Marchers meninger

Tanker om tilværelsen, som den ser ud fra et nordjysk fiskerhus

Archive for the tag “Børn”

21 feb 2014

Et søvneksperiment II – skal det droppes?

Jeg overvejer at droppe mit søvneksperiment. I ved, det med at min næsten seks-årige søn selv får lov til at bestemme, hvornår han vil i seng.

Det har nu kørt i fem uger, og det er gået både godt og skidt.

Det gode ved eksperimentet er, at sønnike ret ofte faktisk godt kan finde ud af at mærke, når han er træt nok til at gå i seng – og også inden viserne på uret når helt hen til absolut sidste chance for en tilpas lang nattesøvn. Et andet ubetinget positivt resultat er, at han – ud fra egne erfaringer – er godt i gang med at udvikle en bevidsthed om, hvorfor nattesøvn er vigtig, og hvad der sker, hvis man ikke får nok af den. Ja, ja, han er kun lige ved at fylde seks, men han er altså ikke så dum endda.

sleep16aEn sidste god ting ved eksperimentet – måske endda den bedste – er, at når sønnike selv får lov til at bestemme, hvornår det er sengetid, er han helt anderledes glad for at skulle i køjen. Han nyder simpelthen dynen og putter sig veltilpas ned under den med det samme – til forskel fra når jeg bestemmer hans sengetid, for da ligger han gerne og roterer i længere tid, synger en sang for sig selv eller kommer i tanke om, at han glemte at stille alle kanonerne op på Playmobil-piratskibet.

Når man – som jeg – selv har haft et særdeles dysfunktionelt forhold til det at gå til ro langt op i voksenlivet, er det næsten uvurderligt at se sit barn have det rart med at komme op og ligge i sin seng.

Men … Det mindre gode ved eksperimentet er de aftener, hvor det når at blive lige lovlig sent, før sønnike finder ud af, at han gerne vil i seng. Enten fordi han bliver optaget af en leg, fordi han glemmer tiden, eller fordi han bare ikke er specielt træt.

Problemet er ikke så meget, at han de nætter ikke får helt søvn nok. Det sker ikke hver dag, og selv om han måske kan have svært ved at komme op dagen efter, går der sjældent ret lang tid, før han alligevel er oppe i fulde omdrejninger.

Næh, problemet er mig, og at jeg har ualmindelig svært ved at tackle det, når drengen ikke er på vej i seng senest klokken halv ni. Jeg bliver simpelthen sur og irritabel, kommer til at snerre og bliver mere og mere PMS-agtig for hvert minut, der går.

Hvorfor? For det første fordi jeg slet ikke kan holde ud at tænke på, at han måske ikke kommer i ordentlig tid i seng. Jeg føler, at jeg svigter som forælder ved ikke at sikre mig, at han får søvn nok, og jeg kan blive helt desperat ved tanken om den lille trætte dreng, jeg skal hive ud af sengen næste morgen. Den dårlige forældresamvittighed er aldrig langt væk, og den slår hårdt til hos mig på hverdagsaftener omkring klokken halv ni.

Men det er kun den halve forklaring. Den anden halvdel handler om, at når klokken er ni, så vil jeg ikke være mor mere for den dag. Jeg gider ikke at snakke mere om borge og pirater og smølfer. Jeg orker ikke at stå til rådighed for bukseknapper, der driller, eller klodser, som er faldet af Lego-flyveren. Og jeg vil ud på badeværelset og børste tænder på knægten eller smøre creme på børneeksemen.

På den tid af aftenen vil jeg have fri – og ro til at nyde den ganske korte tid i et døgn, som jeg har til mig selv. Jeg vil have lov til at smække benene op i sofaen og læse en bog eller spille et computerspil – uden at der lyder et “moar?” hvert andet øjeblik.

Det er bare ikke muligt, så længe sønnike stadig er oppe. Jeg har prøvet at sige, at nu vil jeg gerne sidde stille for mig selv, men så bliver han ked af det og spørger, hvorfor jeg ikke vil snakke med ham.

Så det er pt. udfordringerne ved eksperimentet. Jeg har endnu ikke fundet en måde at tackle dem på, og jeg synes faktisk, at det er så problematisk, at det måske er bedre, at jeg dropper eksperimentet helt og går tilbage til den faste sengetid. For det er i hvert fald ikke befordrende for sønnikes senge- og sovevaner, hvis det udvikler sig til, at han alligevel ikke tør blive oppe, til han er træt, fordi mor bliver sur og irritabel klokken halv ni.

Det vil bare være så ærgerligt, hvis eksperimentet falder på, at jeg ikke kan finde ud af at håndtere det. Og jeg vil nødigt have, at det går sådan. Så hvis nogle har råd eller forslag til, hvad jeg kan gøre, hører jeg dem meget gerne. På forhånd tak for hjælpen. 🙂

Posted in Oplevet and tagged , , | Skriv en kommentar
14 feb 2014

Inklusions-bashing nej tak!

Nej, nej, nej! Inklusion har altså ikke noget med spareøvelser at gøre. Men begrebet er de seneste par år blevet kapret og holdt som gidsel af kommunalpolitikere, skolechefer, institutionsledere, interesseorganisationer og andre beslutningstagere, som bruger det til at råbe på flere penge – og bortforklare egne fejldispositioner.

Inklusion01aJa, jeg ved godt, at det giver problemer på mange skoler og børnehaver, at regeringen i 2012 vedtog, at flere børn med særlige behov skal inkluderes i almindelige klasser og institutioner. Og ja, jeg ved godt, at der bliver sparet nogle penge på at nedlægge specialtilbud, som der måske stadig er brug for.

Men inklusion er MEGET større end offentlige budgetter, og det gør mig så arg at opleve, at det fantastiske og vidt favnende begreb bliver devalueret og gjort til noget negativt. Og det gør det, hver eneste gang en eller anden bruger ordet ’spareøvelse’ i forbindelse med noget, der handler om inklusion.

I sidste weekend var det skoleledernes formand, Anders Balle, som – sådan en passant – fik kædet de to ting sammen i en artikel i Politiken om, at ikke alle skoleledere oplever, at der følger penge med til de børn, som skolerne nu skal inkludere i almindelige klasser:

”Men det var jo også et spareprojekt fra starten af, selv om regeringen og Kommunernes Landsforening siger, at det ikke var tilfældet”, sagde Anders Balle.

Man må gå ud fra, at skoleledernes formand godt ved, hvad begrebet inklusion dækker over. Men ellers, Anders Balle, er her en forklaring.

Inklusion handler om, at alle har ret til at være med i fællesskabet. Det er ikke kun fællesskabet i skoleklasser og daginstitutioner. Det er fællesskabet på alle niveauer og i bredeste forstand. Det er helt fra retten til at være med i fællesskabet omkring bridgebordet til retten til at være med og være en anerkendt del af vores samfund.

Inklusion handler om at nedbryde fordomme og om at give plads til de lidt sære og halvskæve eksistenser – dem vi nogle gange kalder ’de utilpassede – og det gør man ved at flytte grænserne for, hvad der anses for at være normalt og accepteret.

Forestil dig, Anders Balle, en cirkel. Den cirkel er tegnet uden om det, der anses for at være normalt og accepteret. Inde i cirklen er der en masse mennesker, som er med i fællesskabet, og som derfor har det godt. Men der står også en masse mennesker uden om cirklen, og de har det mindre godt, for de er ikke med i fællesskabet – alene fordi de ikke passer ind i normerne for, hvad der er normalt. (Og her vil jeg lige tilføje, at man ikke behøver at afvige ret meget for ikke at passe ind, og at folk som Isaac Newton, Jim Morrison, Salvador Dali og nyligt afdøde Phillip Seymour Hoffman med stor sandsynlighed ville stå uden for cirklen).

Inklusion går ud på at udvide cirklen, så den kan rumme mange flere af dem, der står udenfor – frem for at forsøge at ændre menneskerne udenfor, så de kan passe ind i cirklen. Og det er smart, for man kan alligevel ikke – med held – lave mennesker om til noget, de ikke er.

Inklusion berører med andre ord os alle. Det er os alle sammen, som skal lave et mentalt gearskifte for, at vi gøre cirklen i vores samfund større, så den kan rumme flere af vores medmennesker. Det er et enormt projekt, men at starte med børnene i institutioner og skoler må være det rigtige udgangspunkt.

Og helt ærligt, Anders Balle. Når hvert syvende danske skolebarn i 2010 – 84.000 ud af 587.000 børn – fik specialundervisning, så har I som skoler ikke været gode nok til at gøre cirklen tilpas stor. Og det kan ikke være fordi, I ikke har hørt om inklusion, før undervisningsministeren begyndte at tale om det for et par år siden, for børns ret til at blive inkluderet blev allerede slået fast i Salamanca-erklæringen i 1994.

Så helt ærligt, i stedet for at holde et positivt og nødvendigt begreb som inklusion op som forklaring på mange af folkeskolens nuværende fortrædeligheder, skulle du og dine kolleger hellere bruge kræfterne på at gøre det, som I skulle have gjort for flere år siden: Inkludere mange flere børn i folkeskolens fællesskab.

Ja, nogle børn er for hårdt ramt til at blive inkluderet. Men så koncentrer jer om at tale om dem, og find ud af, hvor grænsen skal gå. Det eneste, I gør med jeres evindelige snak om spareøvelser, er at devaluere og ødelægge et begreb, som vi alle sammen – både børn og voksne – kan nyde godt af.

—————————————

PS Nu skal det jo ikke se ud, som om Anders Balle er den eneste, der har taget inklusionsbegrebet som gidsel. I en artikel om stressede lærere i hovedstaden i Politiken dagen efter sagde formanden for Københavns Lærerforening, Jan Trojaborg:

“Og så var vi fået nogle børn ind i folkeskolen i inklusionens hellige navn“.

Og hovedstadens børne- og ungeborgmester, Pia Allerslev (V) sagde samme sted:

“Det er meget vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke nødvendigvis mener, at den her inklusion er af det gode”.

Inklusions-bashing much?

(Kursivering i citaterne af mig).

Posted in Læst and tagged , , | Skriv en kommentar
07 feb 2014

Vær social – spil computerspil

“Bruger mine aftener på at se ‘Månebase Alpha’, læse ‘Prelude to Dune’-trilogien og spille The Sims 2. Mand, eskapisme virker!”. Sådan skrev jeg i en af mine første statusopdateringer på Facebook – som jeg selvfølgelig har været inde og rode i på grund af det sociale medies 10-års fødselsdag i denne uge.

Tombraider 03a

Lara Croft fra Tomb Raider kan også være social. Screen dump: Jay Rhino

“Har du fået en kønsskifteoperation?”, lød kommentaren fra en af mine FB-venner, der ikke så science fiction og computerspil som specielt feminine aktiviteter. Hvorefter jeg måtte forklare, at jeg har været sci fi-fan, siden FØR jeg som 10-årig så min yndlings-yndlings-yndligsfilm, Star Wars fra 1977.

Da jeg læste den gamle FB-udveksling kom jeg først til at tænke på, hvor mange kønsrelaterede fordomme der er om netop science fiction og computerspil. Men straks derefter slog det mig, hvor mange fordomme der generelt er om computerspil – f.eks. at det er en asocial, hjernedød beskæftigelse med en masse vold i.

Og mens det nok er rigtigt, at kvinder er i undertal blandt sci fi- og computerspilsnørder, er fordommene om computerspil efter min mening skudt en hel del mere ved siden af.

Måske skal jeg lige gøre klart, at når jeg siger computerspil, så mener jeg ikke syvkabalen på Windows eller Facebooks Candy Crush Saga. De er sikkert meget underholdende, men det er ikke ret meget andet end simpelt tidsfordriv. Nej, jeg mener rigtige computerspil som Civilization, World of Warcraft, Tomb Raider, The Sims og så videre. Dem man skal have et rigtigt grafikkort i sin computer for at kunne spille.

Jeg vil vove påstanden, at det på ingen måde er hjernedødt at spille den slags spil. Tværtimod. Man skal faktisk både kunne koncentrere sig, håndtere at have flere bolde i luften på en gang og kunne analysere komplicerede situationer for at komme ret meget længere end til startskærmen. Og det er i hvert fald en betydelig mere krævende og udviklende aktivitet end at sidde foran fjernsynet og se ’Paradise Hotel’ eller ’Mad Men’.

Det kan også være særdeles socialt at spille computerspil. Min bror og jeg havde i flere år en tradition, hvor vi hvert år i juleferien satte os ved mine forældres computer og spillede et eller andet spil sammen – gerne det nyeste kapitel i Myst eller Civilization-serierne. Det var rigtig hyggeligt, og vi kunne ind imellem have lange diskussioner f.eks. om, hvad den bedste strategi var til at få inddæmmet en rivaliserende civilisation.

Tænk også på børnehavebørn, som sidder på nakken af hinanden for at se, hvad der foregår på en enkelt Nintendo. Det er meget socialt og giver i øvrigt også social læring. For hvordan håndterer man lige, at man kun kan se på og ikke bestemme, om SuperMario skal hoppe til højre eller venstre? Eller – hvis man er den, der bestemmer – hvordan håndterer man alle de forslag og råd, man får fra alle de omkringsiddende?

Jeg er faktisk også begyndt at lære min næsten seksårige sønnike at spille computerspil på den gode måde. For nylig installerede jeg et computerspil, der hedder Port Royale 3, og som går ud på at sejle rundt i Caribien i 1500 og handle med sukker, rom og andre varer, opbygge kolonier og engang imellem tæve en pirat. Det spiller vi sammen, mig og sønnike. Godt nok er det mig, der styrer musen det meste af tiden, men vi er fælles om at beslutte om vi skal angribe Sortskægs base eller bygge en sukkerplantage i Nassau.

Det giver os nogle rigtig gode stunder, hvor vi snakker, griner, jubler og ærgres sammen. Og så har det den fordel, at vi begge synes, det er underholdende i længere tid – hvorimod jeg ret hurtigt bliver træt af at lege med smølfer.

Oven i hatten har sønnike lært sig en lang række stednavne i Caribien og kan finde Havana, Florida Keys, Guadeloupe og flere andre lokaliteter på sin globus.

Så jeg kan kun anbefale andre forældre at spille computerspil med deres børn. Især hvis man finder et, som er sjovt for både begge generationer. Og hvis nogle har brug for et tip til, hvordan man etablerer en indbringende handelsrute i det centrale Caribien i 1562, så bare sig til. For så har sønnike og jeg svaret.

Posted in Oplevet and tagged , , | Skriv en kommentar
31 jan 2014

Hvorfor skal børn kede sig?

Jeg forstår ikke rigtig, hvorfor nogle mener, at det er så fantastisk og så nødvendigt at kede sig. Eller tror, at moderne danske børn aldrig har et roligt øjeblik, og at deres forældre straks stikker en iPad i hånden på dem, så snart der opstår en lille pause.

bored06AMen det er åbenbart to ret almindelige antagelser. De seneste fjorten dage er jeg stødt på to forskellige debatindlæg, hvor skribenterne har begrædt, at den yngre generation aldrig får lov til at kede sig, og ment, at det er nærmest skadeligt for de stakkels unger. Og rigtig mange kommentarer og bemærkninger har bakket de to indlæg op.

Jeg er slet ikke med i heppekoret. Blandt andet fordi mange af dem, som hylder kedsomheden, påpeger, at man bliver kreativ af at kede sig.

Aha. Jeg vil ikke afvise, at det hænger sådan sammen for nogle, men selv har jeg aldrig oplevet, at ideerne sprutter ud af hovedet på mig, når jeg sidder og glor ud i luften og ikke ved, hvad jeg skal foretage mig. Jeg bliver derimod kreativ og får ideer, når jeg allerede er i gang med et eller andet. Laver mad, luger ukrudt, gør rent eller lignende.

Gerne noget med fysisk bevægelse, altså – hvilket stemmer meget godt overens med et billede, som en af mine Facebook-venner postede for et stykke tid siden,  og som viste, at aktiviteten i hjernen hos f.eks. niårige børn øges, når de bevæger sig.

Jo, jo, jo, jeg har hørt om eksempler, hvor børn har kedet sig og efter et stykke tid har fundet på en eller anden fantastisk leg. Det er selvfølgelig også kreativitet og kan som sådan ses som et argument for, at det er godt at kede sig. Men hvad så med alle de gange, hvor kedsomheden ikke udvikler sig til spor andet end tidsfordriv? Er det ikke et argument for det modsatte.

Her tror jeg i øvrigt også, at nogle forveksler kedsomhed med eftertænksomhed. Kedsomhed og eftertænksomhed er to vidt forskellige ting.

Jeg keder mig f.eks. aldrig, når jeg kører i tog, og det er ikke kun, fordi jeg altid tager den bærbare med. Det er også, fordi når jeg sidder der og stirrer på de jyske kornmarker, som farer forbi uden for vinduet, så tænker jeg tanker, fordøjer indtryk og får indsigter. Det er en dejlig og sund beskæftigelse. Men det er hverken kreativitet eller kedsomhed.

Jeg er helt med på, at børn skal have tid og rum til at mærke sig selv og tænke sine egne tanker. Nogle børn har brug for mere tid og rum til eftertanke end andre. Og nogle børn skaber den tid og det rum af sig selv, mens andre har brug for at lære det. Og det er selvfølgelig os, deres forældre, som skal lære dem det.

Hverdagen er et travlt sted for både børn og voksne, men det er ikke ensbetydende med, at der ikke er plads til ro og eftertænksomhed. Jeg tror faktisk, at der i de fleste børns liv er pauser og tid til at mærke hjertet slå.

Det kan være, når man kører, cykler, går eller tager bussen til institution eller i skole. Det kan være om morgenen, når hele familien sidder søvnige og stille ved morgenbordet. Det kan være, når man sidder i bilen og venter på, at mor løber ind i Netto og henter to  liter mælk. Det kan være, når man er blevet bedt om at tømme opvaskemaskinen eller slå græsset. Det kan være, når man falder i staver over en mariehøne på legepladsen eller bare lægger sig på ryggen på havetrampolinen og glor op i skyerne. Eller det kan være, når man går en tur i skoven med sine forældre.

Det er helt igennem muligt, at børn i dag har færre af den slags pauser, end deres forældre havde for 20, 30 eller 40 år siden – simpelthen fordi familierne generelt har fået mere travlt, og fordi børnene ikke længere bare bliver sat på sidelinjen, når forældrene skal et eller andet.

Så på en måde kan man godt sige, at de ikke får lov til at kede sig så meget. Jeg kan bare ikke rigtig se, at det er det helt store problem. For jeg tror altså ikke, at der kommer ret meget godt ud af ægte kedsomhed.

PS Og den med at forældrene stikker børnene en iPad, for at ungerne ikke skal kede sig, tror jeg er skudt fuldstændig ved siden af. Men mere om det en anden gang.

Link til debatindlæg nr. 1: Hvorfor er det farligt at kede sig? (Politiken 21. januar 2014)

Link til debatindlæg nr. 2: Børn har godt af at kede sig noget mere (Information 4. april 2013)

Link til billede af hjerneaktivitet: 4 ways to use exercise to boost brain power (boston.com august 2013)

Posted in Læst and tagged , , | Skriv en kommentar
29 jan 2014

IPads skader ikke børns sociale færdigheder

ipad03Politiken bragte i går (28. januar) dette debatindlæg, jeg har skrevet om brugen af iPads og børns sociale færdigheder:

IPads skader ikke børns sociale evner

Jeg skrev det efter at have læst dette debatindlæg, som avisen trykte 21. januar:

Børn skal have lov til at kede sig

Hvem synes I har ret?

(Og forvent i øvrigt flere indlæg her på bloggen om iPads, nærværende forældre og det at kede sig i den kommende tid)

Posted in Læst and tagged , , , | Skriv en kommentar
24 jan 2014

Et søvneksperiment

Jeg eksperimenterer for tiden med min søns sovevaner og søvnbehov. Temmelig radikalt endda. Den seneste uge har min næsten seksårige søn nemlig fået lov til helt selv at bestemme, hvornår han vil gå i seng.

sleep11Det er noget, jeg gerne har villet prøve, siden jeg første gang læste familieterapeut Jesper Juuls bog ‘Dit kompetente barn’ for fire-fem år siden. Jesper Juul skriver, at små børn også selv kan mærke, hvornår de er trætte og har behov for at sove, og at det kan være en god ide tidligt at lære barnet at tage ansvar for sit eget søvnbehov.

Det lyder faktisk meget rigtigt i mine ører. Børn kan jo selv mærke, når de er sultne, tørstige og skal tisse, så hvorfor ikke træthed også. Jeg har bare aldrig helt haft modet til at kaste mig ud i det med sengetid.

Men her før jul skete det to ting, som fik mig til at tænke, at det nok var på tide at gøre forsøget.

For det første havde jeg gennem et stykke tid lagt mærke til, at sønnike ofte lå og rumsterede og rodede rundt oppe i sengen et godt stykke tid efter, at han var blevet lagt i seng. Og han havde også flere gange sagt, at “det er kedeligt at sove”, så der var ligesom en omkalfatring af sengetiden på vej alligevel.

For det andet faldt jeg over en artikel fra tv2.dk i september, hvor både en søvnforsker og en sundhedsplejerske fortæller, at børn bliver frustrerede og utrygge af at ligge og vende og dreje sig i sengen, og at det kan give dem kroniske søvnproblemer. Bang, den ramte! Jeg selv havde hele min barndom svært ved at falde i søvn, når jeg blev lagt i seng, og det er først for godt halvandet år siden, at jeg har fået et sund og afslappet forhold til det at gå til køjs.

Så jeg besluttede mig for at give sønnike en chance for selv at lære at mærke, hvornår han er træt og har brug for at komme i seng. Første gang sidste fredag, og det er siden gået både godt og skidt. I kort form sådan her:

Fredag: Sønnike gik i seng kl. 23.10. Sov til kl. 9 næste morgen og var frisk

Lørdag: Sønnike gik i seng kl. 23.15. Sov til kl. 9 næste morgen og var forholdsvis frisk

Søndag: Sønnike gik i seng kl. 23.30 (jeg var faktisk selv gået i seng på det tidspunkt). Det var overhovedet ikke spor sjovt for nogen af os, da han skulle op kl. 7 næste morgen.

Mandag: Sønnike gik i seng kl. 21.20. Sagde selv, at han var lidt for træt næste morgen.

Tirsdag: Sov hos mormor, så der kom han nok i seng til fast tid lidt efter kl. 20.

Onsdag: Sønnike gik i seng kl. 20.25. Havde lidt svært ved at vågne, men var hurtigt frisk og i godt humør, da han kom ud af sengen.

Torsdag: Sønnike gik i seng kl. 21.10, da han selv kom og sagde, at nu var han altså træt og ville gerne i seng. Han fraskrev sig godnathistorien med ordene: “Nej, mor. Det er jeg for træt til”.

Så mens eksperimentet måske ikke har været en ubetinget succes hele vejen igennem, synes jeg egentlig, at det virker lovende. Drengen er i hvert fald ved at få en fornemmelse for, hvorfor man skal sove, og at det ikke er en sur pligt at gå i seng. Det er positivt, synes jeg.

Men selvfølgelig skal vi begge lige vænne os til, at den faste sengetid er ophævet, og at det ikke længere er mor, som bestemmer. Og det er nok i virkeligheden sværest for mig. En ting er, at jeg lige pludselig ikke er garanteret at have mine aftener for mig selv. Noget andet er, at det er nærmest angstprovokerende at skulle lægge ansvaret for drengens sengetid fra mig. De første tre dage var jeg allerede nervøs for, hvordan det skulle gå, da klokken var ti minutter over normal sengetid. Og da timetallet på digitaluret søndag aften nåede op over 23, var jeg fuldstændig ødelagt på min søns vegne.

Sønnike, derimod, tager sin nye frihed og sit nye ansvar for eget velbefindende med knusende ro. Som han sagde til mig i aftes, da jeg spurgte, hvornår han havde planer om at gå i seng: “Tag det roligt, mor. Jeg skal nok finde ud af det”.

Link til artiklen på tv2.dk:

http://go.tv2.dk/sexogsamliv/2013-09-05-s%C3%A5-galt-kan-det-g%C3%A5-hvis-du-putter-dit-barn-tidligt

Posted in Oplevet and tagged , , | Skriv en kommentar
17 jan 2014

Vredeshåndtering II – om at lære sine børn at være vrede

For et stykke tid siden skrev jeg et blogindlæg om vrede og vredeshåndtering – især i forhold til børn. Det satte gang i en vældig debat på Facebook. Blandt andet fordi jeg skrev, at i stedet for at fortælle vores børn, at de skal tælle til ti, før de giver udtryk for deres vrede, skulle vi hellere lære dem, at det er helt ok at være rødglødende arrig. I min optik handler vredeshåndtering nemlig mere om at lære, hvordan man bedst tackler ANDRE folks vrede, end om hvordan man håndterer sin egen.

Det mener jeg stadig. Men jeg ved også godt, at det med at give sine egne børn et afslappet forhold til vrede er meget lettere sagt end gjort. Og her i den forgangne uge blev jeg et par gange mindet om, hvorfor det er så svært.

Anger3To gange stod jeg nemlig med en dreng (på næsten seks), der blev rigtig vred. Den ene gang på mig, fordi jeg insisterede på, at han skulle tage sin hue på, inden vi gik ud. Den anden gang på lynlåsen i en trøje, som han ikke kunne få lynet.

Når min søn bliver vred, reagerer han som regel ved at brøle en mellemting mellem ”ååårrhhhh!” og ”aaarrghhh!” og stampe i gulvet. Nogle gange giver han sig til at græde af bar arrigskab, og hvis det er mig, han er blevet sur på, fortæller han mig gerne, at ”nu elsker jeg dig altså ikke mere, mor”.

Der er altså ikke noget decideret destruktivt eller voldeligt i hans reaktion. Alligevel mærkede jeg begge gangene, at jeg ikke brød mig om, at han hidsede sig op, og jeg var lige på nippet til at sige noget i retning af ’gider du lige at slappe af’ til ham.

Godt jeg ikke gjorde det. For det ville da kun have lært ham, at det var forkert af ham at blive vred og at reagere på noget, der gik ham på.

Desværre tror jeg, at det er præcis sådan, mange af vi forældre reagerer, når vores børn bliver vrede. Især når det er os, de bliver vrede på, og det er det jo i sagens natur gerne.

Det gør vi selvfølgelig, fordi sådan har vores forældre reageret over for os, og fordi vi på den måde har fået et anstrengt forhold til vrede. Men vi gør det også, fordi vi føler os ramt. Når min søn bliver vred på mig, fordi jeg vil have, at han tager sin hue på, så antyder han jo på sin vis også, at det, jeg beder ham om, er forkert. Og når han hidser sig op over lynlåsen i sin trøje, ligger der jo også en implicit kritik af, at jeg har givet ham sådan en dum trøje at tage på.

Med andre ord: Som forældre tager vi vores børns vrede meget personligt og mærker den inderst inde som en kritik af os selv og vores beslutninger. Det kan være rigtig svært at rumme, og derfor bliver vores reaktion ofte et defensivt ’vil du lige hidse dig ned’ eller ’du skal ikke råbe ad mig’.

Og så er vi tilbage ved, at vredeshåndtering handler mere om, hvordan man tackler andres vrede, end hvad man gør med sin egen. Hvis jeg skal lære min søn at have et naturligt og afslappet forhold til sin egen vrede, er jeg først nødt til at lære selv at acceptere hans vrede – også selv om den ofte er rettet mod mig.

Det er hundesvært, kan jeg hilse og sige. Jeg forsøger, og jeg gør mig umage, men det lykkes alligevel ikke altid. Og det kan jeg faktisk godt nogle gange gå hen og blive an anelse vred over.

Læs det første blogindlæg ’Vred over vredeshåndtering’ her:

https://marchersmeninger.com/2013/11/01/vred-over-vredeshandtering/

Posted in Oplevet and tagged , , , | Skriv en kommentar
10 jan 2014
2 Comments

Juleferien er slut. Anne Bonny har forladt køkkenet

Ih, hvor har jeg hele den forgangne uge glædet mig over, at juleferien er slut. Ikke fordi jeg elsker vækkeurets kimen på vintermørke morgener eller har noget imod at daske rundt i nattøj hele formiddagen. Men fordi så slap jeg endelig for at være mor hele dagen, fra jeg vågnede, til poden gik omkuld et stykke ud på aftenen.

Rolig nu! Jeg elsker min søn og synes, at han er både behagelig, begavet og underholdende at være sammen med. Men for mig der er altså grænser for, hvor længe det bliver ved med at være interessant at bygge Lego-flyvemaskiner, slås med Playmobil-pirater og diskutere hvor mange rum smølferne mon har i deres borg.

Det er der selvfølgelig ikke, når man er en dreng på næsten seks år, og sønnike kunne sikkert godt have fortsat juleferierutinerne helt til påske. Det kunne jeg ikke bare ikke, og de sidste dage af vores to uger lange ferie kunne jeg mærke trætheden ved og irritationen over de barnlige glæder hobe sig op i min indre trykkoger.

Så da piraterne sidste fredag aften angreb for 37. gang ude i køkkenet, mens jeg var ved at lave mad, gik der altså Anne Bonny i den:

“Pas på, mor! Piraterne kommer og angriber køkkenet. Du må væk”.

piratanne“Ej, jeg har altså ikke lyst til, at de angriber lige nu”.

“Men de er ved at angribe. Skynd dig væk”.

“Jamen, jeg vil altså ikke have alle de piratskibe herude, mens jeg laver mad. Kan de ikke angribe inde i stuen i stedet for?”.

“Åh nej, nu angriber de dig. Pas på! Du må flygte”.

“UD AF MIT KØKKEN, ELLER JEG KØLHALER JER ALLE SAMMEN!!!”.

Svisj, sagde det, så var piraterne fortrukket til mere venligtsindede farvande inde i stuen.

Halvandet minut senere lød det så derindefra:

“Mor, hvad betyder kølhale?”.

Jeg reddede den ved at sige, at det ville jeg forklare ham senere.

Og så kom jeg til at tænke på debatten om, hvorvidt små børn har bedst af at gå i dagpleje og institutioner, eller om det var bedre for dem at blive hjemme hos deres mor. Den diskussion er jo eviggyldig og stopper aldrig. Lige nu cirkulerer der f.eks. blandt mine Facebook-venner et link til en artikel fra, hvori en – mandlig – psykolog argumenterer for, at kvinder skal blive hjemme og passe deres børn de to første år af deres liv, fordi det påfører børnene alskens grimme psykiske skader at være væk fra deres mor.

Altså, jeg kan med stor sikkerhed sige, at det ville påføre min søn en masse grimme psykiske skader, hvis han skulle være hjemme hos sin mor hele tiden. For der ville – tydeligt illustreret af eksemplet ovenfor – knap gå to uger, før jeg ville være så indædt irritabel over at skulle være mor hele tiden, at jeg ville begynde at bide af ham. For ikke at tale om den atmosfære det ville skabe i det lille hus, hvis jeg konstant gik rundt og var sur og pirrelig, fordi mit behov for at være voksen på en anden måde end som forælder aldrig blev opfyldt.

Derfor kører jeg hver morgen sønnike i børnehave med god samvittighed og visheden om, at det er det bedste for os begge to. For hvis mor trives, er der chance for, at barnet også gør det. Men hvis mor IKKE trives, gør barnet det med sikkerhed heller ikke.

Og så er den ikke længere for mig. Uanset hvad alverdens psykologer og seminarielærere og professorer kan diske op med af undersøgelser og hypoteser og holdninger. Det må være individuelt fra familie til familie, om det er bedst for børnene at komme i institution eller at blive hjemme hos mor – eller far, vel at mærke. Og her i huset er det i hvert fald bedst, at sønnike kommer i børnehave, så mor kan komme på arbejde.

Hvis nogen tvivler på det, har jeg et tilbud. De kan få lov til at komme og prøve at være Playmobil-pirat her i huset næste gang, det bliver juleferie. Hen mod slutningen af ferieperioden altså. Der, hvor Anne Bonny står i køkkenet. Arrrr!

Posted in Oplevet and tagged ,
17 dec 2013

Ulykkelige mødre

En 35-årig mor har i dag kvalt sin 4-årige søn her i Aalborg. Vi ved ikke noget om årsagen, for der er nedlagt referatforbud i sagen, og kvinden er indlagt på hospitalet, fordi hun har taget en del piller. Men man skal ikke være Sherlock Holmes for at vide, at en kvinde skal være meget syg eller ekstremt desperat for at ty til så ulykkelig en handling.

Man skal være YDERST varsom med gætterier og spekulationer i sådan en sag, men jeg kan ikke lade være med at tænke på den første gang, jeg var ude at holde foredrag om min oplevelse med at være ramt af en fødselsdepression. Dagen efter blev jeg ringet op af en fortvivlet kvinde – som i øvrigt var jordemoder af profession – og som havde brug for et godt råd. Hendes svigerinde var få dage forinden brudt fuldstændig sammen og havde fortalt sin familie, at hun havde haft det absolut rædselsfuldt i samtlige fire år, siden hendes barn blev født, og at hun nu bare ikke kunne klare det længere. Ingen – hverken hendes mand, hendes familie eller hendes veninder – havde anet noget som helst om, hvad hun gennemgik. De troede, at hun var en både veltilpas og velfungerende mor. Indtil korthuset til alles forundring altså ramlede.

Jeg understreger, at jeg har INGEN som helst begrundelse for at tro, at den 35-årige mor fra Aalborg har lidt af en uopdaget og/eller ubehandlet fødselsdepression. Men jeg vil gerne påpege, at der altså er betydeligt flere ulykkelige mødre derude, end vi ellers går rundt og tror.

Læs her, hvad Nordjyske og TV2/Nord skriver om sagen i aften:

Posted in Hørt, Læst and tagged , , | Skriv en kommentar
06 dec 2013

Jantelov dræber begavelserne

Uha, det går skidt for de danske skoleelever. Tidligere i denne uge blev den nyeste Pisa-undersøgelse offentliggjort, og den viste bl.a., at der er betydeligt færre dygtige børn i Danmark end gennemsnitligt i alle de lande, som deltager i undersøgelsen. I Danmark klarer ti procent af eleverne sig f.eks. særlig godt i matematik, mens gennemsnittet i undersøgelsen er 13 procent. I Shanghai brillerer hele 55 procent i tal og ligninger.

BegavetDe dårlige resultater – der er oven i købet også blevet færre af de rigtig dygtige elever – fik en masse skolefolk på banen med forslag til, hvad der skal gøres. Undervisningsminister Christine Antorini har tidligere sagt, at skolerne ikke er gode nok til at udfordre de fagligt stærke børn. Det gentog hun i denne uge og påpegede, at kuren hedder helhedsskole og mere holdopdeling. Hun fik opbakning af flere eksperter.

Jeg tror ikke på, at de fagligt stærke danske børn får bedre vilkår i skolen, før nogen kommer med en lovændring, der kan afskaffe janteloven. Her i landet er det nemlig kun acceptabelt at være dygtig indtil en vis grænse. Og det gælder også i klasselokalerne.

Sådan har det været i mange år. Jeg husker tydeligt, hvor irriteret min dansklærer blev på mig, da jeg i 2. klasse kom med ’Læs & forstå’-hæfte nummer seks og skulle have rettet mine krydser, mens resten af klassen kun var nået til hæfte tre. Og det var bestemt heller ikke populært at sige, at jeg skrupkedede mig, når klassekammeraterne stavede sig igennem side otte i ’Søren og Mette’-bogen, som jeg for længst havde læst til ende.

Sådan lærte jeg – tidligt, men grundigt – at det var bedre at lægge en dæmper på mine faglige præstationer og ikke gøre for meget opmærksom på, hvad jeg egentlig kunne.

Det er selvfølgelig 35 år siden. Men man behøver bare at læse lidt af, hvad psykologen Ole Kyed skriver, tale med et par forældre til særligt begavede børn og tage en tur rundt i de netfora, hvor de mødes, for at få et klart billede af, at sådan er det i høj grad stadig.

Forældre, der får at vide, at når sønnen er så afsindig god til multiplikationstabellen, må det være, fordi de har pacet ham derhjemme. Andre, der finder ud af, at datteren bare er har fået besked på at skrive det samme ord 25 gange mere, når hun allerede havde skrevet det de ti gange, klassen var blevet bedt om. Eller at hun decideret har fået en påtale for at lave de næste mange ugers opgaver i regnehæftet. Og så videre.

Min pointe er, at reformer og lovændringer slet ikke er nok til at give de dygtige danske skolebørn bedre betingelser. Der skal en gevaldig holdningsændring til, og den skal helt ud i de fjerneste kroge af vores uddannelsessystem. Det skal være sejt, cool og skidegodt at være en særligt begavet dreng eller pige – ikke noget man går lidt stille med dørene med – og så må lærerne tage sig sammen og finde noget intelligent at udfordre de fagligt stærke børn med.

Men det kan godt blive svært at skabe sådan en holdningsændring. Mange af de begavede børn er faktisk potentielt klogere end deres lærere, og det kan nok være en svær mental kamel at sluge for nogle. Og resten af vores samfund hjælper jo heller ikke ligefrem til. Tænk på hvor udansk – og i endnu højere grad ujysk – det er at sige højt, at man har en intelligenskvotient i den høje ende.

Det er ren jantelov, og den skader vores skolebørn. Ikke kun de fagligt stærke, men dem alle sammen. For man ved, at jo dygtigere de dygtige elever er, jo mere trækker de hele klassen op – inklusiv de fagligt svage.

Så lad os for pokker få afskaffet janteloven – i det mindste i klasselokalerne.

Hvem vil være med til det, og hvordan gør vi?

Posted in Hørt, Læst and tagged , , | Skriv en kommentar

Post Navigation

← Older Entries
Newer Entries →
%d bloggers like this: