Marchers meninger

Tanker om tilværelsen, som den ser ud fra et nordjysk fiskerhus

Archive for the tag “Børn”

Tandlægeskræk – af en art

Okay, det er måske lige i overkanten at kalde det tandlægeskræk. Men jeg var alligevel en anelse urolig, da sønnike i denne uge skulle til det årlige besøg hos børnetandlægen. Godt nok var det jo ikke mig, der skulle op og ligge i stolen, men hver gang der er noget med drengens tænder, bliver jeg mindet om vores besøg hos tandlægen for efterhånden tre år siden.

TB04Dengang var sønnike kun lige fyldt tre, og tandbørstning var en rigtig dårlig oplevelse for os begge to – hver dag. Han brød sig simpelthen ikke om at få tandbørsten ind i munden og græd og strittede imod. Det var så slemt, at jeg ikke orkede at tage kampen om morgenen, men nøjedes med at børste hans tænder om aftenen.

Det havde jeg i forvejen dårlig samvittighed over, så det var som at få en ekstra mavepuster, da tandlægen fortalte mig, at jeg skulle børste sønnikes tænder bedre på ydersiderne. For at gøre det, sagde hun, skulle jeg sætte mig i sofaen med ham, lægge ham ned og lægge hans hoved i skødet på mig og derefter bruge den ene hånd til at holde ud i mundvigen, så jeg bedre kunne komme til med tandbørsten.

”Nogle forældre har en lille pude, der gerne må komme tandpasta og mundvand på, som de lægger barnets hoved på”, sagde hun til mig.

Jeg var målløs. Tandbørstning var i forvejen besværligt nok, så at indføre den procedure – morgen og aften – virkede fuldstændig uoverkommeligt. Men jeg nikkede til tandlægen og sagde ”okay, det kan være, at vi skal prøve det” – velvidende, at det ALDRIG nogensinde ville komme til at ske. Hvilket jeg så selvfølgelig fik endnu mere dårlig samvittighed over.

I dag går tandbørstningen anderledes glat – med sønnike stående på badeværelsegulvet og mig siddende på vasketøjskurven, vel at mærke. Men jeg var stadig nervøs for at skulle til tandlægen med drengen i denne uge. For tænk nu, hvis tandlægen igen satte fingre på hans tandhygiejne og gav mig en eller anden indviklet børsteprocedure med hjem.

Jeg ved godt, at det langt hen ad vejen er min egen præstationsangst, som skaber nervøsiteten. Jeg forsøger jo at gøre alting så godt som muligt for mit barn, og jeg vil i hvert fald ikke have siddende på mig, at jeg ikke passer godt nok på hans tænder. Faktisk synes jeg også selv, at vi er gode til at børste og skylle og snakke om Karius og Baktus og sukker i maden. Vi klarer det ok. Men det kunne alligevel ikke rigtig aflive den ubehagelige følelse af at skulle til eksamen i tandhygiejne.

Heldigvis havde tandlægen ikke rigtig noget at udsætte på tandbørstningen, så der slap jeg med skrækken. Til gengæld bad hun mig så om at tage stilling til, om jeg ville have lagt fyld i sønnikes seksårstænder.

Fyld i seksårstænderne? Jeg anede overhovedet ikke, hvad hun talte om. Har aldrig hørt om det før. Men hun sagde, at det var noget, de anbefalede alle at få gjort, så i bar befippelse sagde jeg ja til at få en tid, så sønnike kan komme i tandlægestolen efter sommerferien.

Nu har jeg haft tid til at tænke lidt mere over det og er nået frem til, at jeg vist lige skal have sat mig bedre ind i, hvad det fyld er, hvorfor man fylder det i tænderne, og hvad det indebærer. Jeg mener, hvis det er noget, som skal sidde i drengens tænder hele resten af hans liv, burde jeg nok tage beslutningen på et mere velinformeret og velovervejet grundlag. Ikke?

Så det var den opgave, jeg fik med hjem fra tandlægen denne gang. Er der nogen her, som ved noget om fyld i seksårstænder?

 

Foreningen til Forældrenes Beskyttelse

Stop pressen, for her kommer en nyhed.

Jeg har længe gået og rumlet med ideer til nogle aktiviteter, der samlet kunne gå under titlen ‘Foreningen til Forældrenes Beskyttelse’. Og nu – i dag fredag den 9. maj 2014 – har jeg endelig sparket dem i gang.

ffb09aDet handler selvfølgelig om, at jeg synes, vi som moderne forældre står over for nogle enorme krav og forventninger. Man skal efterhånden næsten være superman og superwoman for at kunne og kunne overkomme alt det, der skal til for at man kan anse sig selv som en god mor eller far.

Mange af de krav og forventninger kommer fra eksperter som psykologer, sociologer, sundhedsplejersker, ernæringseksperter, børneforskere og hvad ved jeg, og nogle af dem – f.eks. den om at man skal amme på fuld tid i mindst seks måneder – er faktisk umulige at leve op til for ikke så få mennesker.

Det kunne jeg godt tænke mig, at vi forholdt os til og måske endda forsøgte at ændre.

Samtidig mener vores omverden, at den har carte blanche til at dømme og kritisere os, hvis vi ikke gør det godt nok som forældre. Børneopdragelse er noget, alle har en mening om – også folk, som ikke har børn – og af en eller anden grund mener mange, at det er helt i orden at blande sig i, hvordan andre mennesker behandler eller opdrager deres børn.

Sidst, men ikke mindst, har der de seneste tre uger kørt en ophedet debat om stressede børnefamilier – især i Politiken, hvor journalisten Anne Marie Løkkegaard 19. april skrev et debatindlæg, hvor hun opfordrede politikerne til at hjælpe de stressede børnefamilier, inden de segner. De mange reaktioner på debatindlægget har langt overvejende været kommentarer – ofte hånlige – om at Løkkegaard er et forkælet curlingbarn, der skal holde op med at klynke, og at børnefamilierne i øvrigt selv må finde ud af at få tingene til at hænge sammen.

Jeg mener – ikke overraskende – at tingene er noget mere nuancerede, og er faktisk blevet temmelig provokeret af, at så mange bare afviser børnefamiliernes problemer som klynkeri. (Se det efterfølgende blogindlæg ‘Børnefamiliernes stress har intet med curling at gøre’ for mere om den sag).

Derfor har jeg valgt at lancere ‘Foreningen til Forældrenes Beskyttelse’ nu. Det er ikke en rigtig forening, men indtil videre en side på Facebook, hvor jeg vil forsøge at samle eksempler på de krav og forventninger, vi forældre skal leve op til, og illustrere, hvor let det er at blive stemplet som en dårlig forælder. Jeg vil også gerne starte en debat om, hvorvidt de krav er rimelige, og hvordan vi imødegår dem.

Til efteråret kommer jeg også med et foredrag, der kommer til at handle om det samme.

Alle er selvfølgelig velkomne til at deltage i debatten og komme med indspark. Så kig gerne over på https://www.facebook.com/foraeldrenesbeskyttelse og giv dit besyv med.

 

Børnefamiliernes stress har intet med curling at gøre

Nogle gange bliver jeg så træt af at være forælder. Det sker tit, når kloge eller velmenende mennesker vil fortælle mig, hvordan jeg skal forvalte mit forældreskab og være mor for min søn.

IFDet er der rigtig mange, som gerne vil. For så snart det handler om børn og forældreskab, forvandler en masse folk sig til eksperter, som ved præcis, hvordan tingene hænger sammen, og som ser sig i deres godt ret til at fortælle os andre om det.

Det kan man opleve, når man står med et skrigende barn midt i et stormagasin. Det kan man opleve i medierne, når en psykolog formaner forældre om ikke at tage smartphonen med på legepladsen. Og det kan man opleve, når man skriver et debatindlæg om, at børnefamilierne er stressede og har brug for hjælp.

Spørg bare Anne Marie Løkkegaard. Hun har godt nok fået på puklen for sit opråb (Politiken 19. april) til politikerne om at hjælpe stressede børnefamilier.

Reaktionerne har været forstemmende. Langt de fleste har indeholdt en version af budskabet: “Tag dig sammen, curlingbarn, det er hårdt at have børn, det må du selv klare”. Ikke sjældent med tilføjelsen: “Det var også hårdt for os at have børn i sin tid, men vi klynkede ikke”. Afsenderne har altså fuldstændig afvist, at der eksisterer et problem, vi som samfund bør tage os af.

Jeg mener ikke, at politikerne skal sætte kontanthjælpsmodtagere og pensionister til at hente børn. Og jeg tvivler heller ikke på, at en del af den stress, børnefamilierne oplever, er selvpåført – simpelthen fordi forældrenes ambitioner er for store.

Men jeg vil gerne påpege, at grunden til, at børnefamiliernes ambitioner er så høje, det er noget, som både politikere, eksperter og debattører burde tage til efterretning og sætte ind overfor.

For man skal godt nok kunne og kunne overkomme meget, hvis man i dag skal opnå titlen ‘en god forælder og et vellykket menneske’. Man skal have en uddannelse og et godt job. Man skal have et smukt hjem med spændende indretning. Og man skal have kvikke, kloge og veludviklede børn, som er opdraget efter alle de bedste principper om nærvær, stimulering, økologi og kemikaliefri ammepuder.

Blandt andet. For der er et utal af normer og krav, vi som moderne børnefamilier skal leve op til – både de store om karriere og uddannelse og helt ned i detaljer om hvilket legetøj, vi giver ungerne.

Og de kommer alle steder fra. Fra politikere, som taler om økonomisk vækst og hurtigere gennemførte uddannelser. Fra glittede magasiner, som viser os, hvordan man indretter børneværelser med designermøbler og tager småbørnsfamilien med på kanotur i den svenske vildmark. Og – ikke mindst – fra psykologer, socialrådgiver, ernæringsprofessorer og andre eksperter, der jævnligt er ude med advarsler og løftede pegefingre over for os forældre.

Fordi vi ikke tager børnene med i køkkenet ofte nok. Fordi vi ikke ammer dem længe nok. Fordi vi smører dem ind i cremer, som muligvis indeholder skadelige stoffer. Fordi vi giver børnene en iPad, når vi er på restaurant med vennerne og gerne vil nyde lidt voksensamvær.

Og så videre. Det vrimler med krav og formaninger til moderne forældre. Og folk skal nok vide at fortælle os, hvis vi ikke gør det godt nok. Tænk hvis jeg hver dag i en uge kun gav min søn franskbrød med pålægschokolade med i madpakken. Det ville ikke gå upåtalt hen – hverken i børnehaven eller på de sociale medier.

Med andre ord er det ikke kun praktiske ting som arbejdstid og afhentning, der stresser familierne. Og det er heller ikke kun urealistiske ønsker om fladskærme og dyre ferier, som får dem til at bukke under for presset. Det er ligeså meget alle de andre krav, der stilles til os som moderne familier.

Jeg kan høre koret af stemmer, der råber deres mantra om, at alle har et valg, og man må bare vælge at gøre sig fri af normerne. Jo da. Vi er heldigvis alle fri til at vælge vores egen tilværelse. Men 1) mange af de mindre livsvalg, vi tager, er ubevidste, og 2) det kræver en hel del ekstra mod og energi at vælge at gå imod strømmen og være anderledes.

Jeg kan godt forstå, hvis de fleste forældre ikke orker at gå op imod forventningerne og ekspertformaningerne. Og derfor synes jeg, at der er god grund til at tage børnefamiliernes stress alvorligt og i hvert fald tale om, hvad vi som samfund kan gøre for at sænke kravene til forældrene – og deres eget ambitionsniveau.

For der er et problem. Flere og flere forældre – både mødre og fædre – får fødselsdepressioner og andre efterfødselskriser. Fire ud af ti ægteskaber ender med skilsmisse. Og stress, angst og depression har nærmest udviklet sig til folkesygdomme – også hos helt unge mennesker.

Det løser vi altså ikke ved bare at råbe “tag dig dog sammen, curlingbarn!”.

PS 70’er-feministen Erica Jong kalder idealet om den perfekte mor for den nye kvindekamp, og debattøren Suzanne Giese talte i sin bog ‘Moderskab’ om en bølge af moderdyrkelse, som ramte Danmark i 1990’erne. Måske er det et mere sagligt og relevant sted at starte debatten om stressede børnefamilier end al den snak om curling.

Link til Anne Marie Løkkegaards debatindlæg:

http://politiken.dk/debat/ECE2266656/hjaelp-os-boernefamilier-inden-vi-segner-af-stress/

På min FB-side ‘Foreningen til Forældrenes Beskyttelse’ har jeg samlet en liste over de reaktioner, kommentarer, debatindlæg, læserbreve og artikler, som debatindlægget affødte. Find den her:

https://www.facebook.com/foraeldrenesbeskyttelse

(Dette blogindlæg blev oprindelig skrevet som en reaktion på reaktionerne på Anne Marie Løkkegaards debatindlæg. Politiken afviste at bringe det).

Dommedag og informationsteknologi

Jeg gjorde en erkendelse forleden: Jeg er en asocial, indadvendt, berøringsangst, eskapistisk, depressiv og muligvis tilknytningsforstyrret halvnarkoman.

Jo, jo, sådan er det. Det kunne jeg slutte mig til efter at have læst en artikel på eb.dk, hvor psykolog og ekspert i tilknytningsforstyrrelser Niels Peter Rygaard udtalte sig om Facebook, smartphones og ande moderne informationsteknologi.

SP04Nogle mennesker erstatter nærvær med indirekte kontakt på for eksempel Facebook. Her kan man sende hinanden billeder og slippe for at opleve nuet, som kræver energi”, sagde han blandt andet. Og:

“Jeg tror, at telefonen bliver en slags flugtmekanisme, som folk er afhængige af at bruge, når de ikke kan holde ud at være til stede i nuet mere. Det er samme reaktion, narkomaner har, når de skal have deres fix”.

Ja, også lige præcis! Jeg har godt nok ingen smartphone (endnu), og jeg bruger også Facebook til for eksempel at holde kontakt med folk, jeg ellers aldrig ville høre fra. Men der skal ikke være den fjerneste tvivl om, at jeg også benytter computeren (erstat selv med ‘iPad’en’ eller ‘smartphonen’) til at tage en timeout fra verden og koble både hjernen og opmærksomheden fuldstændig fra.

For jeg orker ikke at være social og nærværende hele dagen lang. Har ikke kræfter at blive ved og ved med at forholde mig til folk og mennesker og spørgsmål og gøremål og planlægning og problemstillinger og hvad, min dagligdag ellers kan finde på at indeholde. Sådan er det bare. Og når jeg når mætningspunktet, gemmer jeg mig gerne ved computerskærmen.

Men det er altså noget frygteligt noget, hvis man skal tro Niels Peter Rygaard – og de i øvrigt snart mange eksperter af alle slags, der advarer om, hvor stor skade smartphones, iPads, computerspil og lignende gør ved både voksne og børn. Alene i samme uge, som jeg faldt over Niels Peter Rygaard, var også Børns Vilkår, sociolog Mette Jensen og børnepsykolog Ulla Dyrløv ude med advarsler og løftede pegefingre til forældre, som er glade for deres smartphones og computere.

Vi – ja, vi, for jeg er glad for min computer – (omsorgs)svigter vores børn og giver dem ikke nok nærvær, siger de. Niels Peter Rygaard er endda ude med de helt store skræmmescenarier:

“Min påstand er, at folk, der bruger megen tid på Facebook, er mere depressive end folk, der ikke gør det. De får børn, der har lavt selvværd, fordi de ikke bliver set. De bliver narcissistiske børn, der mangler opmærksomhed og pumper sig selv op ved at blive selvoptagede”, siger han og taler også om depression, indlæringsvanskeligheder og spiseforstyrrelser.

Okay så.

Men ved I hvad? Jeg er SÅ træt af de løftede pegefingre og dommedagsscenarier omkring iPads, smartphones og computere! Fordi de fuldstændig unuanceret bredt rammer stort set alle forældre, der kan finde ud af at bruge et stykke moderne informationsteknologi. Og som – oh skræk og ve – kan finde på at gøre det i nærvær af deres børn. Det er vist efterhånden stort set os alle sammen.

Rolig nu. Jeg er ikke i tvivl om, at der er folk, som har problemer med at slippe smartphonen eller Facebook-opdateringerne. Og jeg sætter heller ikke spørgsmålstegn ved, at der er børn, som lider under, at deres forældre har det sådan. For det er der givetvis. Nøjagtig som der er forældre, der drikker for meget rødvin og whisky, bruger for mange penge på Lotto eller er væk på arbejdsrejser alt for mange dage om året – også i en sådan grad, at det går ud over deres børn.

Men når det handler om alkoholisme, spillelidenskab og arbejdsnarkomani, kan eksperterne godt finde ud af at nuancere billedet. Så tales der om misbrug – eller i det mindste om overdreven brug – og det bliver også sagt ret klart, hvornår noget er for meget.

Sådan er det ikke med informationsteknologien. Her får man de løftede pegefingre i næsen, i samme øjeblik man tager sin smartphone med på legepladsen, eller hvis man giver sit barn en iPad, når man er på restaurantbesøg.

Og det er jeg træt af. Selvfølgelig skal vi tale om og være opmærksomme på, at informationsteknologien også indebærer en risiko for misbrug. Men lad være med at lade det gå ud over alle os, som godt selv kan finde ud af at finde vores iPad-, smartphone- og Facebook-forbrug.

Link til artiklen med Niels Peter Rygaard på eb.dk: http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article2259039.ece

Link til tidligere blogindlæg om smartphones og nærvær: https://marchersmeninger.com/tag/mobiltelefoner/

Hjælp. Sønnike er ramt af mor-stress

Jeg har mit eget private stressbaromenter. Det er cirka 114 centimeter højt, fylder seks år i morgen og skal i skole efter sommerferien.

Ja, det er sønnike, jeg taler om. Han slår simpelthen ud som en allergiker i en pollenstorm, når hans mor har for meget at se til. Jeg behøver faktisk slet ikke at holde øje med stresssymptomer hos mig selv, men kan nøjes med at lægge mærke til, hvordan drengen har det. For når mor har for travlt og er stresset, bliver sønnike morsyg, klæbende, pirrelig, småsur og i det hele taget mere besværlig at have med at gøre end normalt. Og det akkumulerer – bliver værre, jo længere tid det står på.

SB1Den seneste måned til halvanden har jeg haft alt, ALT for meget om ørene. Arbejdsopgaver, der faldt oven i hinanden, generalforsamlinger og forældremøder i hurtigt rap, arrangementer i fjerne dele af landet (København er langt væk, når man bor i Nibe) og private udfordringer med deadlines – herunder sønnikes egen fødselsdag i morgen. Jeg har trukket store veksler på barnepigen (mormor) og har ind imellem balanceret på kanten af der, hvor jeg faktisk ikke kunne overskue at forholde mig til mere.

Men jeg har også gjort mig umage med ikke at lade det gå ud over sønnike. Vi har været sammen NÆSTEN ligeså mange timer som normalt, og i de timer har vi snakket, hygget og leget ligeså meget, som vi ellers gør. I denne uge faktisk mere, end vi plejer. For jeg har godt kunnet mærke på ham, at nu begynder mors travlhed at trække tænder ud på ham også.

Når jeg afleverer ham i børnehaven om morgenen, holder han fast i mit ben og fortæller mig, at han aldrig vil give slip på mig. Når vi er hjemme, har han hele tiden noget, han skal fortælle eller vise mig, og han bliver ked af det eller vred, når jeg siger, at jeg lige skal have klaret opvasken/vasketøjet/kattekasserne/en telefonropringning først. Og når jeg lægger ham i seng om aftenen, finder han på alskens stunts og småsnak, som kan få mig til at blive siddende på sengekanten bare lidt længere.

Det er tydelige tegn på, at han er påvirket af mors stressniveau og overophedede tankevirksomhed. Og derfor har jeg den seneste uge sat al tilgængelig tid ind på kontoen for moderligt nærvær. Jeg har hentet ham så tidligt som overhovedet muligt i børnehaven, og hele eftermiddagen og aftnen har vi har snakket, læst bøger, spillet spil, set film, kigget legetøjskataloger, kælet for katte, planlagt piratfødselsdag og diskuteret lagkagedesign.

Problemet er, at det faktisk ikke hjælper ret meget. Drengen er stadig pirrelig og morsyg, for uanset hvor meget jeg anstrenger mig for at være til stede sammen med ham, kan han åbenbart stadig mærke, at der er 137 andre ting, som tonser rundt i mit baghoved.

Så jeg føler mig lidt afmægtig. Ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre for, at mit midlertidigt forhøjede stressniveau ikke skal gå ud over sønnike. Men der er der måske andre, der gør. Og gode råd modtages altid med taknemmelighed, så smid gerne en bemærkning her eller på Facebook om, hvordan I håndterer sådan en situation. Jeg er meget lydhør.

Indtil videre indstiller jeg mig bare på at holde ud, indtil påskeferien ruller ind på lystavlen. For så skulle min tilværelse gerne skrue aktivitetsniveauet ned på normalt blus igen. Indtil næste gang den halve verden ramler sammen i min kalender, altså.

Computerspil – misforstået igen

Psykolog Camilla Bechsgaard har i dag et debatindlæg i Politiken med overskriften “Her er fire gode grunde til, at du ikke skal lade dit barn babysitte af en iPad”. Camilla Bechsgaard, der tidligere har været skolepsykolog og har skrevet bogen ‘Familiefred med dine forældre’ er ganske givet dygtig til sit fag. Men hun ved tydeligvis ikke ret meget om computerspil og digital underholdning.

Comp02Lad os tage de fire ting, som Camilla Bechsgaard i indlægget anfører som grunde til, at små børn ikke skal lege med iPads eller spille computerspil:

1. “Verden bliver 2-dimensionel og flad, i stedet for 3-dimensionel.”

Kommentar: Nej, nej. Arkadespillene havde deres storhedstid i 1970’erne og 1980’erne. Vi har haft 3D på computerne i rigtig mange år, og selv helt enkle computerspil er 3-dimensionelle. F.eks. det gratis online-ridespil, hvor man skal styre hest og rytter rundt på en bane. Det giver da om noget fornemmelse for rum i alle retninger.

2. “[Barnet] får ikke rørt ved forskellige materialer og oplevet den frustrerende jagt efter en perle eller et stykke dukketøj i en bestemt farve, hvor fingrene ikke vil, som hun vil.”

Kommentar: Det er selvfølgelig rigtigt, at barnet ikke får lov til at røre forskellige materialer ved at spille computerspil, så enig der. Men ikke at opleve frustration, fordi fingrene ikke vil, som man vil?! Undskyld, men måske skulle Camilla Bechsgaard forsøge at opnå guld i alle banerne i ‘Farm to Fork’, så skal hun få lov til at opleve frustration, fordi fingrene ikke vil, som man selv vil.

3. “Legen er bestemt på forhånd. [Barnets] egen fantasi er helt overflødig.”

Kommentar: Jeg har aldrig oplevet et computerspil, hvor fantasi ikke var en stor del af set-uppet. (Bortset fra måske syvkabalen på Windows, og det er altså ikke et rigtigt spil). Der skal da også lige så meget fantasi til at klæde en påklædningsdukke på på en iPad som i virkeligheden.

4. “Der er ikke brug for at hente hjælp hos/diskutere med mor eller søskende, når noget skal findes, laves eller sættes sammen. Det hele ligger klar på skærmen (= mindre ansigt til ansigt-kontakt).”

Kommentar: Nå? Jeg tror, at Camilla Bechsgaard skal prøve at komme en tur her forbi, mens sønnike (snart seks år gammel) spiller Civilization eller Port Royale, så skal hun få lov til at svare på spørgsmål og være med til at løse problemer og finde forsvundne skibe og nybyggere.

Camilla Bechsgaard opstiller også fem evner, som børn i deres første år skal udvikle – og som hun implicit siger, at de ikke får ud af iPads og computerspil. De er her:

1. “Tænke abstrakt”.

Kommentar: Ja, og det er netop det, man lærer, når man opdager at for at kunne bage mange franskbrød, skal man så mange kornplanter (Fork to Farm, igen).

2. “Kunne fungere socialt sammen med andre børn og voksne”.

Kommentar: Det kan være en ensom fornøjelse at spille computerspil. Men det kan så sandelig også være en meget social en. Læs mere i dette blogindlæg: https://marchersmeninger.com/tag/computerspil/

3. “Løse problemer: Hvordan gør jeg det her …?”

Kommentar: Ja. Hvad tror Camilla Bechsgaard, at langt de fleste computerspil går ud på?

4. “Tænke logisk”.

Kommentar: Og nu er vi så ovre i noget, som er en absolut nødvendighed for at spille et computerspil. Her kan selv syvkabalen på Windows faktisk være med.

5. “Kunne være fokuseret og opmærksom”.

Kommentar: Igen en absolut nødvendighed i rigtig mange computerspil. Man kommer ikke engang igennem den første bane i Kaptajn Keen, hvis man ikke holder øje med, hvad der foregår omkring en.

Med andre ord: Ud af de fire grunde, som Camilla Bechsgaard oplister, er tre en halv af dem fuldstændig misforstået. Og ud af de fem evner, som små børn ifølge Camilla Bechsgaard skal udvikle, er det kun en af dem, som de måske ikke får ud af computerspillene.

Så måske skulle den gode psykolog sætte sig foran skærmen og SPILLE lidt mere, inden hun formaner forældre om at begrænse deres børns skærmtid.

 

Link til Camilla Bechsgaards debatindlæg, som det for et par uger siden stod på hendes blog:

http://psykologviden.dk/4-gode-grunde-til-at-dit-3-5-arige-barn-ikke-skal-babysittes-af-din-ipad/

I avisen har forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen og børneforsker Carsten Jessen skrevet rigtig godt svar på indlægget, men jeg kan ikke finde links til dem.

 

 Redigeret 8. april 2014:

For god ordens skyld er her linket til debatindlægget i Politiken:

http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE2255506/psykolog-her-er-fire-gode-grunde-til-at-du-ikke-skal-lade-dit-barn-babysitte-af-en-ipad/

Fri mig for hjemmearbejde med et sygt barn

I morges vågnede sønnike op med ondt i det venstre øre. Han var slatten og grådlabil og meget lidt i form til at komme i børnehave.

SickChildDet var rigtig uheldigt. For jeg havde nogle ’skal’-opgaver på arbejdsprogrammet i dag. Jeg skulle have skrevet en artikel, sendt nogle alt for forsinkede mails og ikke mindst fakturaer. Og så havde jeg også planlagt at forfatte mit ugentlige blogindlæg.

Det skulle egentlig have handlet om inklusion, men nu kommer det til at handle om at arbejde hjemme med et sygt barn på sofaen.

For jeg HADER det! Virkelig, virkelig markant og inderligt. For det er – om muligt – endnu mere stressende end at sidde i en pressesal med 2.000 andre journalister, emsige diplomater og galopperende fotografer og skulle skrive en halv sides topmødereportage på 20 minutter. (Ja, jeg har prøvet begge dele, så jeg ved, hvad jeg taler om).

Min seks-årige søn er ellers en stille og let medgørlig en af slagsen. Han forstår godt, at når mor siger, at hun er nødt til at arbejde på computeren, så forstyrrer han kun, når det er absolut nødvendigt. Det er det altså bare ret tit, når man er skidt tilpas og har ondt i sit øre, og samtidig hverken må se fjernsyn eller spille computerspil, fordi mor skal have ro til at arbejde.

Og på den måde har dagen været mere end almindelig træls for os begge to. Jeg fik skrevet min artikel, men det tog halvanden gang så lang tid, som det ellers ville have gjort, og en ellers forholdsvis enkel arbejdsopgave blev til et irriterende stressmoment. Mails og fakturaer kom også af sted på samme måde, og jeg sidder nu i sengen i soveværelset ovenpå og skriver mit blogindlæg, mens sønnike ser ‘Ice Age 3’ nedenunder.

Hvor vil jeg så hen med det? Jo, jeg ved, at nogle arbejdsgivere har udviklet en antagelse om, at man godt kan arbejde lidt derhjemmefra, når man passer et sygt barn. Skrive eller læse en rapport, lægge en vagtplan, forfatte et brev, regne et tilbud sammen og så videre.

Det kan man sikkert også godt – jeg har jo f.eks. lige gjort det i dag – men det foregår altså i et ikke særlig konstruktivt eller behageligt arbejdsmiljø. Der er rigtig mange afbrydelser i workflowet, og man står hele tiden i dilemmaet om, hvorvidt man skal servicere sit syge barn eller koncentrere sig om arbejdet.

De fleste forældre vil nok naturligt vælge barnet, men hvis der står en arbejdsgiver i den anden ende og rykker, bliver det et meget svært valg at tage. Og jeg kan faktisk ikke se, hvorfor det skal være sådan.

Så kære arbejdsgivere: Lad os få lov til at tage os af vores syge børn i fred. Og kære forældre: Lad være med at tilbyde, at I også lige kan klare en enkelt arbejdsopgave eller fire, mens I passer de små patienter.

Inklusion: Pest eller … maveonde

Hvad er værst for eleverne i vores skoler, inklusion eller høje klassekvotienter?

Ingen kan være i tvivl om at alt ikke er idel børnelykke og –harmoni i folkeskolen, og debatstormene raser med styrke 12 over de danske klasselokaler. Men er det største problem, at skolerne skal inkludere børn, som tidligere gik i specialinstitutioner og –klasser? Eller er det, at der mange steder sidder næsten 30 børn i klasselokalerne?

school10Lige for tiden lyder det fra mange sider, at det er inklusionen, som gør skolelivet surt og – i alt for mange tilfælde – komplet uudholdeligt for børnene. Jeg vil vove den påstand, at problemet handler om noget helt andet, herunder de høje klassekvotienter.

Man kan se sådan her på det: Hvis nu klassekvotienterne ikke var så høje, ville inklusion så være problematisk? Og omvendt, hvis der ingen inklusion var, ville de høje klassekvotienter så være problematiske?

Jeg er selvfølgelig ikke ekspert, men jeg vil gætte på at svare på det første spørgsmål er: Nej, ikke i nær samme grad. Og jeg er ret sikker på, at svaret på det andet spørgsmål er: Ja, helt klart ja.

Det sidste har jeg faktisk belæg for at sige. Jeg har henvist til den før, men denne her svenske undersøgelse: http://www.ifau.se/Upload/pdf/se/2012/r-12-05-langsiktiga-effekter-av-mindre-klasser.pdf viser faktisk, at elever i mindre klasser bliver fagligt stærkere, får højere karakterer og bedre uddannelser og tjener flere penge senere i arbejdslivet.

Man kan også tænke over, om der også før 2012 var skolebørn, som klagede over uro i overfyldte klasselokaler. Ja, det var der – også selv om hvert syvende danske skolebarn på det tidspunkt slet ikke var der til at lave uro, fordi de blev fundet så særlige eller besværlige, at de blev ekskluderet og sat i specialtilbud.

Til slut kan man overveje, hvad de høje klassekvotienter er udtryk for. De er – nøjagtig som de nedslidte skoler var det for år tilbage – udtryk for, at vi som samfund ikke har taget folkeskolen og vores børn alvorligt nok. At vi bare har trukket på skuldrene og accepteret det, når skoleledere for at imødekomme kommunale budgetter har stoppet endnu et par børn ind i klasserne.

Nøjagtig som vi har accepteret, at flere og flere børn efterhånden blev sat uden for fællesskabet og anbragt i specialtilbud. Det er jo også meget mere behageligt for dem, der får lov til at blive i fællesskabet, og lettere end at skulle gøre en indsats for at imødekomme dem, der ikke passer ind helt så let.

Jeg tror ikke, at det er inklusion, som spolerer skoledagen for mange børn. Det er derimod hele den tilstand, som folkeskolen generelt er i i dag – herunder de høje klassekvotienter. Det er langt mere alvorligt – som pest i forhold til et maveonde.

Og hvis vi går til angreb på den årelange nedprioritering af folkeskolen – i stedet for på inklusionen – og holder op med at tage så let på vores børns uddannelse og fremtidige liv, at vi mener, at det er i orden at stoppe 28 syvårige børn ind i en 1. klasse, så er jeg sikker på, at langt, langt de fleste danske børn kan trives og lære og udvikle sig i en almindelig folkeskoleklasse.

Det kan du sagtens sige, vil nogle indvende. Du skal ikke døje med inklusion, for du har jo vendt folkeskolen ryggen og har meldt din søn ind i en privatskole. Ja, det har jeg. Men det er en privatskole, hvor de i praksis længe har arbejdet med inklusion – bl.a. i og med at de regelmæssigt får børn, som ikke kan trives eller rummes i omegnens folkeskoler.

Jeg har ikke indtryk af, at det udgør noget problem, hverken for lærere eller for børn. Men skolen har selvfølgelig også et max på 16 elever i de mindste klasser …

—–

Læs også denne fremragende kronik af pædagogisk chef i Aarhus Jan Kirkegaard om de andre problemer i folkeskolen, som lægger hindringer i vejen for inklusionen, og om hvorfor inklusion netop er så vigtigt: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2231264/selviske-foraeldre-oedelaegger-inklusion-i-skolen/

Ammefundamentalisme

Hold op, hvor kan amning være noget fundamentalistisk noget. Her tænker jeg ikke kun på debatten om, hvorvidt det er i orden, at kvinder ammer i offentlighed, men ligeså meget hele spørgsmålet om, hvorvidt nybagte mødre overhovedet skal amme deres børn – og hvor længe.

amningDet skal de i den grad, siger diverse sundhedsmyndigheder – og dermed normerne – og så længe, som overhovedet muligt. Vi taler ikke om uger her, men om måneder. Temmelig mange endda. Seks allermindst, siger sundhedsstyrelsen, helst 12, men allerhelst meget længere.

Og ve den mor, som ikke lever op til anbefalingerne. Hun skal i hvert fald nok få den dårlige samvittighed at føle. Hendes egen, vel at mærke, og godt hjulpet på vej af diverse kloge og velmenende eksperter. Hør bare, hvad professor i børneernæring på Københavns Universitet Kim Michaelsen sagde til DR Nyheder i onsdags:

“Der er en lang række sundhedsfremmende effekter ved amning. Børnene får færre infektionssygdomme, deres vækstmønster er mere fordelagtigt, færre bliver tykke, og der er også et par IQ-point at hente. Desuden får moderen en lidt lavere risiko for at udvikle brystkræft”.

Okay, så fik han også grundigt aflivet enhver mulighed for, at kvinder, der ikke kan eller vil amme deres børn i månedsvis, kan føle sig som gode mødre – eller bare sådan nogenlunde okay forældre. Budskabet er jo klart: Dit barn bliver sygt, lille, fed og dum, hvis du ikke ammer. Og du risikerer i øvrigt at få brystkræft og måske dø fra det. Føj, føj, føj.

Kim Michaelsen har helt sikkert ret, når han lovpriser amningens og alle dens velsignelser. Samtidig er jeg personligt ikke i tvivl om, at langt, langt de fleste forældre ønsker at give deres børn de allerbedste betingelser i livet, og så er det jo rart at få ekspertråd om, hvordan det skal gøres.

Men som med alle mulige andre ekspertanbefalinger om børn – nærvær, stimulering, kost og så videre – er det altså utopi at tro, at vi alle sammen kan leve op til dem. Og der er faktisk rigtig mange kvinder, som af fysiske eller psykiske årsager ikke ammer deres spædbørn så længe, som Kim Michaelsen, Sundhedsstyrelsen og andre ligesindede gerne ser.

De kvinder kan kun føle sig voldsomt ramt af udtalelserne, og derfor ville jeg sådan ønske, at Kim Michaelsen havde taget talt med familiepsykolog Charlotte Clemmensen, før han snakkede med DR Nyheder. Hun havde nemlig også noget at sige om amning i den forgangne uge, men i en helt anden boldgade.

“Amning er godt, men ikke for enhver pris. Vi SKAL huske på – og hjælpe hinanden med ikke at være fordømmende over for kvinder, der af forskellige årsager ikke ammer”, skrev Charlotte Clemmensen på Facebook i onsdags.

Og det uddybede hun sådan her i et indlæg på barneguiden.dk:

“Jeg oplever, at det for en del mødre bliver en unødig og pinefuld psykisk belastning, når de ikke ammer deres barn, og det kan hæmme dem og påvirke dem i hverdagen”.

Det er ikke bagatelagtige problemer, Charlotte Clemmensen taler om, og det synes jeg godt, at Kim Michaelsen kunne have tænkt på, inden han gik ud med sit bastante budskab. Han har som sagt uden tvivl ret i sin begejstring for amning og de fysiske fordele, det giver, men billedet er mere detaljeret end som så.

For god ordens skyld vil jeg lige nævne, at jeg for så vidt har mit på det tørre i ammedebatten. Jeg ammede min søn, til han var seks måneder gammel, om end han den sidste måned fik modermælkserstatning som supplement, fordi jeg ikke havde mælk nok. Men så snart vi ramte skæringsdatoen røg mine bryster resolut tilbage i den ordinære bh. Og de kom ikke frem igen. For – for søren-smøre-mig, altså – hvor var jeg glad for, at det var overstået.

Links til ugens artikler på DR Nyheder om amning:

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/03/03/03212300.htm

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/03/04/125233.htm

Link til Charlotte Clemmensens indlæg på Barneguiden.dk:

http://www.barneguiden.dk/default.asp?thdid=10871&bid=1099&page

Jeg – et curlingbarn

Jeg er et curlingbarn. Mine forældre har godt nok ikke været med mig til jobsamtaler, og de har heller aldrig ringet til Journalisthøjskolen og bedt dem om at flytte en eksamen, så jeg kunne komme med på ferie. Men de har i mine unge dage hjulpet med at skaffe mig både job og bolig, og selv i dag er det stadig far og mor, jeg ringer til, hvis jeg skal have sat fod på juletræet eller syet en kompliceret flænge i sønnikes bukser.

381861_1172EditHvorfor fortæller jeg nu det? Fordi jeg de seneste par uger er løbet på en del snak om curlingbørn, og fordi jeg har på fornemmelsen, at vores generelle opfattelse af curlingbørn ikke altid er helt i overensstemmelse med virkeligheden.

For eksempel kommer det ofte til at lyde, som om curlingbørn er et nyt fænomen. Det tror jeg ikke, at det er. Jeg er som sagt et curlingbarn, og med mine 46 år kan jeg dårligt karakteriseres hverken som ’ny’ eller som ‘den yngre generation’. Og blandt mine jævnaldrende er der altså ikke så få, som også er blevet transporteret rundt til diverse fritidsaktiviteter af sine forældre, er blevet forkælet af dem med knallert eller bil, har fået rigelige økonomiske håndsrækninger af far og langt op i livet er kørt hjem til mor med vasketøjet.

Så vidt jeg kan se, er den eneste forskel, at betegnelsen ’curlingbørn’ ikke var opfundet, da min far for 28 år siden betalte regningen for mit kørekort.

En anden ting, jeg ikke er helt sikker på, er den med, at curling bare handler om at servicere børnene og give dem, hvad de vil have. Jeg tror, at curling i ligeså mange tilfælde handler om kontrol. Om at når mor lægger tøj frem til sin 15-årige søn, så får hun på den måde også lov til at bestemme, hvad han skal have på. Og når far skaffer sin unge datter et job i et advokatfirma, så er han også sikker på, at hun går den karrierevej, han mener, er den rigtige for hende.

Derfor undrer det mig også, at de to psykologer i en af de artikler, der for nylig turnerede på Facebook, fremstiller curlingbørnene som små konger og kontorchefer, der vil bestemme det hele. Jeg tvivler på, at det er et fremtrædende karaktertræk hos curlingbørn. De er jo nærmere vant til, at mor og far tager alle beslutningerne for dem.

En anden kommentar til den artikel (link nedenfor) er, at selv om jeg måske lader min søn bestemme, hvilken bluse han skal have på om morgenen, så er det altså ikke sikkert, at jeg går op til kommoden og henter den til ham, hvis han vælger en anden end den, jeg allerede har taget med ned til ham. Og han må også godt bede om at få en pakke rosiner til dessert, men han skal selv gå ud i skabet og hente den. Der er med andre ord ikke ret meget curling over sønnikes ret til at bestemme selv.

Men han får chancen for at give sin mening til kende, og han oplever, at den bliver respekteret, når det er inden for mulighedernes og rimelighedens grænser. Det synes jeg er vigtigt. For i modsætning til den ene af psykologerne i artiklen, tror jeg ikke, at det vigtigste er, at et barn lærer at leve sig ind i andre mennesker og forstå dem. Jeg tror det vigtigste er, at barnet lærer sig selv og sine egne behov, evner og præferencer at kende og tør insisteret på, at de bliver taget alvorligt.

Det lærer de kun, hvis de i hvert fald i et vist omfang bliver taget med på råd og får lov til at bestemme selv. Hvilket jo – i min optik, i hvert fald – også er et argument for IKKE at opdrage sine børn som curlingbørn.

Link til den omtalte artikel: http://www.b.dk/nationalt/danske-boern-er-smaa-konger-og-kontorchefer

Post Navigation

<span>%d</span> bloggers like this: