde jeg nok tage beslutningen på et mere velinformeret og velovervejet grundlag. Ikke?

Så det var den opgave, jeg fik med hjem fra tandlægen denne gang. Er der nogen her, som ved noget om fyld i seksårstænder?

 

Posted in Oplevet and tagged , , | Skriv en kommentar
09 maj 2014

Foreningen til Forældrenes Beskyttelse

Stop pressen, for her kommer en nyhed.

Jeg har længe gået og rumlet med ideer til nogle aktiviteter, der samlet kunne gå under titlen ‘Foreningen til Forældrenes Beskyttelse’. Og nu – i dag fredag den 9. maj 2014 – har jeg endelig sparket dem i gang.

ffb09aDet handler selvfølgelig om, at jeg synes, vi som moderne forældre står over for nogle enorme krav og forventninger. Man skal efterhånden næsten være superman og superwoman for at kunne og kunne overkomme alt det, der skal til for at man kan anse sig selv som en god mor eller far.

Mange af de krav og forventninger kommer fra eksperter som psykologer, sociologer, sundhedsplejersker, ernæringseksperter, børneforskere og hvad ved jeg, og nogle af dem – f.eks. den om at man skal amme på fuld tid i mindst seks måneder – er faktisk umulige at leve op til for ikke så få mennesker.

Det kunne jeg godt tænke mig, at vi forholdt os til og måske endda forsøgte at ændre.

Samtidig mener vores omverden, at den har carte blanche til at dømme og kritisere os, hvis vi ikke gør det godt nok som forældre. Børneopdragelse er noget, alle har en mening om – også folk, som ikke har børn – og af en eller anden grund mener mange, at det er helt i orden at blande sig i, hvordan andre mennesker behandler eller opdrager deres børn.

Sidst, men ikke mindst, har der de seneste tre uger kørt en ophedet debat om stressede børnefamilier – især i Politiken, hvor journalisten Anne Marie Løkkegaard 19. april skrev et debatindlæg, hvor hun opfordrede politikerne til at hjælpe de stressede børnefamilier, inden de segner. De mange reaktioner på debatindlægget har langt overvejende været kommentarer – ofte hånlige – om at Løkkegaard er et forkælet curlingbarn, der skal holde op med at klynke, og at børnefamilierne i øvrigt selv må finde ud af at få tingene til at hænge sammen.

Jeg mener – ikke overraskende – at tingene er noget mere nuancerede, og er faktisk blevet temmelig provokeret af, at så mange bare afviser børnefamiliernes problemer som klynkeri. (Se det efterfølgende blogindlæg ‘Børnefamiliernes stress har intet med curling at gøre’ for mere om den sag).

Derfor har jeg valgt at lancere ‘Foreningen til Forældrenes Beskyttelse’ nu. Det er ikke en rigtig forening, men indtil videre en side på Facebook, hvor jeg vil forsøge at samle eksempler på de krav og forventninger, vi forældre skal leve op til, og illustrere, hvor let det er at blive stemplet som en dårlig forælder. Jeg vil også gerne starte en debat om, hvorvidt de krav er rimelige, og hvordan vi imødegår dem.

Til efteråret kommer jeg også med et foredrag, der kommer til at handle om det samme.

Alle er selvfølgelig velkomne til at deltage i debatten og komme med indspark. Så kig gerne over på https://www.facebook.com/foraeldrenesbeskyttelse og giv dit besyv med.

 

Posted in Oplevet and tagged , | Skriv en kommentar
09 maj 2014
8 Comments

Børnefamiliernes stress har intet med curling at gøre

Nogle gange bliver jeg så træt af at være forælder. Det sker tit, når kloge eller velmenende mennesker vil fortælle mig, hvordan jeg skal forvalte mit forældreskab og være mor for min søn.

IFDet er der rigtig mange, som gerne vil. For så snart det handler om børn og forældreskab, forvandler en masse folk sig til eksperter, som ved præcis, hvordan tingene hænger sammen, og som ser sig i deres godt ret til at fortælle os andre om det.

Det kan man opleve, når man står med et skrigende barn midt i et stormagasin. Det kan man opleve i medierne, når en psykolog formaner forældre om ikke at tage smartphonen med på legepladsen. Og det kan man opleve, når man skriver et debatindlæg om, at børnefamilierne er stressede og har brug for hjælp.

Spørg bare Anne Marie Løkkegaard. Hun har godt nok fået på puklen for sit opråb (Politiken 19. april) til politikerne om at hjælpe stressede børnefamilier.

Reaktionerne har været forstemmende. Langt de fleste har indeholdt en version af budskabet: “Tag dig sammen, curlingbarn, det er hårdt at have børn, det må du selv klare”. Ikke sjældent med tilføjelsen: “Det var også hårdt for os at have børn i sin tid, men vi klynkede ikke”. Afsenderne har altså fuldstændig afvist, at der eksisterer et problem, vi som samfund bør tage os af.

Jeg mener ikke, at politikerne skal sætte kontanthjælpsmodtagere og pensionister til at hente børn. Og jeg tvivler heller ikke på, at en del af den stress, børnefamilierne oplever, er selvpåført – simpelthen fordi forældrenes ambitioner er for store.

Men jeg vil gerne påpege, at grunden til, at børnefamiliernes ambitioner er så høje, det er noget, som både politikere, eksperter og debattører burde tage til efterretning og sætte ind overfor.

For man skal godt nok kunne og kunne overkomme meget, hvis man i dag skal opnå titlen ‘en god forælder og et vellykket menneske’. Man skal have en uddannelse og et godt job. Man skal have et smukt hjem med spændende indretning. Og man skal have kvikke, kloge og veludviklede børn, som er opdraget efter alle de bedste principper om nærvær, stimulering, økologi og kemikaliefri ammepuder.

Blandt andet. For der er et utal af normer og krav, vi som moderne børnefamilier skal leve op til – både de store om karriere og uddannelse og helt ned i detaljer om hvilket legetøj, vi giver ungerne.

Og de kommer alle steder fra. Fra politikere, som taler om økonomisk vækst og hurtigere gennemførte uddannelser. Fra glittede magasiner, som viser os, hvordan man indretter børneværelser med designermøbler og tager småbørnsfamilien med på kanotur i den svenske vildmark. Og – ikke mindst – fra psykologer, socialrådgiver, ernæringsprofessorer og andre eksperter, der jævnligt er ude med advarsler og løftede pegefingre over for os forældre.

Fordi vi ikke tager børnene med i køkkenet ofte nok. Fordi vi ikke ammer dem længe nok. Fordi vi smører dem ind i cremer, som muligvis indeholder skadelige stoffer. Fordi vi giver børnene en iPad, når vi er på restaurant med vennerne og gerne vil nyde lidt voksensamvær.

Og så videre. Det vrimler med krav og formaninger til moderne forældre. Og folk skal nok vide at fortælle os, hvis vi ikke gør det godt nok. Tænk hvis jeg hver dag i en uge kun gav min søn franskbrød med pålægschokolade med i madpakken. Det ville ikke gå upåtalt hen – hverken i børnehaven eller på de sociale medier.

Med andre ord er det ikke kun praktiske ting som arbejdstid og afhentning, der stresser familierne. Og det er heller ikke kun urealistiske ønsker om fladskærme og dyre ferier, som får dem til at bukke under for presset. Det er ligeså meget alle de andre krav, der stilles til os som moderne familier.

Jeg kan høre koret af stemmer, der råber deres mantra om, at alle har et valg, og man må bare vælge at gøre sig fri af normerne. Jo da. Vi er heldigvis alle fri til at vælge vores egen tilværelse. Men 1) mange af de mindre livsvalg, vi tager, er ubevidste, og 2) det kræver en hel del ekstra mod og energi at vælge at gå imod strømmen og være anderledes.

Jeg kan godt forstå, hvis de fleste forældre ikke orker at gå op imod forventningerne og ekspertformaningerne. Og derfor synes jeg, at der er god grund til at tage børnefamiliernes stress alvorligt og i hvert fald tale om, hvad vi som samfund kan gøre for at sænke kravene til forældrene – og deres eget ambitionsniveau.

For der er et problem. Flere og flere forældre – både mødre og fædre – får fødselsdepressioner og andre efterfødselskriser. Fire ud af ti ægteskaber ender med skilsmisse. Og stress, angst og depression har nærmest udviklet sig til folkesygdomme – også hos helt unge mennesker.

Det løser vi altså ikke ved bare at råbe “tag dig dog sammen, curlingbarn!”.

PS 70’er-feministen Erica Jong kalder idealet om den perfekte mor for den nye kvindekamp, og debattøren Suzanne Giese talte i sin bog ‘Moderskab’ om en bølge af moderdyrkelse, som ramte Danmark i 1990’erne. Måske er det et mere sagligt og relevant sted at starte debatten om stressede børnefamilier end al den snak om curling.

Link til Anne Marie Løkkegaards debatindlæg:

http://politiken.dk/debat/ECE2266656/hjaelp-os-boernefamilier-inden-vi-segner-af-stress/

På min FB-side ‘Foreningen til Forældrenes Beskyttelse’ har jeg samlet en liste over de reaktioner, kommentarer, debatindlæg, læserbreve og artikler, som debatindlægget affødte. Find den her:

https://www.facebook.com/foraeldrenesbeskyttelse

(Dette blogindlæg blev oprindelig skrevet som en reaktion på reaktionerne på Anne Marie Løkkegaards debatindlæg. Politiken afviste at bringe det).

Posted in Læst, Oplevet and tagged , , , ,
02 maj 2014

Mening på skolebænken

En ting gjorde mig vældig glad i den forløbne uge. Det var jo i tirsdags, at skolelærernes egen avis, Politiken, uddelte årets undervisningspriser til landets bedste undervisere i folkeskoler og på ungdomsuddannelser, og det var rigtig opløftende – synes jeg – at flere af prismodtagerne talte om vigtigheden af at vise eleverne, hvorfor de skal lære de ting, lærerne har sat på pensum.

School12“Vi gør meget ud af at overbevise eleverne om, at det, vi lærer dem her, virkelig kan bruges”, sagde f.eks. modtageren af undervisningsprisen for erhvervsskolerne, Kristoffer Stauning Truelsen, som også fik ros af en af sine elever for at “gøre tingene virkelige”.

“Det er vigtigt for mig at præsentere eleverne for den præmis, at den naturfaglige undervisning er vigtig og brugbar viden”, sagde vinderen af prisen for gymnasieuddannelserne, Henning Bjarne Afzelius, som bl.a. underviser sproglige elever i matematik – med succes.

Nu er det jo ikke nogen nyopdagelse, at alting går bedre, når folk kan se en mening med det, de bliver sat til. Men hvor er det da godt at vide, at de, som skal undervise vores børn og unge, også arbejder ud fra den devise.

Jeg kan godt huske, da jeg i 9. klasse spurgte min matematiklærer, hvorfor jeg skulle lære det krimskrams, han skrev på tavlen. Og han svarede, at det var så jeg kunne regne ud, hvor lang tid det tog kaffen at løbe igennem kaffefilteret! (Jeg drikker stadig ikke kaffe).

Og jeg kan også godt huske min dansklærers fugtige øjne, da jeg året efter proklamerede, at jeg altså ikke kunne se nogen som helst grund til, at jeg skulle sidde og analysere tekster om ugler og lære om Det moderne gennembrud – og hun med bævende stemme svarede: “Anette, jeg bliver altså ked af det, når du siger sådan noget”.

Men det var selvfølgelig også dengang i 1980’erne. Og den slags sker jo ikke mere. Vel?

Eller gør det så alligevel? I den seneste tids debat om uro i klasseværelserne er der peget på mange årsager til, at eleverne slår kolbøtter op af væggene og stalker Justin Biebers Facebook-profil i stedet for at høre efter, hvad læreren siger. Det er inklusionen. Det er klassekvotienten. Det er manglende forberedelsestid hos lærerene. Eller det er forældrene som ikke har opdraget deres børn godt nok.

Men for godt en måned siden faldt jeg over et forholdsvist beskedent debatindlæg i netop Politiken. Det var skrevet af ph.d-studerende Ditte Christoffersen, som bl.a. forsker i, hvad der sker når børn keder sig i timerne og ikke kan se meningen med det, der foregår i klasselokalet. Så, skriver hun, “finder de ofte på andet at lave: tegner på bordet, skriver ønskeseddel til julemanden, prikker til sidemanden eller stirrer ud ad vinduet”. Der bliver med andre ord uro i klasseværelset.

“Stort set alle børn vil som udgangspunkt gerne lære noget i skolen, men de vil gerne kunne se meningen med det, de skal lære, og de vil gerne respekteres i deres læreproces. Det er bl.a. her, kæden nogle gange hopper af”, skriver Ditte Christoffersen, der også “godt kan forstå, at det sommetider giver mere mening at småsnakke med sidemanden end at løse de stillede opgaver”.

Hmm …

Så spørger jeg lige: Kunne det tænkes, at der stadig er lærere i klasseværelserne, som svarer med kaffefiltre og grådkvalte stemmer – eller lignende – når eleverne efterspørger en mening med undervisningen?

Jeg ved det ikke. Men jeg synes godt, at vi kunne tænke lidt over det og måske endda have modet til at efterprøve det.

Til sidst er jeg nødt til at prale af, at jeg for nogle år siden faktisk opdagede meningen med matematik. Eller i hvert fald med Pythagoras’ berømte sætning a2 x b2 = c2. Den finder man nemlig, når man skal fælde et træ. For hvis det er sådan et ret højt et, er det jo meget rart at vide, om det braser ned i naboens drivhus, eller om det nøjes med at lægge sig ned inden for ligusterhækken.

Om det gør det ene eller det andet, finder man ud af ved at tage en pind, som – når man holder armen strakt ud foran sig – er ligeså lang som afstanden fra ens hånd til ens øje. Den pind tager man så fat om i den ene ende og holder ud foran sig i strakt arm, sådan at bunden af ens knyttede hånd (og dermed bunden af pinden) flugter med træets bund.

Så bakker man, indtil toppen af pinden også flugter med toppen af træet. Og når den gør det, ved man præcis, hvor langt det faldne træ når ud. Hvilket vil sige, at hvis man på det tidspunkt er nået ind midt i naboens drivhus, skal man nok finde ud af at skære lidt af toppen, inden man fælder resten af træet.

Det virker. Jeg garanterer. Har set det flere gange. Og det er noget, jeg har lært af min bror, som har lært det af en skovarbejder.

Men altså, hvor ville jeg ønske, at min matematiklærer havde vist mig det der i 9. klasse. For så havde jeg givetvis også fået en bedre karakter med hjem fra afgangseksamen. Og jeg ville i hvert fald have haft et helt andet forhold til ligninger, geometri og algebra, end jeg har i dag.

 

Posted in Læst, Oplevet and tagged , , , | Skriv en kommentar
11 apr 2014
5 Comments

Hjælp. Sønnike er ramt af mor-stress

Jeg har mit eget private stressbaromenter. Det er cirka 114 centimeter højt, fylder seks år i morgen og skal i skole efter sommerferien.

Ja, det er sønnike, jeg taler om. Han slår simpelthen ud som en allergiker i en pollenstorm, når hans mor har for meget at se til. Jeg behøver faktisk slet ikke at holde øje med stresssymptomer hos mig selv, men kan nøjes med at lægge mærke til, hvordan drengen har det. For når mor har for travlt og er stresset, bliver sønnike morsyg, klæbende, pirrelig, småsur og i det hele taget mere besværlig at have med at gøre end normalt. Og det akkumulerer – bliver værre, jo længere tid det står på.

SB1Den seneste måned til halvanden har jeg haft alt, ALT for meget om ørene. Arbejdsopgaver, der faldt oven i hinanden, generalforsamlinger og forældremøder i hurtigt rap, arrangementer i fjerne dele af landet (København er langt væk, når man bor i Nibe) og private udfordringer med deadlines – herunder sønnikes egen fødselsdag i morgen. Jeg har trukket store veksler på barnepigen (mormor) og har ind imellem balanceret på kanten af der, hvor jeg faktisk ikke kunne overskue at forholde mig til mere.

Men jeg har også gjort mig umage med ikke at lade det gå ud over sønnike. Vi har været sammen NÆSTEN ligeså mange timer som normalt, og i de timer har vi snakket, hygget og leget ligeså meget, som vi ellers gør. I denne uge faktisk mere, end vi plejer. For jeg har godt kunnet mærke på ham, at nu begynder mors travlhed at trække tænder ud på ham også.

Når jeg afleverer ham i børnehaven om morgenen, holder han fast i mit ben og fortæller mig, at han aldrig vil give slip på mig. Når vi er hjemme, har han hele tiden noget, han skal fortælle eller vise mig, og han bliver ked af det eller vred, når jeg siger, at jeg lige skal have klaret opvasken/vasketøjet/kattekasserne/en telefonropringning først. Og når jeg lægger ham i seng om aftenen, finder han på alskens stunts og småsnak, som kan få mig til at blive siddende på sengekanten bare lidt længere.

Det er tydelige tegn på, at han er påvirket af mors stressniveau og overophedede tankevirksomhed. Og derfor har jeg den seneste uge sat al tilgængelig tid ind på kontoen for moderligt nærvær. Jeg har hentet ham så tidligt som overhovedet muligt i børnehaven, og hele eftermiddagen og aftnen har vi har snakket, læst bøger, spillet spil, set film, kigget legetøjskataloger, kælet for katte, planlagt piratfødselsdag og diskuteret lagkagedesign.

Problemet er, at det faktisk ikke hjælper ret meget. Drengen er stadig pirrelig og morsyg, for uanset hvor meget jeg anstrenger mig for at være til stede sammen med ham, kan han åbenbart stadig mærke, at der er 137 andre ting, som tonser rundt i mit baghoved.

Så jeg føler mig lidt afmægtig. Ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre for, at mit midlertidigt forhøjede stressniveau ikke skal gå ud over sønnike. Men der er der måske andre, der gør. Og gode råd modtages altid med taknemmelighed, så smid gerne en bemærkning her eller på Facebook om, hvordan I håndterer sådan en situation. Jeg er meget lydhør.

Indtil videre indstiller jeg mig bare på at holde ud, indtil påskeferien ruller ind på lystavlen. For så skulle min tilværelse gerne skrue aktivitetsniveauet ned på normalt blus igen. Indtil næste gang den halve verden ramler sammen i min kalender, altså.

Posted in Oplevet and tagged , , ,
04 apr 2014

Fri mig for hjemmearbejde med et sygt barn

I morges vågnede sønnike op med ondt i det venstre øre. Han var slatten og grådlabil og meget lidt i form til at komme i børnehave.

SickChildDet var rigtig uheldigt. For jeg havde nogle ’skal’-opgaver på arbejdsprogrammet i dag. Jeg skulle have skrevet en artikel, sendt nogle alt for forsinkede mails og ikke mindst fakturaer. Og så havde jeg også planlagt at forfatte mit ugentlige blogindlæg.

Det skulle egentlig have handlet om inklusion, men nu kommer det til at handle om at arbejde hjemme med et sygt barn på sofaen.

For jeg HADER det! Virkelig, virkelig markant og inderligt. For det er – om muligt – endnu mere stressende end at sidde i en pressesal med 2.000 andre journalister, emsige diplomater og galopperende fotografer og skulle skrive en halv sides topmødereportage på 20 minutter. (Ja, jeg har prøvet begge dele, så jeg ved, hvad jeg taler om).

Min seks-årige søn er ellers en stille og let medgørlig en af slagsen. Han forstår godt, at når mor siger, at hun er nødt til at arbejde på computeren, så forstyrrer han kun, når det er absolut nødvendigt. Det er det altså bare ret tit, når man er skidt tilpas og har ondt i sit øre, og samtidig hverken må se fjernsyn eller spille computerspil, fordi mor skal have ro til at arbejde.

Og på den måde har dagen været mere end almindelig træls for os begge to. Jeg fik skrevet min artikel, men det tog halvanden gang så lang tid, som det ellers ville have gjort, og en ellers forholdsvis enkel arbejdsopgave blev til et irriterende stressmoment. Mails og fakturaer kom også af sted på samme måde, og jeg sidder nu i sengen i soveværelset ovenpå og skriver mit blogindlæg, mens sønnike ser ‘Ice Age 3’ nedenunder.

Hvor vil jeg så hen med det? Jo, jeg ved, at nogle arbejdsgivere har udviklet en antagelse om, at man godt kan arbejde lidt derhjemmefra, når man passer et sygt barn. Skrive eller læse en rapport, lægge en vagtplan, forfatte et brev, regne et tilbud sammen og så videre.

Det kan man sikkert også godt – jeg har jo f.eks. lige gjort det i dag – men det foregår altså i et ikke særlig konstruktivt eller behageligt arbejdsmiljø. Der er rigtig mange afbrydelser i workflowet, og man står hele tiden i dilemmaet om, hvorvidt man skal servicere sit syge barn eller koncentrere sig om arbejdet.

De fleste forældre vil nok naturligt vælge barnet, men hvis der står en arbejdsgiver i den anden ende og rykker, bliver det et meget svært valg at tage. Og jeg kan faktisk ikke se, hvorfor det skal være sådan.

Så kære arbejdsgivere: Lad os få lov til at tage os af vores syge børn i fred. Og kære forældre: Lad være med at tilbyde, at I også lige kan klare en enkelt arbejdsopgave eller fire, mens I passer de små patienter.

Posted in Oplevet and tagged , , | Skriv en kommentar
28 mar 2014

Det uoverskuelige liv som moderne forbruger

Der ligger i øjeblikket en opkrævning på mit bord, som jeg ikke har tænkt mig at betale. Den er på 458 kroner og kommer fra Forbrugerrådet Tænk.

Jeg er ellers en stor fan af Forbrugerrådet. Jeg har stor respekt for organisationens arbejde og synes, at den gør en god og nødvendig indsats for varetage alle vi almindelige forbrugeres interesser over for både producenter og myndigheder. Det arbejde vil jeg gerne støtte op om.

Shopping02Derfor sagde jeg også ja tak, da en telefonsælger for et halvt år siden ringede og tilbød mig seks måneders medlemskab af Forbrugerrådet. Sammen med mit medlemskab fik jeg bl.a. deres to blade, Tænk og Tænk Penge ind ad brevsprækken sådan cirka en gang om måneden.

Men det er netop de blade, som er grunden til, at jeg ikke betaler det girokort. For jeg bliver simpelthen så stresset af at læse dem. Og utryg og forvirret og en anelse deprimeret.

Selvfølgelig er bladene fulde af brugbare artikler med gode råd og guider til alskens indkøb og andre forbrugerproblematikker. Men der er også lige lovlig mange historier om, hvor farligt og indviklet det efterhånden er at leve et helt almindeligt dagligdagsliv.

Her er f.eks. et udpluk af overskrifterne fra oktobernummeret: ”Stearinlys og stegeos truer vores helbred”. ”E-bogslæsere bliver overvåget”. ”Dit hjem kan dampe af skadelige fluorstoffer”. ”Nu kan du tjekke toiletskabet for nanostoffer”. ”Salg af ulovlig tandblegning fortsætter”. ”12-årig købte spil for 7.000 kroner på Playstation”.

Og sådan har der i alle de blade, jeg har modtaget, været historier om farlige bakterier i kyllinger, krom i lædervarer, identitetstyveri, fup hos netbutikker og fusk med energimærkning, sundhedsskadelig kemi i børnetøj, batterier i legetøj, vildledning, misinformation og videre i samme genre.

Jeg ved godt, at indholdet i bladene kun afspejler den virkelighed, vi som moderne forbrugere lever i. Og jeg ved også godt, at det er vigtigt, at de her ting kommer frem i lyset. Men jeg synes godt nok, at det er svært og uoverkommeligt at tage stilling til det hele – og faktisk også ubehageligt at blive mindet om, hvor kompliceret en verden, jeg er nødt til at forholde mig til.

Så derfor laver jeg nu en ’struds’. Det er ikke noget, jeg er specielt stolt af, men jeg stikker altså hovedet i sandet og lader andre om at bekymre sig om alle de farlige bakterier, sundhedsskadelige kemikalier, plattenslagere og fupmagere, man risikerer at rende ind i. Med andre ord: Jeg forlænger ikke mit abonnement på Tænk og Tænk Penge.

Så kære Forbrugerrådet Tænk: Jeg er SÅ glad for, at I eksisterer, og jeg håber, at I bliver ved med at skrive om forbrugermæssige problematikker i mange år endnu. Men jeg står altså af her. For jeg kan bare ikke rigtig overskue at følge med i det hele. Og derfor er det jo godt, at I gør det for mig.

Læs venligt kommentaren fra Forbrugertrådet Tænks kommunikationschef og chefredaktør, Claus Dithmer på dette link:

https://marchersmeninger.com/about/comment-page-1/#comment-1052

Posted in Læst, Oplevet and tagged | Skriv en kommentar
24 mar 2014

Når helvedet kommer med storken – Graviditetstesten

Omskrivningen af mit manuskript til bogen ‘Når helvedet kommer med storken’ om at blive ramt af en fødselsdepression skrider – heldigvis – planmæssigt frem. Her er beskrivelsen af, hvordan det foregik, dengang jeg fandt ud af, at jeg var gravid:

Ikke en fingerspids vibrerede. Ikke et øjenlåg blinkede. Ikke en enkelt trækning gik over mit ansigt. Fuldstændig ubevægelig sad jeg og stirrede frem for mig. Jeg var næsten holdt op med at trække vejret. Så stille som en statue sad jeg på en sokkel af en toiletkumme.

Og alligevel kunne jeg mærke mit hjerte galoppere afsted som en rodeotyr. Tankerne tonsede rundt inde i mit hoved, og et virvar af følelser inde i mig var i gang med at vokse sig så stort, at der ikke var plads til det i det lille rum under trappen, hvor vi havde installeret et toilet.

00SutEditCroppedLargeFormatSHFor det var her, jeg sad. På toilettet under trappen. Med en pind i hånden. Og på den pind var der to mørkeblå streger. Det var en graviditetstest, og den var positiv.

Egentlig havde jeg i et par uger haft fornemmelsen af, at noget var en anelse skævt. Det var midt i august, fransk højsommer med varmt og solrigt vejr. Tomatplanterne stod flot og passede stort set sig selv. Franck og jeg havde ikke været oppe at skændes i ugevis. Alt var godt.

Og alligevel var jeg bare så træt. Rent fysisk, altså. Jeg havde ingen problemer med at overskue dagens gøremål, men bare jeg skulle bære en kasse med varer ind fra bilen, blev jeg noget så udmattet. Jeg havde heller ikke lyst til at drikke glas vin – og da slet ikke hvis det var rødvin. Og selv om jeg lige havde købt en hel karton Marlboro Light, følte jeg en vis lede ved at tænde en smøg.

Det var alt andet end normalt, og det undrede mig meget. Så da min i forvejen voldsomt uregelmæssige menstruation samtidig var udeblevet, tænkte jeg, at der vel ikke kunne ske noget ved at tage en graviditetstest. I fuld forvisning om at den ville være negativ, selvfølgelig.

En tidlig fredag morgen satte jeg mig derfor ubekymret ud på det lille toilet under trappen og tissede i et bæger. Jeg stak testpinden ned i den gule væske – og så måbende til, da først en blå streg og derefter en mere dukkede op i resultatfeltet. Det kunne simpelthen ikke passe. Jeg tjekkede brugsanvisningen. En streg = negativ. To streger = positiv. Jamen, det kunne jo ikke være rigtigt, så jeg tjekkede brugsanvisningen igen. To streger = positiv = gravid.

Da jeg tjekkede brugsanvisningen en tredje gang, fik jeg øje på en passage, som fortalte, at der var en vis usikkerhed ved testen, og at den kunne give et forkert resultat. Så for at få slået fast, at de to streger var et forkert resultat, tog jeg resolut tøj på og kørte ud for at købe en ny graviditetstest. For gravid, det var jeg i hvert fald ikke.

Indtil lørdag morgen da jeg sad med den anden positive test i hånden. Så var der ligesom ikke nogen vej uden om erkendelsen: Jeg var gravid.

Den første følelse, der ramte mig, var vantro. Testpinden kunne næsten ligeså godt have fortalt mig, at min bil havde lagt et strudseæg, så der gik nogle lange sekunder, hvor min underbevidsthed kæmpede med at tro på det, den lige havde fået at vide.

Så blev jeg vred – over at noget så væsentligt for mig og mit liv kunne ske uden mit udtrykkelige samtykke. Helt ærligt! Men det varede heller ikke ret lang tid, før vreden blev skyllet væk af en langt mere akut følelse: angst.

Jeg blev simpelthen bange. I første omgang for de fysiske aspekter, for jeg havde bestemt ikke lyst til at deltage i hverken en abort eller en fødsel. Så blev jeg bange for, hvad Franck ville sige. Vi havde jo været enige om, at vi ikke skulle have børn. Derefter kom frygten for, hvad mit liv skulle udvikle sig til, hvis jeg skulle til at leve med de begrænsninger, forældreskabet giver. Var det nu slut med at sove længe? Og da min hjerne nu alligevel var begyndt at arbejde sig ned i detaljerne, blev jeg også bange for, om jeg overhovedet ville kunne finde et godt sted at stille en barneseng i det her skøre hus.

Og neden under alt det kunne jeg også mærke en lille glød af glæde. For det var alligevel noget af et mirakel, jeg sad med i hånden. Et lille nyt liv, som mod alle odds var blevet til inde i mig. Det kunne da kun være så fantastisk, som noget kan blive.

Det var med andre ord noget af en følelsesmæssig tour de forvirring, jeg gennemlevede, men jeg sad der musestille under trappen og stirrede på de to mørkeblå streger. Da det værste af det mentale stormvejr var klinget af, pakkede jeg graviditetstesten ind i toiletpapir og stak den ind bag rullerne af toiletpapir på hylden, hvor den første test havde ligget gemt siden morgenen før. Så gik jeg ud i køkkenet for at lave en kop te, som jeg tog med ovenpå.

Fortsættes …

Posted in Oplevet and tagged | Skriv en kommentar
05 mar 2014

Når helvedet kommer med storken – foredrag i Aalborg 19. marts

AnnonceFDEPdato2

Posted in Oplevet and tagged | Skriv en kommentar
02 mar 2014

Et lille idespring – om at trives i livet

Det kan godt være, at alle de hippe folk i lejligheder i København og andre byer synes, at jeg er irriterende, latterlig eller bare ligegyldig, men jeg er nødt til at sige det her: Jeg eeeeeeelsker min have. Alle 250 kvadratmeter. Og jeg elsker at gå rundt derude sidst på dagen og se på de bede, jeg har luget, de træer jeg har beskåret og ikke mindst de planter som af bar livskraft får den vintersorte muld til at briste, og de buske, som har flere knopper end et diskotek fuld af teenagedrenge.

Jeg holder enormt meget af byen og alle dens lys og aktivitet og mennesker, men jeg ville aldrig være rigtig glad for livet, hvis det ikke gav mig mulighed for at gå rundt i tusmørke og aftenkold regn og nyde mit eget lille private stykke natur.

Som i øvrigt ser sådan her ud:

DSC06121Edit

 

Posted in Oplevet | Skriv en kommentar

Post Navigation

← Older Entries
Newer Entries →
%d bloggers like this: