Marchers meninger

Tanker om tilværelsen, som den ser ud fra et nordjysk fiskerhus

Archive for the category “Oplevet”

08 nov 2013

Om undskyldninger og bortforklaringer

Hold op, der bliver talt meget om undskyldninger for tiden. Først brugte Lars Løkke Rasmussen tre en halv time på at undskylde og
beklage sine flyveture på første klasse for GGGI – og med den seneste uges oplysninger om datterens Rio-ophold er han nok ikke færdig med beklagelserne endnu.

ID-100204762Så krævede Enhedslisten, at regeringen undskylder tidligere tiders slavehandel over for Jomfruøerne. Det udløste polemik om, hvor langt tilbage i tiden det giver mening at udstede beklagelser for diverse ubehageligheder. Der var sågar en, som – vistnok i spøg – foreslog, at vi sendte svenskerne en officiel undskyldning for det stockholmske blodbad i 1520.

I denne uge var det så cykelrytteren Michael Rasmussen, som brugte en hel selvbiografi på at bede om tilgivelse for sit årelange dopingmisbrug. En bog på 325 sider. Det er da en beklagelse, der vil noget.

Herhjemme i fiskerhuset har vi også snakket om undskyldninger. Men det har nu mest været, fordi min fem et halvt år gamle søn var begyndt at udvikle et ikke helt så sympatisk forhold til de små og store fejl, han ind imellem kommer til at begå.

Tidligere har undskyldningerne har ellers siddet ret løst på ham – han har ind imellem undskyldt for at tage pyjamasbukserne omvendt på eller for at trykke på den forkerte knap på fjernbetjeningen. Men de seneste uger er han gået over til en anden strategi, nemlig bortforklaringen.

”Jamen mor, det var, fordi jeg lige skulle redde en flue, som lå i vindueskarmen, at jeg kom til at skubbe potteplanten ned”.

Nej, sønnike, det var det ikke. Det var, fordi du legede forhindringsbane med brandbilen mellem potteplanterne, selvom jeg flere gange har sagt, at det vil jeg ikke have.

Han bortforklarer alt lige for tiden. Selv helt små ting, som når han distræt tøffer ud af badeværelset med bukserne nede om hælene, fordi han har glemt at trække dem op. Når jeg minder ham om, at han lige skal tage tøj på, forklarer han det med, at det var, fordi han lige skulle se, om der stod en kat uden for badeværelsesdøren.

De fleste af hans bortforklaringer er for så vidt ganske harmløse. Men jeg bryder mig alligevel ikke om dem. For jeg tror, at en af de vigtige – og klart en af de sværeste – ting, vi mennesker skal lære, er ikke bare at sige undskyld, men også erkende, at vi rent faktisk har begået fejl.

Det er aldrig rart at indrømme, at man har gjort noget forkert eller taget fejl – hverken over for os selv eller over for andre. Men det er nødvendigt. Både for vores egen samvittigheds skyld og for dem, som vores fejl har berørt. Og egentlig burde det heller ikke altid være så svært. Det er en eviggyldig sandhed, at det er menneskeligt at fejle, og ingen stiller jo krav til os om at være perfekte.

Ingen ud over os selv i hvert fald. Min søn er i hvert fald udtalt perfektionist og har lidt svært ved at acceptere, at han ikke er fejlfri og alvidende.

Derfor taler vi for tiden meget om, at det ofte er helt i orden at begå fejl, glemme eller overse noget eller ikke vide alt. Men at det derimod aldrig ikke er i orden at sige noget, som ikke passer. Det er nemlig at lyve, og det gælder også bortforklaringer uden ret meget hold i virkeligheden.

Så kan man jo også benytte sig af disciplinen ’undskyldning med bortforklaring’. Så som ”jeg glemte at tjekke, om der var trukket 27.000 kroner på min bankkonto” eller ”jeg troede ikke, at jeg fik nogen diæter på mine rejser i 2012”.

Ikke for noget. Men jeg synes faktisk ikke, at de bortforklaringer lyder ret meget mere plausible end den, min søn bruger med katten uden for badeværelsesdøren.

Posted in Læst, Oplevet, Set and tagged | Skriv en kommentar
01 nov 2013
3 Comments

Vred over vredeshåndtering

Jeg røg helt op i det røde felt forleden aften. Jeg var til forældremøde i børnehaven, og under et gruppearbejde begyndte en af pædagogerne at tale om, hvordan institutionen arbejder med at lære børnene ”vredeshåndtering”.

ID-10070716Blandt andet, fortalte hun, lærer de børnene at tælle til 10, inden de reagerer på noget, som de bliver vrede over. Altså inden de råber, lægger armene overkors, sparker eller slår ud. Og de bruger en skildpadde som eksempel og snakker med børnene om, at man i stedet for at reagere udad, når man bliver gal, kan trække sig ind i sit skjold og gemme sig der.

Så blev jeg … ja, vred. Meget endda. Og jeg hverken talte til 10 eller trak mig ind i mit skjold, men sagde straks – mens de andre forældre omkring bordet ellers nikkede og bakkede op – at den fremgangsmåde var jeg absolut ikke enig i.

Faktisk vil jeg tilføje her, at jeg mener, det er decideret skadeligt at lære børn at håndtere deres vrede på den måde. For på den måde lærer vi dem, at vrede er en dårlig følelse, som helst skal undertrykkes, og der er altså ingen mangel på mennesker, der går rundt som veritable trykkogere og risikerer at eksplodere eller bukke under af indestængt vrede hvad øjeblik, det skal være.

Det er på alle måder en dårlig strategi at holde sin vrede tilbage – selv i de få sekunder det tager at tælle til 10. Og det er også noget mærkeligt noget at gøre. Tænk hvis vi sagde til børnene, at når de bliver kede af det, skal de lige tælle til 10, inden de begynder at græde. Eller at når de bliver glade, skal de tælle til 10, før de begynder at juble.

Nej vel.

Af alle de store følelser, er det faktisk kun vrede, vi har så forkvaklet et forhold til, og det synes jeg ikke, at vi skal give videre til vores børn. Selvfølgelig må de ikke slå og sparke, men man kan også godt udtrykke sin vrede ved at råbe, fnyse, trampe i gulvet eller marchere ud af rummet, og det kan jeg ikke se, at der skulle være noget i vejen med.

Udover selvfølgelig, at andre vil blive forskrækkede og finde det ubehageligt at opleve. Men er vi så ikke derhenne, hvor det i virkeligheden er vores evne til at håndtere andres vrede, der er problemet? En evne, som selvfølgelig er præget af, at vi som børn har lært, at vrede er en negativ følelse, der skal holdes nede.

Det tror jeg. Så jeg vil gerne foreslå, at når vi taler om børn og vredeshåndtering, så skal det handle om at lære dem, hvordan de håndterer ANDRES vrede.

Med hensyn til deres egen vrede mener jeg i hvert fald, at de faktisk ikke behøver at vide ret meget andet end, at det ikke er i orden at sparke og slå, men det er helt fint at blive gal. Og så skal de selvfølgelig have en grundlæggende fornemmelse af, at man aldrig skal holde sin vrede tilbage – hverken i 10 år eller i 10 sekunder.

PS Jeg skal til møde i børnehaven om deres vredeshåndtering en af dagene. Satser lidt på, at det bare er mig, som har misforstået noget.

Posted in Oplevet and tagged ,
25 okt 2013

Selvforskyldt julepynt

Så ramte julepynten. De sidste græskarmænd havde knap fået lys i lygten, før de blev fortrængt på hylder og i tilbudsaviser af julenisser, guldkugler, rensdyr, kalenderlys og højrødt gavepapir.

BlogPixJulepyntIkke at der er noget nyt i det. Juleriets opdukken her sidst i oktober er efterhånden et fast punkt i kalenderen. Det ville faktisk virke helt forkert, hvis vi et år kom helt ind i november uden at kunne få øje på en nissehue nogen steder i butikslandskabet.

Og med julepyntens fremkomst følger et andet fast fænomen sidst i oktober: Beklagelserne over, at det er alt, alt for tidligt med de julenisser, og at vi virkelig ikke orker at se på al juleherligheden så lang tid, før den første låge i julekalenderen overhovedet skal lukkes op.

Jeg er helt med på tanken. Synes også, at julemåneden bliver lige lovlig lang, hvis den begynder allerede i uge 43, og der kommer ikke skyggen af en grangren op hjemme hos os før den første weekend i advent. Basta!

Så jeg er helt enig med dem, der klager over, at butikkerne allerede er stået på juleræset. Absolut. Men ved I hvad, folkens. Det er altså vores egen skyld. De eneste, vi kan takke for, at forretningerne stiller julenisser frem i uge 43, det er os selv.

For den eneste grund til, at Bilka, Plantorama, Aldi og Fakta og alle de andre bruger hylde- og katalogplads på flethjerter, stjernestrimler, mørkerøde bloklys og anden julestads, det er, at der er nogle, som køber det. Nemlig, let’s face it, der er folk, som anskaffer blinkende rensdyr med nissehuer, snespray og chokoladejulemænd, inden de allersidste æbler er faldet af træerne.

Og der er nok af dem til, at det kan betale sig for forretningerne at erstatte vaskepulver, cornflakes og spegepølser med julepynt – både i tilbudsaviser og på reolerne i forretningen. Det fri marked gælder altså også for julestads: Ingen efterspørgsel – intet udbud.

Så egentlig skulle vi rette vores irritation over oktoberjulepynten mod de kunder, som køber det, i stedet for mod butikkerne, som sælger det. Selvom … de stakkels mennesker kan jo nok ikke gøre for det selv. Måske KAN de bare ikke holde fingrene fra rødt og gyldent glimmer.

Hmm …

Men så skulle vi måske oprette en forening, Anonyme Oktoberjulere, hvor folk kan få hjælp til at udsætte indkøb af julepynt til sidst i november. Var det ikke en ide? Sådan kan vi hjælpe både dem, som ikke kan holde sig fra julepynten, og dem som tydeligvis har et meget stort problem med at se på nisser og julelys i oktober.

Ikke for noget, men jeg tror faktisk, at jeg kender et par stykker, som godt kunne blive medlem af sådan en forening. … Og hvis jeg tænker godt efter, er det nok alligevel også sket en gang eller to, at jeg har købt en pakke nye julekugler til træet, så snart de er kommet ud i butikken.

Åh nej! Anonyme Oktoberjulere, here I come. Mit navn er Anette. Jeg køber julepynt i oktober.

Posted in Oplevet and tagged | Skriv en kommentar
23 okt 2013

Når helvedet kommer med storken

AnnonceStorken

Posted in Oplevet and tagged | Skriv en kommentar
12 okt 2013

For dårligt at vælge privatskole 2

 

Nå, nu er indmeldelsen til privatskolen sendt af sted. Jeg har – i hvert fald på det praktiske plan – vendt den danske folkeskole ryggen, og selv om flere folk den seneste tid har sagt til mig, at de godt forstår mit valg, så har jeg det alligevel ikke helt så fedt med det.

For i teorien kunne jeg jo også have valgt at gå i brechen og give mig til at slås for bedre forhold i folkeskolen. Forsøge at komme ind i skolebestyrelsen eller stille op til kommunalvalget senere i år – nøjagtig som en af mine tidligere kolleger meget inspirerende gør. Skrive debatindlæg og breve til politikerne. Råbe op og slå i bordet, som jeg ellers gør i andre sammenhænge.

Det kunne jeg sådan set godt gøre. Så måske er det også for at dulme min dårlige samvittighed over den privatskoleindmeldelse, at jeg gerne vil stille dette spørgsmål til politikere på lands- og kommunalplan:

Hvordan kan I overhovedet komme i tanke om at proppe 28 børn ind i en skoleklasse?

Økonomi, vil de fleste formentlig svare. Det er for dyrt med de små klasser.

Nå. Men så har I da vist ikke læst denne svenske undersøgelse http://www.ifau.se/Upload/pdf/se/2012/r-12-05-langsiktiga-effekter-av-mindre-klasser.pdf . Den viser ret tydeligt, at elever i mindre klasser bliver fagligt stærkere, får højere karakterer og bedre uddannelser og tjener flere penge senere i arbejdslivet – og dermed afleverer flere skattekroner til statskassen og skaber mere værdi i samfundet i form af vækst og viden.

Hvordan kan det være en dårlig forretning?

Og er det i øvrigt ikke dyrt at udbetale fripladstilskud til de mange forældre, der – som mig – flygter fra folkeskolen bl.a. på grund af de høje klassekvotienter? Det kan da i hvert fald ikke forbedre likviditeten i kommunekasserne.

Man kunne også spørge, om det er overhovedet er økonomi, der i den grad skal diktere, hvad vi tilbyder vores børn. Jeg mener, vi er altså stadig et velfærdssamfund, og som sådan MÅ vi have råd til at prioritere at give de bedste muligheder til de generationer, som skal føre velfærdssamfundet videre.

For er det ikke dybest set bare et spørgsmål om valg og om prioriteter? I samfundet såvel som det er i privatlivet. Jeg har f.eks. valgt at sige, at den privatskole, den SKAL der være råd til. Så bliver der bare færre ferierejser og biografbesøg og mindre røget laks og australsk Chardonnay.

apple-on-the-desk-1428611-mHvorfor kan politikerne ikke sige, at den klassekvotient på 21, den SKAL der simpelthen være råd til. Så bliver der bare færre kulturhuse og nordjyske motorveje og mindre politikerpensioner og afgiftslettelser på øl og sodavand?

Kan nogen give mig et svar på det spørgsmål? Jeg venter i spænding.

 

Læs ‘For dårligt at  vælge privatskole 1″ her: https://anettemarcher.wordpress.com/2013/09/25/for-darligt-at-vaelge-privatskole/

Posted in Læst, Oplevet and tagged , , , , | Skriv en kommentar
06 okt 2013
44 Comments

Ingen abortdebat uden skyld og skam. Eller hva´?

Jeg har et spørgsmål:

Hvordan siger man, at man synes, antallet af provokerede aborter i Danmark er for højt – uden straks at blive beskyldt for at trække skam og skyld ned over de kvinder, som vælger at få fjernet et foster og få et mindre foredrag om 1950’ernes kvaksalvere og amerikanske tilstande?

PIXAbortHelt seriøst: Hvordan gør man det?

Jeg har tænkt på det i forbindelse med den seneste tids polemik om ‘Choose Life’-kampagnen, der bl.a. har kørt på reklamebannere, i biografer og også som 16.000 hvide kors på en mark i Midtjylland. Der er godt nok blevet sagt mange vrede og hårde ord om den kampagne og om organisationen Retten til liv, der står bag. Både fra ministre og andre fremtrædende debattører og fra helt almindelige mennesker.

Senest er biografreklamen blevet taget af lærredet på grund af klager fra biografgængere.

En af dem, Angelina Thostrup Devine, skrev bl.a. på Facebook:

“CinemaxX Odense har valgt at de gerne vil lade “retten til liv” vise deres anti-abort reklame, så kvinder kan fyldes med skam og skyld – og derfor vælger jeg at det ikke er stedet hvor jeg fremover vil bruge mine penge”.

Jeg vil ikke her tage stilling til, om Choose Life-kampagnen er for grov, forfejlet eller for meget. Og jeg vil heller ikke forholde mig til, om Retten til liv er en fundamentalistisk kristen organisation, der forsøger at udbrede amerikansk bibelbælte-retorik i frisindede Danmark, og hvad så man skal synes om det.

Men jeg vil gerne fortælle, at jeg er absolut ikke-troende og absolut tilhænger af fri abort.

Og så vil jeg godt sige, at jeg synes, at 16.000 provokerede aborter i Danmark hvert år er rigtig mange. Måske også FOR mange. Særligt i lyset af, at der i Danmark fødes omkring 60.000 børn om året.

Kig lige en gang til på de tal: 60.000 fødte børn og 16.000 provokerede aborter.

Jeg har ikke sat mig ind i, hvad der ligger bag de 16.000 provokerede aborter, og jeg er selvfølgelig klar over, at der kan være helt og aldeles menneskelige og fuldgyldige grunde, til at en kvinde vælger at få en abort. Men jeg synes alligevel, at der er noget skævt i de tal.

Og jeg synes, at vi som samfund skal tale om det. Finde ud af, hvorfor tallet er så højt og hvad vi gør ved det. Tage debatten og få sat ord på de dilemmaer og problemer, som den frie abort også skaber.

Ja, jeg ved godt, at emnet har været diskuteret før, men det må alligevel være nødvendigt at tage den en gang til, siden tallet stadig er så højt. Ifølge Sundhedsstyrelsens statistik er det i hvert fald ikke faldet de seneste 15 år. Det er fødselstallet derimod.

Jeg kan bare ikke komme i tanke om, hvordan man får startet sådan en debat om aborttallet uden, at nogle automatisk trækker argumenterne med skyld og skam og amerikanske tilstande op af hatten.

Kan det over hovedet lade sig gøre? Har nogen et forslag?

Posted in Oplevet and tagged
25 sep 2013
1 Comment

For dårligt at vælge privatskole

Det er faktisk for dårligt, fik jeg at vide forleden, at jeg påtænker at svigte den danske folkeskole og melde min søn ind i en privatskole. Ja, gu’ er det for dårligt! Jeg er fuldstændig enig. Og det er jeg af to årsager:

OpgavebogFor det første er det helt skævt, at et menneske med en så veludviklet solidarisk sans som mig vender ryggen til den brede, folkelige skole, hvor der er plads til alle børn. Jeg er meget imod ghettoer – både de mindrebemidlede og de privilegerede – og tror på, at jo flere forskellige mennesker min søn lærer at kende, jo klogere og jo stærkere bliver han.

Samtidig er jeg stor tilhænger både af vores demokrati og af vores velfærdssamfund, som jeg mener, at vi alle har en pligt til at værne og støtte op om. Og så er det jo lidt hyklerisk, at jeg vælger at vende ryggen til vores alle sammens skole og sender mit dyrebare afkom på privatskole i stedet.

Det ER sgu for dårligt, og jeg er heller ikke specielt stolt af det. Men det kan bare ikke være anderledes. For jeg tror ikke på, at folkeskolen kan give min søn de rigtige muligheder for at udvikle sig til et harmonisk og kompetent menneske.

Ikke fordi vores lokale distriktsskole – så vidt jeg ved – på nogen måde er dårligere end landets andre folkeskoler. Den er bestemt ikke det eneste sted, hvor klassekvotienten i de mindste klasser ligger på omkring 26. I indskolingen (0.-2. klasse) er der på grund af rullende skolestart gerne 90 elever. De er godt nok fordelt på tre klasser, men alligevel. Det er en umåde stor arbejdsplads for en seksårig dreng, der i forvejen har haft det svært i en børnehave med 40 børn fordelt på to stuer.

Og var jeg alligevel lidt i tvivl, fik undervisningsminister Christine Antorini (S) i denne uge overbevist mig om, at folkeskolen ikke er det rigtige sted for min søn.

”Vi har en folkeskole, der er god for den store brede midtergruppe … Som noget nyt fokuserer vi nu også på, at de dygtige skal blive dygtigere, for vi kan se, at der er vi ikke gode nok”, sagde hun til Politiken i tirsdags.

Og blev bakket op af forskningschef Andreas Rasch-Christensen fra VIA University College:

”Det er ikke en del af den danske kultur at have fokus på de dygtigste elever”, sagde han.

Jantelov med andre ord.

Godt så. Min fem et halvt år gamle søn elsker på nuværende tidspunkt at læse, stave og regne, kender alle planeterne i solsystemet og fortæller gerne om, hvad de er lavet af og hvilken vej, de drejer om solen. Han er uden tvivl et af de dygtige børn, som folkeskolen i dag ikke er god til at tage sig af.

Og det er jo dejligt, at undervisningsministeren nu vil gøre noget ved det. Men vil så stor en holdningsændring nå helt ud på alle lærerværelserne, inden min søn skal begynde i skolen til sommer – i øvrigt samtidig med, at folkeskolereformen skal gennemføres? Det skal man vist være jubeloptimist for at tro på.

Så hvad Antorini og co. end overvejer af tiltag for de dygtige elever, så bliver det uden min søn. Jeg har allerede fundet en god privatskole med klassekvotienter under 20 og fokus på begavede og følsomme børn. Og hvis jeg virkelig vil være sikker på, at min søn får lagt det bedste fundament til resten af livet, mens han går i skole, så er det der, jeg må sende ham hen.

Og det er den anden grund til, at jeg synes, det er for dårligt, at min søn kommer på privatskole: At argumenterne MOD folkeskolen er så vægtige og overbevisende, at jeg nærmest ikke har noget valg. Det er fint at tale om rummelighed og inklusion, men begavede og følsomme børn som min søn (begavede børn er ofte følsomme), går i 2013 stadig stadig tabt i folkeskolen. Tænk på alle de ressourcer, vi allerede har mistet på den konto.

Så det kan godt være, at mit valg af privatskole er for dårligt. Men det er folkeskolens tilbud til min søn altså også.

Posted in Læst, Oplevet and tagged , , , , ,
01 apr 2013

Lokale politikere ude af trit med fødselsdepressioner

For en måned siden – fredag den 15. februar – ramte en tragedie i Frederikshavn, da en 20-årig kvinde kvalte sin nyfødte søn og derefter forsøgte at begå selvmord. Den ulykkelige kvinde havde haft det psykisk dårligt siden fødslen og i timerne inden verden gik helt i stykker for hende, søgte hun hjælp hos flere offentlige sundhedsmyndigheder, deriblandt psykiatrisk skadestue og hendes egen læge. Ingen af dem gav hende tydeligvis den hjælp, hun havde brug for.

I den efterfølgende uge stod jeg frem på TV2/Nord og fortalte, hvordan jeg selv for fire år siden var ramt af en voldsom fødselsdepression, og hvordan jeg også oplevede at blive afvist af min læge, da jeg henvendte mig for at få hjælp. Jeg skrev samtidig et åbent brev til medlemmerne af sundhedsudvalget i Frederikshavns Kommune og til samtlige medlemmer af Regionsrådet. Brevet blev bragt her i Nordjyske 22. februar, og i det opfordrede jeg bl.a. til større fokus på fødselsdepressioner og andre efterfødselskriser.

Jeg tilbød også at stille min viden om emnet og mine erfaringer til rådighed for de ansvarlige politikere, så de kunne få større indsigt i, hvad det handler om. Vi taler trods alt om en lidelse, der hvert år rammer op mod hver fjerde nybagte mor – i Region Nordjylland alene omkring 1.500 kvinder.

Men til trods for at de syv medlemmer af Frederikshavns sundhedsudvalg og samtlige 41 regionsrådsmedlemmer har fået brevet tilsendt direkte til deres elektroniske postkasse, har jeg kun fået svar fra to af dem. Den ene, næstformand i Regionsrådet Bente Lauridsen (SF) skrev: ”Kære Anette Marcher. Tak for dit brev. Sådan en sag gør altid et dybt indtryk. Vi må indskærpe over for vores personale i højere grad at have antennerne ude ved mødet med kvinder, der lige har født. Med venlig hilsen”. Den anden, regionsrådsmedlem Jess V. Laursen (V) skrev: ”Hej Anette. Tak for mail …”.

Det vidner ikke om det helt store engagement i emnet fødselsdepressioner.

Det gør til gengæld de henvendelser, jeg siden har fået fra helt almindelige mennesker, som på den ene eller den anden måde har haft lidelsen tæt inde på livet. De henvendelser har jeg den seneste måned fået rigtig mange af. Folk standser mig simpelthen på gaden eller finder mit telefonnummer på De Gule Sider – bare for at fortælle mig, hvor godt det er, at jeg står frem og råber op. Jeg er sågar blevet kontaktet af kvinder som for både 40 og 60 år siden selv kæmpede med fødselsdepressioner, og som stadig er mærket af det.

Jeg er meget overvældet over opmærksomheden. Men jeg er også forarget over, at det samtidig kun er to ud af 48 politikere, som overhovedet har taget min henvendelse alvorligt nok til at svare på den. I et år med både kommunal- og regionsrådsvalg viser det desværre, at vores lokale og regionale politikere er helt ude af trit med befolkningen, når det gælder en så udbredt lidelse som fødselsdepressioner.

Ramt2Er det ikke bare for fattigt?

(Dette debatindlæg blev bragt i Nordjyske 31. marts 2013).

Posted in Oplevet and tagged , | Skriv en kommentar
01 apr 2013

En folkemorders triste død

For et par uger siden døde en folkemorder. Tidligere udenrigsminister under De Røde Khmerers rædselsregime i Cambodja, Ieng Sary, var medansvarlig for op mod to millioner menneskers død, da Pol Pots ultrakommunister regerede landet fra 1975 til 1979.

Ieng Sary blev 87 år. Hvor er det brandærgerligt, at han ikke levede længere.
Hvorfor? Fordi døden er en alt for let udvej for en mand, der har så megen død og menneskelig ødelæggelse på samvittigheden. Han skulle have haft lov til at lide i et fængsel lige så længe som de hundredtusinder af traumatiserede cambodjanere, han for 30 år siden efterlod i sit kølvand.

De Røde Khmerers udenrigsminister, Ieng Sary, var medansvarlig for op mod 2 millioner menneskers død. Desværre nåede at kun at tilbringe fem år bag tremmer, før han døde af alderdom.

De Røde Khmerers udenrigsminister, Ieng Sary, var medansvarlig for op mod 2 millioner menneskers død. Desværre nåede at kun at tilbringe fem år bag tremmer, før han døde af alderdom. Foto: DC Cam

Heldigvis nåede Ieng Sary i det mindste at tilbringe fem år bag tremmer. Og han måtte også lide den tort at blive stillet frem på anklagebænken ved det særlige krigsforbrydertribunal i Phnom Penh, som siden 2006 har retsforfulgt de ansvarlige for folkemordet.

Det er vigtigt. For retfærdighed handler også om, at ofrene oplever, at den sker fyldest. Og at se en diktator eller folkemorder – en Ieng Sary, en Slobodan Milosevic eller en Saddam Hussein – stå ret foran et dommerpanel og senere ført tilbage til en fængselscelle, er med til at give den oplevelse.

Desværre var tribunalet i Cambodja så længe undervejs og har mødt så store økonomiske og politiske forhindringer, at Ieng Sary døde af alderdom, inden retssagen mod ham var til ende. Den gamle udenrigsminister døde dermed i juridisk forstand som en uskyldig mand.

Han er ikke den eneste Røde Khmer-leder, som er sluppet af sted med folkemord. Pol Pot selv og fire andre af bevægelsens topledere døde alle, før tribunalet gik i gang, og dermed uden, at deres ofre oplevede nogen form for retfærdighed overhovedet.

Den slags sker selvfølgelig ikke kun i Cambodja. Tænk f.eks. på Stalin, Franco, Idi Amin, Kim Jong-il eller Gadaffi. Sidstnævnte slap godt nok ikke helt for sanktioner og blev myrdet i ørkenen. Men måske havde der været større retfærdighed i at stille ham op foran en dommer, hvor alle libyere kunne se ham, og derefter lade ham tilbringe resten af livet i fængsel.

Personligt håber jeg i hvert fald ikke, at Syriens Bashar al-Assad slipper så let som Idi Amin, Gadaffi eller Ieng Sary. For syrerene fortjener at opleve retfærdigheden i at se deres tidligere diktator både på anklagebænken og mange år i en fængselscelle.

Rough English translation:

The sad death of a mass murderer

Last week a mass murderer died. Ieng Sary, foreign minister during the Khmer Rouge regime, Ieng Sary, was co-responsible for the death of almost two million people during those four years from 1975 to 1979, when Pol Pot and his ultra-communists ruled Cambodia.

He died at the age of 87. How sad that he didn’t live longer.

Why? Because death is too easy a way out for a man responsible for so much death and human destruction. He should have been allowed to suffer in a prison for as long as those hundreds of thousands of traumatized Cambodians he left in his wake 30 years ago.

Fortunately Ieng Sary did spend five years behind bars. And he did suffer the humiliation of being put in the dock at the special war crimes tribunal in Phnom Penh, that since 2006 has tried to prosecute those responsible for the genocide.

This is important. Because justice also requires that the victims feel and experience that it is being done. And watching a dictator or mass murderer – be it an Ieng Sary, a Slobodan Milosevic or a Saddam Hussein – standing at attention in front of a panel of judges and later be led back to a prison cell makes a difference in achieving that experience.

Unfortunately the tribunal in Cambodia was such a long time in the making and has met such big economic and political obstacles that Ieng Sary died of old age before the trial against him was at a conclusion. Thus in the legal sense the old foreign minister died an innocent man.

He is not the only Khmer Rouge leader who has gotten away with genocide. Pol Pot himself and four other senior officials of the regime all died before the tribunal began its work – and therefore without their victims experiencing any sort of justice being done at all.

Of course this does not only happen in Cambodia. Think for example of Stalin, Franco, Idi Amin, Kim Jong-il or Gaddafi. The latter wasn’t let off entirely without sanctions, since he murdered in the desert. But maybe there had been more justice in bringing him in front of a judge, where all Libyans could see him, and then letting him spend the rest of his life in prison.

I, for one, hope that Syria’s Bashar al-Assad doesn’t get away as easily as Idi Amin, Gaddafi or Ieng Sary did. Because the Syrians deserve to experience the justice in seeing their previous dictator both in the dock and then many years in a prison cell.

Posted in Hørt, Oplevet and tagged , | Skriv en kommentar
22 feb 2013

Kære medlemmer af regionsrådet,

Jeg skriver til jer i forbindelse med den tragiske sag i Frederikshavn, hvor en 20-årig kvinde i fredags kvalte sin nyfødte søn og derefter forsøgte at begå selvmord.

Sagen understreger – mener jeg – hvor vigtigt det er, at have fokus på de mange kvinder, som oplever psykiske vanskeligheder efter at have født deres børn. Det er desværre et fokus, som meget få fagfolk i social- og sundhedssektoren i dag har.

I kølvandet på sagen har flere regionsrådsmedlemmer ønsket, at få undersøgt, hvad der rent faktisk er sket. Og formanden for sundhedsudvalget i Frederikshavns Kommune, Paul Rode Andersen, har efterlyst en bedre koordinering mellem myndighederne. Selvfølgelig skal koordineringen mellem offentlige sundhedsmyndigheder være på plads. Men det er ikke det, der er problemet her, og det er derfor, jeg skriver til jer.FolderpixEDIT2

Problemet er, at offentlige social- og sundhedsmyndigheder – ikke kun i Frederikshavn, men i hele landet – er meget lidt bevidste om fænomenet fødselsdepressioner (eller efterfødselskriser) og derfor meget lidt tilbøjelige til at give de ramte mødre den hjælp, de har brug for.

Det er måske forståeligt. For fødselsdepressioner er et af de mest tabubelagte emner i vores samfund. Det betyder ikke, at det ikke eksisterer. Tværtimod, det gør det i høj grad. Ingen kender de nøjagtige tal, for det har – formentlig igen på grund af tabuisering – aldrig været genstand for tilbundsgående videnskabelige undersøgelser. Hidtidige skøn peger på, at hver tiende nybagte mor rammes af en fødselsdepression. Kortere projekter i f.eks. Thisted tyder dog på, at helt op mod hver fjerde nybagte mor går ned med en krise efter at have født sit barn.

En fødselsdepression er en decideret lidelse på højde med almindelige depressioner og angst. Og hvis der årligt fødes omkring 6.000 børn i Nordjylland, betyder det, at mellem 600 og 1.500 kvinder hvert år har brug for hjælp til at komme ud af en fødselsdepression.

Hvad gør I for at hjælpe dem?

Mit umiddelbare gæt er: Ikke ret meget ud over ekstra opmærksomhed og måske nogle ekstra samtalesessioner med sundhedsplejersken. Og det er bare slet ikke nok. En fødselsdepression er som sagt en decideret psykisk lidelse på højde med almindelige depressioner og angst, og der skal en målrettet indsats til for at helbrede den.

I er ikke alene. De færreste myndigheder har tilstrækkelig fokus på fødselsdepressioner og lignende efterfødselskriser. Samtidig tør rigtig mange kriseramte mødre på grund af tabuiseringen slet ikke indrømme, at de har de svært, og alt for mange fagfolk som læger og sundhedsplejersker tager det ikke alvorligt, når en nybagt mor klager over, at hun har det skidt. “Det er bare fordi, du ikke får sovet nok”, er en af de gængse forklaringer.

Og det er derfor, jeg skriver til jer. For at fortælle jer, at vejen til at undgå lignende sager er at tage efterfødselskriserne alvorligt og bl.a. få fagfolkene til at huske, at det kan være rigtig, rigtig svært at være mor. Det SKAL simpelthen være sådan, at når en nybagt mor kommer ind i en lægekonsultation og siger, at hun har det psykisk dårligt, så ringer fødselsdepressions-klokken, og det nødvendige maskineri går i gang.

Sådan er det ikke i dag. Det fortæller sagen om den 20-årige kvinde i al sin tydelighed. Og sådan har det heller ikke været før. Jeg ved det. For da jeg selv i sin tid gik til mig læge med mistanke om at jeg havde en fødselsdepression, afviste hun mig også og slog det hen med, at det var bare fordi jeg havde haft det lidt hårdt, og det skulle nok gå over. Jeg gik derfor hjem og begyndte at overveje, hvordan jeg kunne bortadoptere min søn og senere hvordan jeg kunne tage livet af mig selv.

Det er fire år siden, og heldigvis nåede jeg aldrig helt derud, hvor den 20-årige kvinde i Frederikshavn stod i fredags. Jeg kan dog levende sætte mig ind i hendes desperation, og jeg har meget stor medfølelse med hende.

Siden dengang har jeg brugt rigtig meget tid på at sætte mig ind i problematikkerne omkring fødselsdepressioner. Jeg har talt med ramte mødre og med psykologer, sundhedsplejersker, jordemødre, pædagoger og andre, der kender noget til lidelsen. Og jeg stiller mig gerne op og fortæller om mine erfaringer og det forløb, jeg selv gennemlevet.

For jeg håber at ved at stille mig op og åbne munden kan jeg medvirke til, at andre mødre og børn undgår det samme helvede, som jeg – og min søn – levede i, mens jeg var syg af en fødselsdepression. Og måske kan jeg også give en bedre forståelse til nogle af alle de fagpersoner, der omgiver en bybagt mor og hendes barn.

Jeg holder jævnligt foredrag om emnet, og jeg kommer gerne til jer for at fortælle mere. I er også velkomne til at ringe til mig, hvis I har spørgsmål om emnet. Jeg er ikke nogen faglig ekspert, men jeg har nok alligevel mere viden om emnet end de fleste.

Jeg håber inderligt, at I vil tage emnet alvorligt og give det mere fokus i fremtiden.
Og hvis jeg kan, vil jeg meget gerne hjælpe jer med det.

Med venlig hilsen
Anette Marcher
Journalist
Tlf. 21 20 02 41
E-mail: anettemarcher@mail.dk

Dette indlæg er et åbent brev, som er sendt pr. mail til alle medlemmer af regionsrådet i Region Nordjylland. Det er også i en lettere tilrettet form sendt til alle medlemmer af sundhedsudvalget i Frederikshavns Kommune. Og endelig bragt i Nordjyske som ‘Synspunkt’ 22. februar 2013.

Posted in Læst, Oplevet, Set and tagged , , | Skriv en kommentar

Post Navigation

← Older Entries
Newer Entries →