Marchers meninger

Tanker om tilværelsen, som den ser ud fra et nordjysk fiskerhus

01 apr 2013

Lokale politikere ude af trit med fødselsdepressioner

For en måned siden – fredag den 15. februar – ramte en tragedie i Frederikshavn, da en 20-årig kvinde kvalte sin nyfødte søn og derefter forsøgte at begå selvmord. Den ulykkelige kvinde havde haft det psykisk dårligt siden fødslen og i timerne inden verden gik helt i stykker for hende, søgte hun hjælp hos flere offentlige sundhedsmyndigheder, deriblandt psykiatrisk skadestue og hendes egen læge. Ingen af dem gav hende tydeligvis den hjælp, hun havde brug for.

I den efterfølgende uge stod jeg frem på TV2/Nord og fortalte, hvordan jeg selv for fire år siden var ramt af en voldsom fødselsdepression, og hvordan jeg også oplevede at blive afvist af min læge, da jeg henvendte mig for at få hjælp. Jeg skrev samtidig et åbent brev til medlemmerne af sundhedsudvalget i Frederikshavns Kommune og til samtlige medlemmer af Regionsrådet. Brevet blev bragt her i Nordjyske 22. februar, og i det opfordrede jeg bl.a. til større fokus på fødselsdepressioner og andre efterfødselskriser.

Jeg tilbød også at stille min viden om emnet og mine erfaringer til rådighed for de ansvarlige politikere, så de kunne få større indsigt i, hvad det handler om. Vi taler trods alt om en lidelse, der hvert år rammer op mod hver fjerde nybagte mor – i Region Nordjylland alene omkring 1.500 kvinder.

Men til trods for at de syv medlemmer af Frederikshavns sundhedsudvalg og samtlige 41 regionsrådsmedlemmer har fået brevet tilsendt direkte til deres elektroniske postkasse, har jeg kun fået svar fra to af dem. Den ene, næstformand i Regionsrådet Bente Lauridsen (SF) skrev: ”Kære Anette Marcher. Tak for dit brev. Sådan en sag gør altid et dybt indtryk. Vi må indskærpe over for vores personale i højere grad at have antennerne ude ved mødet med kvinder, der lige har født. Med venlig hilsen”. Den anden, regionsrådsmedlem Jess V. Laursen (V) skrev: ”Hej Anette. Tak for mail …”.

Det vidner ikke om det helt store engagement i emnet fødselsdepressioner.

Det gør til gengæld de henvendelser, jeg siden har fået fra helt almindelige mennesker, som på den ene eller den anden måde har haft lidelsen tæt inde på livet. De henvendelser har jeg den seneste måned fået rigtig mange af. Folk standser mig simpelthen på gaden eller finder mit telefonnummer på De Gule Sider – bare for at fortælle mig, hvor godt det er, at jeg står frem og råber op. Jeg er sågar blevet kontaktet af kvinder som for både 40 og 60 år siden selv kæmpede med fødselsdepressioner, og som stadig er mærket af det.

Jeg er meget overvældet over opmærksomheden. Men jeg er også forarget over, at det samtidig kun er to ud af 48 politikere, som overhovedet har taget min henvendelse alvorligt nok til at svare på den. I et år med både kommunal- og regionsrådsvalg viser det desværre, at vores lokale og regionale politikere er helt ude af trit med befolkningen, når det gælder en så udbredt lidelse som fødselsdepressioner.

Ramt2Er det ikke bare for fattigt?

(Dette debatindlæg blev bragt i Nordjyske 31. marts 2013).

Posted in Oplevet and tagged , | Skriv en kommentar
01 apr 2013

En folkemorders triste død

For et par uger siden døde en folkemorder. Tidligere udenrigsminister under De Røde Khmerers rædselsregime i Cambodja, Ieng Sary, var medansvarlig for op mod to millioner menneskers død, da Pol Pots ultrakommunister regerede landet fra 1975 til 1979.

Ieng Sary blev 87 år. Hvor er det brandærgerligt, at han ikke levede længere.
Hvorfor? Fordi døden er en alt for let udvej for en mand, der har så megen død og menneskelig ødelæggelse på samvittigheden. Han skulle have haft lov til at lide i et fængsel lige så længe som de hundredtusinder af traumatiserede cambodjanere, han for 30 år siden efterlod i sit kølvand.

De Røde Khmerers udenrigsminister, Ieng Sary, var medansvarlig for op mod 2 millioner menneskers død. Desværre nåede at kun at tilbringe fem år bag tremmer, før han døde af alderdom.

De Røde Khmerers udenrigsminister, Ieng Sary, var medansvarlig for op mod 2 millioner menneskers død. Desværre nåede at kun at tilbringe fem år bag tremmer, før han døde af alderdom. Foto: DC Cam

Heldigvis nåede Ieng Sary i det mindste at tilbringe fem år bag tremmer. Og han måtte også lide den tort at blive stillet frem på anklagebænken ved det særlige krigsforbrydertribunal i Phnom Penh, som siden 2006 har retsforfulgt de ansvarlige for folkemordet.

Det er vigtigt. For retfærdighed handler også om, at ofrene oplever, at den sker fyldest. Og at se en diktator eller folkemorder – en Ieng Sary, en Slobodan Milosevic eller en Saddam Hussein – stå ret foran et dommerpanel og senere ført tilbage til en fængselscelle, er med til at give den oplevelse.

Desværre var tribunalet i Cambodja så længe undervejs og har mødt så store økonomiske og politiske forhindringer, at Ieng Sary døde af alderdom, inden retssagen mod ham var til ende. Den gamle udenrigsminister døde dermed i juridisk forstand som en uskyldig mand.

Han er ikke den eneste Røde Khmer-leder, som er sluppet af sted med folkemord. Pol Pot selv og fire andre af bevægelsens topledere døde alle, før tribunalet gik i gang, og dermed uden, at deres ofre oplevede nogen form for retfærdighed overhovedet.

Den slags sker selvfølgelig ikke kun i Cambodja. Tænk f.eks. på Stalin, Franco, Idi Amin, Kim Jong-il eller Gadaffi. Sidstnævnte slap godt nok ikke helt for sanktioner og blev myrdet i ørkenen. Men måske havde der været større retfærdighed i at stille ham op foran en dommer, hvor alle libyere kunne se ham, og derefter lade ham tilbringe resten af livet i fængsel.

Personligt håber jeg i hvert fald ikke, at Syriens Bashar al-Assad slipper så let som Idi Amin, Gadaffi eller Ieng Sary. For syrerene fortjener at opleve retfærdigheden i at se deres tidligere diktator både på anklagebænken og mange år i en fængselscelle.

Rough English translation:

The sad death of a mass murderer

Last week a mass murderer died. Ieng Sary, foreign minister during the Khmer Rouge regime, Ieng Sary, was co-responsible for the death of almost two million people during those four years from 1975 to 1979, when Pol Pot and his ultra-communists ruled Cambodia.

He died at the age of 87. How sad that he didn’t live longer.

Why? Because death is too easy a way out for a man responsible for so much death and human destruction. He should have been allowed to suffer in a prison for as long as those hundreds of thousands of traumatized Cambodians he left in his wake 30 years ago.

Fortunately Ieng Sary did spend five years behind bars. And he did suffer the humiliation of being put in the dock at the special war crimes tribunal in Phnom Penh, that since 2006 has tried to prosecute those responsible for the genocide.

This is important. Because justice also requires that the victims feel and experience that it is being done. And watching a dictator or mass murderer – be it an Ieng Sary, a Slobodan Milosevic or a Saddam Hussein – standing at attention in front of a panel of judges and later be led back to a prison cell makes a difference in achieving that experience.

Unfortunately the tribunal in Cambodia was such a long time in the making and has met such big economic and political obstacles that Ieng Sary died of old age before the trial against him was at a conclusion. Thus in the legal sense the old foreign minister died an innocent man.

He is not the only Khmer Rouge leader who has gotten away with genocide. Pol Pot himself and four other senior officials of the regime all died before the tribunal began its work – and therefore without their victims experiencing any sort of justice being done at all.

Of course this does not only happen in Cambodia. Think for example of Stalin, Franco, Idi Amin, Kim Jong-il or Gaddafi. The latter wasn’t let off entirely without sanctions, since he murdered in the desert. But maybe there had been more justice in bringing him in front of a judge, where all Libyans could see him, and then letting him spend the rest of his life in prison.

I, for one, hope that Syria’s Bashar al-Assad doesn’t get away as easily as Idi Amin, Gaddafi or Ieng Sary did. Because the Syrians deserve to experience the justice in seeing their previous dictator both in the dock and then many years in a prison cell.

Posted in Hørt, Oplevet and tagged , | Skriv en kommentar
22 feb 2013

Kære medlemmer af regionsrådet,

Jeg skriver til jer i forbindelse med den tragiske sag i Frederikshavn, hvor en 20-årig kvinde i fredags kvalte sin nyfødte søn og derefter forsøgte at begå selvmord.

Sagen understreger – mener jeg – hvor vigtigt det er, at have fokus på de mange kvinder, som oplever psykiske vanskeligheder efter at have født deres børn. Det er desværre et fokus, som meget få fagfolk i social- og sundhedssektoren i dag har.

I kølvandet på sagen har flere regionsrådsmedlemmer ønsket, at få undersøgt, hvad der rent faktisk er sket. Og formanden for sundhedsudvalget i Frederikshavns Kommune, Paul Rode Andersen, har efterlyst en bedre koordinering mellem myndighederne. Selvfølgelig skal koordineringen mellem offentlige sundhedsmyndigheder være på plads. Men det er ikke det, der er problemet her, og det er derfor, jeg skriver til jer.FolderpixEDIT2

Problemet er, at offentlige social- og sundhedsmyndigheder – ikke kun i Frederikshavn, men i hele landet – er meget lidt bevidste om fænomenet fødselsdepressioner (eller efterfødselskriser) og derfor meget lidt tilbøjelige til at give de ramte mødre den hjælp, de har brug for.

Det er måske forståeligt. For fødselsdepressioner er et af de mest tabubelagte emner i vores samfund. Det betyder ikke, at det ikke eksisterer. Tværtimod, det gør det i høj grad. Ingen kender de nøjagtige tal, for det har – formentlig igen på grund af tabuisering – aldrig været genstand for tilbundsgående videnskabelige undersøgelser. Hidtidige skøn peger på, at hver tiende nybagte mor rammes af en fødselsdepression. Kortere projekter i f.eks. Thisted tyder dog på, at helt op mod hver fjerde nybagte mor går ned med en krise efter at have født sit barn.

En fødselsdepression er en decideret lidelse på højde med almindelige depressioner og angst. Og hvis der årligt fødes omkring 6.000 børn i Nordjylland, betyder det, at mellem 600 og 1.500 kvinder hvert år har brug for hjælp til at komme ud af en fødselsdepression.

Hvad gør I for at hjælpe dem?

Mit umiddelbare gæt er: Ikke ret meget ud over ekstra opmærksomhed og måske nogle ekstra samtalesessioner med sundhedsplejersken. Og det er bare slet ikke nok. En fødselsdepression er som sagt en decideret psykisk lidelse på højde med almindelige depressioner og angst, og der skal en målrettet indsats til for at helbrede den.

I er ikke alene. De færreste myndigheder har tilstrækkelig fokus på fødselsdepressioner og lignende efterfødselskriser. Samtidig tør rigtig mange kriseramte mødre på grund af tabuiseringen slet ikke indrømme, at de har de svært, og alt for mange fagfolk som læger og sundhedsplejersker tager det ikke alvorligt, når en nybagt mor klager over, at hun har det skidt. “Det er bare fordi, du ikke får sovet nok”, er en af de gængse forklaringer.

Og det er derfor, jeg skriver til jer. For at fortælle jer, at vejen til at undgå lignende sager er at tage efterfødselskriserne alvorligt og bl.a. få fagfolkene til at huske, at det kan være rigtig, rigtig svært at være mor. Det SKAL simpelthen være sådan, at når en nybagt mor kommer ind i en lægekonsultation og siger, at hun har det psykisk dårligt, så ringer fødselsdepressions-klokken, og det nødvendige maskineri går i gang.

Sådan er det ikke i dag. Det fortæller sagen om den 20-årige kvinde i al sin tydelighed. Og sådan har det heller ikke været før. Jeg ved det. For da jeg selv i sin tid gik til mig læge med mistanke om at jeg havde en fødselsdepression, afviste hun mig også og slog det hen med, at det var bare fordi jeg havde haft det lidt hårdt, og det skulle nok gå over. Jeg gik derfor hjem og begyndte at overveje, hvordan jeg kunne bortadoptere min søn og senere hvordan jeg kunne tage livet af mig selv.

Det er fire år siden, og heldigvis nåede jeg aldrig helt derud, hvor den 20-årige kvinde i Frederikshavn stod i fredags. Jeg kan dog levende sætte mig ind i hendes desperation, og jeg har meget stor medfølelse med hende.

Siden dengang har jeg brugt rigtig meget tid på at sætte mig ind i problematikkerne omkring fødselsdepressioner. Jeg har talt med ramte mødre og med psykologer, sundhedsplejersker, jordemødre, pædagoger og andre, der kender noget til lidelsen. Og jeg stiller mig gerne op og fortæller om mine erfaringer og det forløb, jeg selv gennemlevet.

For jeg håber at ved at stille mig op og åbne munden kan jeg medvirke til, at andre mødre og børn undgår det samme helvede, som jeg – og min søn – levede i, mens jeg var syg af en fødselsdepression. Og måske kan jeg også give en bedre forståelse til nogle af alle de fagpersoner, der omgiver en bybagt mor og hendes barn.

Jeg holder jævnligt foredrag om emnet, og jeg kommer gerne til jer for at fortælle mere. I er også velkomne til at ringe til mig, hvis I har spørgsmål om emnet. Jeg er ikke nogen faglig ekspert, men jeg har nok alligevel mere viden om emnet end de fleste.

Jeg håber inderligt, at I vil tage emnet alvorligt og give det mere fokus i fremtiden.
Og hvis jeg kan, vil jeg meget gerne hjælpe jer med det.

Med venlig hilsen
Anette Marcher
Journalist
Tlf. 21 20 02 41
E-mail: anettemarcher@mail.dk

Dette indlæg er et åbent brev, som er sendt pr. mail til alle medlemmer af regionsrådet i Region Nordjylland. Det er også i en lettere tilrettet form sendt til alle medlemmer af sundhedsudvalget i Frederikshavns Kommune. Og endelig bragt i Nordjyske som ‘Synspunkt’ 22. februar 2013.

Posted in Læst, Oplevet, Set and tagged , , | Skriv en kommentar
22 feb 2013

Baby-lig på bordet

Så kom der lig på bordet. Baby-lig, endda.

En nyfødt dreng døde i fredags, da hans egen mor kvalte ham med en pude. Drengens mor havde haft det psykisk dårligt siden kort efter fødslen, og til sidst tog hun den yderste konsekvens af sin ulidelige smerte: Hun myrdede sit eget barn – og forsøgte derefter at tage sit eget liv.

Kan vi så begynde at tage fødselsdepressioner alvorligt?

Det håber jeg. For det er ikke fordi, vi ikke ved, at fødselsdepressioner eksisterer, og at de rammer rigtig mange nybagte mødre. Og det er heller ikke, fordi vi ikke er klar over, at lidelsen kan have vidtrækkende konsekvenser for både mødre, børn og andre involverede.

Det er simpelthen, fordi vi helst ikke vil tale om det. Og når vi ikke vil det, er det dejligt nemt for besparelsesplagede kommuner og andre myndigheder at slippe af sted med IKKE at bruge penge på at afhjælpe et dybt presserende problem.

Er det ikke for dårligt? Især når man tænker på, at netop nu sidder en 20-årig mor i arresten i Frederikshavn med en samvittighed sortere end en kulmine, mens hendes næsten nyfødte søn ligger i en lillebitte kiste i lighuset. Fordi det er så ekstremt tabuiseret at sige, at mødre kan have ualmindelig svært ved moderskabet, og at emnet ’fødselsdepressioner’ derfor ikke automatisk figurerer i bevidstheden hos læger, sundhedsplejersker, psykiatere og andet personale i social- og sundhedsvæsenet.

Dagen før hun slog sin søn ihjel, havde den ulykkelige mor fra Frederikshavn ifølge TV2 Nord forsøgt at kontakte skadestuen. De sendte hende videre til psykiatrisk afdeling på Aalborg Universitetshospital. Derefter prøvede hun at tale med sin sundhedsplejerske og – få timer inden mordet – med sin egen læge. Ingen reagerede tydeligvis tilstrækkeligt effektivt til, at barnets liv – og på sin vis moderens – kunne reddes.

Få dage efter siger lederen af psykiatrien i Nordjylland, at det er beklageligt, men at den slags sker. Og regionspolitikere i Nordjylland efterlyser bedre koordinering af informationer mellem sundhedsmyndighederne.

Men den slags MÅ ikke ske. Og koordinering er ikke problemet. Problemet er, at alt for meget social- og sundhedspersonale ikke har nok fokus på, at det for op mod hver fjerde nybagte mor går psykisk galt, når deres barn kommer til verden.

Og derfor bliver kvinder som den 20-årige mor fra Frederikshavn – og jeg selv, da jeg for få år siden på samme måde gik til min læge med en fødselsdepression – sendt hjem uden den hjælp, de/vi behøver.

Da jeg i sin tid blev afvist af min læge, begyndte jeg at undersøge mulighederne for at bortadoptere min søn – og senere for at tage livet af mig selv. Det blev afværget af andre gode mennesker, så heldigvis har jeg stadig mit liv og min søn. Men jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvordan moderen i Frederikshavn har haft det.FolderpixEDIT1

Spørgsmålet er, hvornår de ansvarlige fagfolk – og deres politiske chefer – begynder at forstå og ikke mindst handle på det.

 

Dette debatindlæg blev bragt i Politiken 21. februar 2013 under overskriften ‘Fødselsdepressioner er tabu’

Posted in Læst, Oplevet, Set and tagged , , | Skriv en kommentar
10 feb 2013

Hvad bilder I jer ind, BabySam og Aller?

Her i weekenden var jeg i Jumboland. (For dem som ikke kender Jumboland, er det kæmpestort indendørs legeland, hvor børn op til 13 år kan boltre sig i rutsjebaner, klatrestativer, trampoliner, boldbaner og alt mulig andet).

Og mens jeg sad der på sidelinjen sammen med de andre mødre og fædre og ventede på, at sønnike skulle få brændt så meget energi af, at han kunne overtales til at tage med hjem igen, fik jeg oparbejdet et ikke ubetydeligt raseri. Ikke på grund af de hoppende, springende, råbende unger og forældre omkring mig. Men fordi nogen havde efterladt et par glittede magasiner på bordet, jeg sad ved.

Jeg skulle nemlig ikke bladre ret meget i det ene af dem, før jeg måtte bekæmpe en akut trang til at køre direkte ud i BabySam og råbe ad personalet, hvad fanden de egentlig bilder sig ind.

Publikationen, som fik alle mine kropsvæsker i kog, hedder Magasinet Mor. Det er ifølge kolofonen et gratis blad, som udgives af Aller Media 10 gange om året og distribueres via samtlige 37 BabySam-forretninger landet over. De 68 glittede farvesider i bladet indeholder hele den sædvanlige damebladspalet af artikler, produktomtaler, madopskrifter, skønhedstips, test, boligreportager og helsidesannoncer for alt fra barnevogne og modermælkserstatning til krøllejern og alarmsystemer – alt sammen selvfølgelig henvendt til den vordende eller mere eller mindre nybagte mor.

Men hold op, hvor skulle både BabySam og Aller skamme sig over den version af tilværelsen som mor, de promoverer i deres blad. Jeg var helt målløs over, hvor skamløst bladet spiller på moderne mødres udtalte trang til at fremstå perfekte på alle fronter.

Bukser i Magasinet Mor

Er det ok at vise sådan et billede i et magasin for kommende og nybagte mødre? Nej, tværtimod, synes jeg.

Det begyndte allerede på side 10 med en fotoreportage fra Julius’ børneværelse. Hvem og hvor gammel Julius er, fremgår ikke af reportagen, men billederne viser i hvert fald, at han har både Eames-stol og op til flere nydelige opstillinger af smølfer, retrobiler og velbevarede gamle westernhuse på sit værelse. Det mest ordinære stykke legetøj, man ser på billederne, er en kæmpe kurv med en Brio-togbane, og intetsteds er der bare antydningen af, at noget kunne finde på at rode.Al respekt for Julius – og hans mor, som tydeligvis har været på spil på hans værelse – men sådan ser 99 procent af alle landets børneværelser IKKE ud til daglig. Så hvorfor fremprovokere mindreværdskomplekser hos alle de mødre, der hver dag kæmper en kamp for bare at holde gulvet i børneværelset nogenlunde synligt?

Videre på side 32 fik barselsmødre en række – angiveligt velmente – råd til, hvordan de undgår at føle sig ”lidt forvaskede”, mens de går derhjemme med amning, bleskift og søvnløse nætter. Et af rådene er selvfølgelig det sædvanlige om at gå en tur med barnevognen i høje hæle – så mor kan få godt ondt i fodballerne samtidig med søvnløshed og ømme brystvorter, ikke også? Derudover anbefales det så også at købe noget nyt tøj på nettet – rigtig smart, når man ikke aner, hvilken størrelse man er endt som efter graviditet og fødsel. Man kan også købe et avisabonnement og skimme avisen hver dag eller podcaste programmer på iTunes og høre P1, mens man ammer.

Og til sidst kan man gå på museum on onsdagen og tjekke udstillingerne ud i mødregruppen – eventuelt med den aftale at ”I hver især forbereder lidt baggrundsviden på udstillingen og kunstneren”, som der står. Hold op, man skal da have mere overskud end Danske Bank for at klare alt det sammen med lortebleer, ammebrikker og nætter uden søvn.

Her springer vi hurtigt over testen ’Hvilken type mor er du? (selvudviklingsmor, nyreligiøs mor eller nyfeminismens mor), interviewet med den knaldsmukke danser Mie Moltke, der råder kommende mødre til at nyde mor-rollen, fordi det er det fedeste i verden at få et barn, artiklerne om at tage til Sicilien på barsel og på kanotur i vildmarken med en tre-årig samt opskrifterne på babydhal (med bl.a. splitlinser, spidskommen og gurkemeje), hirseboller (husk loppefrøskaller, quinoamel og ahorn- eller agavesirup) og inkagrød (som indeholder amarant og bioflavonoider, hvad det så end er).

I stedet slår vi ned på side 48, hvor vi under overskriften ’Vintervarm’ får syv bud på, hvad vi skal klæde os i for at opnå ”det lune look til vinteren” – hvilket blandt andet omfatter et par ret stramme jeans i størrelse anorektisk Kate Moss. Jeg gætter på, at lårene i de bukser har nogenlunde samme tykkelse som ærmerne i en af Sarah Lunds sweatere, og man skal i hvert fald have en mave så flad som en fødebriks for at knappe dem.At trykke et billede af sådan et par bukser i et blad for vordende og nybagte mødre er ikke bare hensynsløst. Det er mental tortur og helt utilgiveligt.

Alt i alt er ’Magasinet Mor’ et blad med ekstremt rig næring til mindreværdskomplekser – og de ofte deraf følgende efterfødselskriser – hos mødre af alle slags. Det, synes jeg, er forkasteligt. At Aller selvfølgelig får penge ud af at udgive sådan et blad, gør det kun værre.

Men når bladet så oven i købet distribueres af en butikskæde, som selvfølgelig tjener gode penge på at sælge alle de ting, som ovennævnte mødre køber for at imødegå de mindreværdskomplekser, så bliver jeg så harm, at legehallen i Jumboland næsten ikke kunne rumme min vrede.

Så Aller og BabySam: Den eneste grund til, at I slap for en rødglødende personlig skideballe her i weekenden, var, at min søn ikke var til at hive ud af klatrestativet. For hvad fanden bilder I jer egentlig ind?

Posted in Læst and tagged , | Skriv en kommentar
28 nov 2012

Sympati for Mashos adoptivmor

Det er så utrolig let at korsfæste Mashos adoptivforældre, Gert og Henriette Vedsegaard. Og i disse dage står folk jo nærmest i kø i både offentlige og private rum for at hælde verbal svovlsyre ud over de to mennesker. Jeg håber virkelig, at alle de, som lægger stemmer til lynchningen, er 110 procent sikre på, at de selv kunne have klaret adoptionen af Masho bedre end Gert og Henriette. Ellers synes jeg ærlig talt, at de skulle tage og holde deres mund.

Nu er ulvekoret af hadefulde kritikere jo selvfølgelig fritaget for at prøve på egen krop, hvordan det er at stå med et dybt ulykkeligt og voldsomt frustreret barn – og ikke bare i de få episoder, som dokumentarfilmen viser os, men hele tiden og hver evig eneste dag i to et halvt år. De er forskånet for at gennemleve den smerte og desperation, som Gert og Henriette har båret på siden Mashos første vredesudbrud på hotellet i Addis Abeba. Og de har ikke selv skullet stå i en situation – for 187. gang – hvor al deres kærlighed og al deres velvilje ikke er nok til at få tingene til at fungere.

Derfor er det selvfølgelig også så let at sige, at ‘det kunne jeg da sagtens have klaret bedre’. Og derfor er det så let at dømme Gert og Henriette og kalde dem empatiløse psykopater, der fortjener at dø, og hvad det ellers er fløjet med af skældsord de seneste par dage. For man risikerer jo lykkeligvis ikke at blive stillet til regnskab og blive tvunget til at gå en mil i Gert og Henriettes sko – sammen med Masho.

Jeg kender ikke Gert og Henriette, men jeg har stor sympati og medfølelse med dem begge. Og jeg har ikke mere at udsætte på deres måde at være forældre på, end jeg har på andre mødre og fædre, jeg kender eller kender til. Jeg tror bestemt ikke, at jeg kunne have håndteret situationen bedre, end de har gjort.

Og jeg har ellers erfaringen, for jeg har en fireårig søn, der som Masho er ualmindelig viljestærk, og som tidligere også kastede sig ud i voldsomme raserianfald, når et eller andet gik ham imod. Jeg kan kun alt for godt genkende det ansigtsudtryk, der breder sig på Gert og Henriettes ansigter, da Masho går amok på hotelværelset. Jeg ved, hvordan det føles, når man desperat leder efter løsninger og ting, der kan hjælpe barnet og dæmpe dets frustration – og jeg ved hvor mentalt slidt, man bliver, når intet man finder på synes at virke. Og mine og min søns problemer er altså for ingenting at regne i forhold til, hvad Masho, Gert og Henriette har stået overfor. Jeg synes faktisk, at de fortjener et skulderklap for overhovedet at have klaret det så langt – ikke dødstrusler og sønderlemmende personlig kritik.

Historien om Mashos katastrofale adoption er hjerteskærende og voldsomt forargende, og jeg kan godt forstå, hvorfor folk har brug for at reagere efter at have set filmen. Men så ret dog raseriet og forargelsen mod den, der virkelig fortjener den, nemlig – efter min mening – DanAdopts direktør, Marianne Wung-Sung. Tænk lige på, at hun har tjent gode penge på at skabe den ulykkelige situation, der har ramt Masho, hendes far og mor i Etiopien og hendes adoptivforældre. Og tænk på, at det ikke er første gang, hun har gjort det. Vi kender i hvert fald en sag mere – den om den etiopiske pige Amy – hvor DanAdopt har tjent penge på en fuldstændig fejlslagen adoption.

Hvor mange andre knuste skæbner, Marianne Wung-Sung og hendes bureau har på samvittigheden, kan vi indtil videre kun gætte på. Men en ting er sikkert: DanAdopt har ikke været spor mere skruppelløs, når det gælder indtjening, end Danske Bank.

Det er i øvrigt langtfra første gang, at et adoptionsbureau har snydt både børn, biologiske forældre og adoptivforældre, så det driver. Prøv at google navnet ‘Lauryn Galindo’ og overvej om resultaterne ligner nogen i Masho-sagen. Slå derefter ‘desperate forældre’ op og kig især på resultaterne, der handler om grædebørn, handicappede, ustyrlige teenagere og lignende.

Og tænk så over, hvem der fortjener mest at blive lynchet, de desperate forældre eller Lauryn Galindo-typerne. Jeg ved godt, hvem jeg holder på.

Posted in Set and tagged , | Skriv en kommentar
31 okt 2012

Fire milliarder er ingen penge

Nu vil Danske Bank til at tjene penge. Det har diverse medier i hvert fald fortalt, siden banken i tirsdags fremlagde kvartalsregnskab og ny strategi for den fremtidige drift af banken.

“Til at tjene penge”, tænkte jeg. For det troede jeg sådan set, at de allerede gjorde. Jeg mener, et overskud på fire milliarder kroner for årets første seks måneder lyder for mig som en ganske pæn slat penge. Men hvad ved jeg selvfølgelig også om erhvervsøkonomi og bankdrift?

Under alle omstændigheder er de fire milliarder altså ikke nok for bankens ledelse, så de har besluttet, at nu skal der virkelig kroner i kassen. Det skal ske ved at fyre 3.000 medarbejdere, nedlægge en hel masse filialer og overtale flere kunder til at bruge net- og mobilbank. Okay så.

Samtidig har bankdirektør Eivind Kolding åbenbart fundet ud, at mange kunder har mistet tilliden til Danske Bank. Det er ikke godt for indtjeningen, så det skal der selvfølgelig rettes op på. Hvordan? Ved at fokusere på kunderne, der – ifølge Politikens gengivelse af den nye strategi – ”skal have individuelle tilbud og god rådgivning”.

Øøøh, jeg har været kunde i Danske Bank i over 40 år, og jeg regner da bestemt med, at jeg hele vejen igennem har fået både individuelle tilbud og god rådgivning, så hvad nyt er der lige i det? Og hvordan hænger bedre betjening af kunder i øvrigt sammen med færre medarbejdere og færre filialer? Allerede i dag kan jeg f.eks. ikke ringe direkte til min lokale afdeling, men skal igennem et eller andet mærkeligt call center i Aarhus for at få fat i min bankrådgiver.

Nå, men Eivind Kolding har givetvis ret i, at rigtig mange Danske Bank-kunder er skuffede over deres bank. Og det er altså også svært at have nogen form for tillid til et pengeinstitut, der både lånte Stein Bagger jeg ved ikke hvor mange millioner, involverede sig i et andet finansielt luftkastel i Irland og i det hele taget havde et ikke ubetydeligt ansvar for finanskrisen.

Men det er altså ikke derfor, at mit Danske Bank-engagement hænger i en særdeles tynd tråd. Det er fordi, banken det seneste halvandet år fuldstændig ublu har lænset mig og mine medkunder for rigtig, rigtig mange penge – som jo nok skulle bruges til at betale for bankens hovedløse præ-finanskrisedispositioner og selvfølgelig løn til de begavede mennesker, der foretog de dispositioner.

Fra 1. april sidste år til 1. august i år – 16 måneder i alt – fik jeg syv (SYV!) breve fra Danske Bank, der varslede rentestigninger på de tre lån, jeg ud over min realkredit har i banken. På det ene lån er rentesatsen i løbet af de 16 måneder steget fra 6,45 til 9,45 procent. Det andet er gået fra 6,95 til 10,20 procent. Og min kassekreditte er hoppet fra 8,10 til 11,35 procent. (De to første lån er i øvrigt gået til at købe mit hus, og det var banken, der – sådan cirka dagen inden finanskrisen slog til – selv foreslog at låne mig de sidste 20 procent af købssummen, som ikke måtte finansieres af realkredit). I kroner og ører betyder det, at mens jeg i april sidste år månedligt betalte omkring 1.800 til banken i renter, skal jeg i dag hive over 2.600 kroner op af lommen hver den første.

Samtidig har Realkredit Danmark, som jo også er en del af Danske Bank-koncernen, sat bidraget på mit realkreditlån op fra 388 til 734 kroner siden april sidste år. Summa summarum er det på halvandet år blevet omkring 1.150 kroner dyrere om måneden for mig at være kunde i Danske Bank. Uden at jeg har fået noget som helst ekstra for det. Og det kan godt være, at 1.150 kroner om måneden ikke batter noget i et regnskab med et halvårligt overskud på fire milliarder, men det gør det altså på mit budget.

Jeg er sikker på, at rigtig mange andre Danske Bank-kunder står i samme situation. Så det er nok ikke kun Stein Bagger-affæren og bankens generelle image, der gør, at en undersøgelse fra analyseselskabet CEM Institute – Voxmeter for nylig viste, at 50.000 kunder har forladt Danske Bank siden 1. april. I år, vel at mærke. Banken siger godt nok selv, at det kun er 30.000, der er løbet sin vej, og at der samtidig er kommet 20.000 nye kunder. Men alligevel. Der skal nok mere end “individuelle tilbud og god rådgivning” til at trække de 10.000 – 50.000 tilbage igen.

Og der skal også mere til at holde på de af os, der er tilbage. Jeg kan i hvert fald love dig en ting, Eivind Kolding: Én rentestigning mere og så skal du ikke regne med at se flere af mine kroner og ører i din bank.

Posted in Hørt and tagged , | Skriv en kommentar
23 okt 2012

Grib i egen barm, kloge fagfolk!

Det danske sundhedsvæsen er befolket af dygtige og professionelle fagfolk. Ingen tvivl om det. Men engang imellem skulle de altså tage at gribe i egen barm i stedet for alle mulige andres.

Sådan tænkte jeg, da jeg læste artiklerne i Politiken søndag den 21. oktober om, hvordan rigtig mange børn under tre år udvikler spiseforstyrrelser – ofte fordi noget er gået skævt i forholdet til deres mødre.

For både på forsiden og inde i avisen optræder en stribe læger, sundhedsplejersker og psykologer, som fortæller, at det gerne er de nybagte mødres forventninger til sig selv og deres hang til at opdatere Facebook-profiler og bage brød til mødregruppen, som er årsag til, at de får problemer med moderskabet – og at deres børn derfor udvikler spiseforstyrrelser.

Der mangler godt nok noget selvransagelse – fra fagfolkenes side – i den fremstilling, og derfor blev jeg så stjerneirriteret over nogle ellers vedkommende og velskrevne artikler.

Jeg skal være den sidste til at benægte, at vi kvinders egne – tårnhøje – ambitioner om at være perfekte mødre kan føre til, at livet som nybagt mor bliver uudholdeligt svært. Det skete nemlig for mig, da jeg i 2008 fødte min søn og straks efter blev ramt af en voldsom fødselsdepression. Depressionen betød, at jeg overhovedet ikke kunne få forholdet til mit barn til at fungere, og det blev først bedre, da jeg efter 15 måneder i helvede skruede ambitionsniveauet betragteligt ned og selv begyndte at tro på, at jeg sagtens kunne finde ud af at være en helt almindelig god, kærlig, menneskelig – og dermed fejlbarlig – mor for mit barn.

Men det var altså ikke kun mig selv – godt hjulpet af reklamer, amerikanske familiefilm og hæren af spelt- og slyngemødre, der optræder i diverse medier – som skruede mine forventninger til, hvad man skal kunne og kunne overkomme som mor, alt for højt op. Sundhedssystemet gjorde sandelig også sit med alle de velmenende råd og instrukser, jeg fik med i pjecer, brochurer og bøger.

Der var for eksempel den gamle påstand om, at en mor hurtigt lærer at skelne den ene type gråd fra den anden. At hvad gør hun? Min søn græd konstant, men jeg fandt aldrig ud af, om det var, fordi han var sulten, fordi han havde skidt i bleen eller noget helt tredje. Heller ikke selv om der stod i den lille Pampers-bog om graviditet og spædbørn – som jeg jo havde fået hos lægen – at det skulle jeg kunne. Hvilken håbløs mor måtte jeg så ikke være?

Og nu vi er ved spiseforstyrrelser: Jeg havde et forfærdeligt hyr med at få min søn til at spise, da han gik fra bryst til skemad, så for at hjælpe mig, gav min sundhedsplejerske mig en brochure med råd, vejledning og ikke mindst inspiration til måltiderne.

Brochuren hed ’Barnemad’, men den var alt andet end det. For i den kunne jeg blandt andet læse følgende forslag til sønnikes kostplan:

Morgen: Rugbrød med smøreost, franskbrød med banan

Formiddag: Gnavebrød, lille yoghurt naturel

Frokost: Frikadelle, kartoffelsalat, fintrevet råkost af æble og kål

Eftermiddag 1: Bolle, frugt-/grønttallerken

Eftermiddag: Laks i ovn, kartoffelbåde, spinat

Aften: Frugtsalat

Undskyld, men hvordan skulle jeg nogensinde kunne servere alt det for mit barn? Alene indkøbslogistikken er noget nær håbløs selv for en velfungerende mor, og derudover kunne jeg ikke engang få knægten til at spise den rismelsvælling, jeg varmede til ham i mikrobølgeovnen.

Selvfølgelig var jeg heldig, at min sundhedsplejerske i det hele taget tog mine problemer alvorligt og prøvede at hjælpe mig med at løse dem. For sådan var det ikke gået, da jeg nogle måneder forinden var gået til min læge og sagde, at jeg vist havde fået en fødselsdepression, og at jeg havde brug for hjælp. Det fik jeg i hvert ikke. Lægen sendte mig hjem med beskeden om, at det ville gå over af sig selv.

Og sådan gik det heller ikke, da den nybagte mor Helle Jensen, som optræder i Politikens artikler, bad sin sundhedsplejerske og sin læge om hjælp til at få den få måneder gamle datter til at spise. Ifølge artiklen oplevede Helle Jensen og pigens far, at de slet ikke blev taget alvorligt.

Så kære fagfolk i sundhedssystemet, det er fint nok, at I påpeger, at de nybagte mødres eget ambitionsniveau ofte spænder ben for et sundt mor-barnforhold. Men ret også lige projektørlyset mod jer selv, for I har altså også været med til at skabe de ambitioner. Og I er ikke altid lige godt til at afhjælpe de problemer, det skaber.

For hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, at hverken Helle Jensen eller jeg fik hjælp, da vi kom til jer med vores problemer?

Og hvor er de pjecer, som fortæller, at man ikke er en dårlig mor, fordi man ikke kan overkomme at servere frugtsalat og laks i ovn for sit spædbarn, og at det ikke tager skade af at spise præfabrikeret babymad.

Hvornår fortæller I os, at vi hellere skal droppe ud af mødregruppen end stresse rundt og bage boller til den, og hvorfor er det budskab ikke blevet bøjet i meterhøje neonbogstaver for længe, længe siden?

Hvad gør I i det hele taget for at få moderrollen ned på et niveau, hvor alle kan være med, og ingen behøver at føle sig utilstrækkelige?

For husk lige, at de eneste, der kan tage kampen op mod reklame-, film- og speltmødre, er professionelle fagfolk, som redeligt og sobert giver kvinderne et legalt og accepteret alternativ til at være perfekte supermødre, som kan og kan overkomme alt. Og ifølge jer selv er det jo det, der skal til for at mindske antallet af spiseforstyrrelser hos de helt små børn. Jeg glæder mig til at høre mere fra jer.

Link til forsideartiklen i Politiken 21. oktober: http://politiken.dk/tjek/sundhedogmotion/familieliv/ECE1788205/smaaboern-lider-af-spiseforstyrrelser/

Posted in Læst and tagged , , | Skriv en kommentar
23 okt 2012

Nybagte mødre i krise er overladt til sig selv

Fødselsdepressioner er stadig en af de allermest tabubelagte lidelser her i landet. Derfor er det glædeligt, at Politiken 18.08 bruger spalteplads på et problem, som rammer op mod hver fjerde nybagte mor.

Men mens avisen meget rammende beskriver den forfærdelige situation, som hen ved 16.500 danske kvinder hvert år befinder sig i, mangler den at nævne, at det offentlige sundhedssystem alt for ofte overlader disse kvinder til sig selv. Det kan nemlig være ualmindelig svært for en kriseramt nybagt mor at finde hjælp og behandling.

”Mange kommuner har særlige tilbud til mødre med efterfødselsreaktioner”, fortæller avisen. Muligvis – selv om jeg vil tillade mig at betvivle, at det ligefrem drejer sig om ’mange’ – men der er grund til at se på, hvor omfattende de tilbud overhovedet er.

Her i Aalborg Kommune har vi for eksempel en samtalegruppe for nybagte mødre med ondt i moderskabet – et forum, hvor fire eller fem kvinder mødes og taler med en psykolog og en sundhedsplejerske en gang om ugen. Der kører en samtalegruppe hvert halve år, og det er et utrolig effektivt behandlingstilbud. Det kan jeg personligt bevidne, for jeg deltog netop i sådan en gruppe, da jeg for fire år siden blev ramt af en alvorlig fødselsdepression. Uden samtalegruppen var jeg sandsynligvis endt med enten at bortadoptere min søn eller tage livet af mig selv.

Men jeg var heldig, at jeg overhovedet kom med i den gruppe. For prøv se på tallene: I Aalborg Kommune fødes der hvert år omkring 2.300 børn. Ifølge statistikkerne skulle mellem 230 og 500 aalborgensiske kvinder om året altså få en efterfødselskrise. Men med to samtalegrupper hvert år er det kun otte eller 10 af dem, som rent faktisk får behandling i offentligt regi.

De 232 til 492 andre er overladt til sig selv. Til uforstående pårørende, som ikke aner, hvad den ramte kvinde går igennem, og til junglen af private psykologer, hvoraf kun de allerfærreste har specialviden om behandling af fødselsdepressioner. Ikke så sært at det ifølge eksperter kun er et absolut fåtal af fødselsdepressioner, som behandles.

Jeg tror ikke, at Aalborg Kommune er specielt karrig med tilbuddene til kriseramte nye mødre i forhold til resten af landet. Jeg tror bare, at emnet er så tabubelagt, at alt for få – både fagfolk og mødre – har lyst til at tale højt om det. Og at det derfor er voldsomt nedprioriteret i vores bevidsthed og i vores kommunale budgetter.

(Dette blogindlæg blev oprindeligt trykt som debatindlæg i Politiken i august 2012)

Posted in Læst and tagged , , | Skriv en kommentar
23 okt 2012

På uansvarlig kurs

Jeg har det altså lidt svært med historien om den jordomsejlende familie Quist Johansen fra Kalundborg, som er blevet kidnappet af somaliske pirater. Selvfølgelig er det forfærdeligt, at de fire voksne og tre børn nu sidder fanget under horrible forhold og med geværløb i nakken, bare fordi de forsøgte at sejle igennem Adenbugten ud for Somalias kyst. Men altså, helt ærligt. Hvad lavede de overhovedet der?

Hvorfor sejlede de rundt i et farvand, hvor piraterne de seneste år har bordet både og skibe på ugentlig basis og taget hundredvis af mennesker som gidsler? Hvor der ifølge det Internationale Maritime Bureau har været 61 piratangreb og 13 kapringer af skibe bare siden nytår. Hvor et britisk lystsejlerægtepar tilbragte over et år i piraternes klør, før de i november blev sat på fri fod igen. Hvor omkring 800 søfolk p.t. holdes som gidsler af pengegriske somaliske sørøvere.

Det kan ikke komme som en overraskelse for nogen, at Adenbugten er et særdeles risikofyldt farvand at sejle i, og det forekommer mig decideret uansvarligt at bevæge sig derind, medmindre man er absolut nødt til det.

Jamen, de var på jordomsejling, siger nogle til familiens forsvar, og det det ville tage et helt år ekstra, hvis de skulle sejle hele vejen syd om Afrika.

Nå. Og hvad så? Det er da ingen undskyldning for at sejle ind i et område, der med al tydelighed er ligeså farligt som en decideret krigszone. Måske skulle familien have indrettet tidsplanen på en anden måde. Eller ændret ruten fra jordomsejling til for eksempel tur-retur til Polynesien via Panama-kanalen. Eller simpelthen udsat turen, indtil Adenbugten forhåbentlig engang i fremtiden bliver sikkert farvand igen.

Jamen, familien havde lagt en nødplan for, hvad de skulle gøre, hvis de blev angrebet, og de sendte straks et nødsignal direkte til Søværnets Operative Kommando, lyder det så.

Okay, fint nok. Og hvad havde familien så planlagt, at der skulle ske, når alarmen var gået, og piraterne havde bordet lystsejleren? At flådefartøjet ’Esbern Snare’ kom galopperede til undsætning? At Udenrigsministeriet satte alle kræfter ind på at forhandle familien fri? At nogen hostede op med et par millioner i løsepenge for dem?

Det sidste ser nu ud til at blive tilfældet, for velmenende mennesker i Kalundborg har allerede startet en privat indsamling for at skrabe penge sammen til at betale den løsesum, som piraterne kræver. Jeg er ked af det, men de får altså ikke en krone af mig. Jeg kan altså ikke se, hvorfor jeg skal betale for andre menneskers helt unødvendige dumdristighed og uansvarlighed.

Jamen, vi kan da ikke lade de stakkels mennesker blive siddende dernede hos piraterne, vil nogle indvende.

Nej, det kan vi ikke. Men så sælg familiens hus og deres bil, og hvis det ikke rækker, så optag et lån på deres vegne. På den måde kan de selv betale for den store fejltagelse, de begik, da de besluttede sig for at sejle forbi Somalia. Vi taler altså om voksne mennesker, der burde kunne tage vare på deres eget og deres børns liv, og ingen tvang dem til at lægge kursen gennem Adenbugten.

Det betyder ikke, at jeg er helt kold i røven. Jeg håber virkelig, at familien Quist Johansen kommer sikkert hjem så hurtigt som muligt. Og jeg håber også, at det samme sker for alle piraternes 800 andre gidsler.

(Dette blogindlæg er oprindelig skrevet i marts 2011)

Posted in Læst and tagged | Skriv en kommentar

Post Navigation

← Older Entries
Newer Entries →