Marchers meninger

Tanker om tilværelsen, som den ser ud fra et nordjysk fiskerhus

10 jan 2014
2 Comments

Juleferien er slut. Anne Bonny har forladt køkkenet

Ih, hvor har jeg hele den forgangne uge glædet mig over, at juleferien er slut. Ikke fordi jeg elsker vækkeurets kimen på vintermørke morgener eller har noget imod at daske rundt i nattøj hele formiddagen. Men fordi så slap jeg endelig for at være mor hele dagen, fra jeg vågnede, til poden gik omkuld et stykke ud på aftenen.

Rolig nu! Jeg elsker min søn og synes, at han er både behagelig, begavet og underholdende at være sammen med. Men for mig der er altså grænser for, hvor længe det bliver ved med at være interessant at bygge Lego-flyvemaskiner, slås med Playmobil-pirater og diskutere hvor mange rum smølferne mon har i deres borg.

Det er der selvfølgelig ikke, når man er en dreng på næsten seks år, og sønnike kunne sikkert godt have fortsat juleferierutinerne helt til påske. Det kunne jeg ikke bare ikke, og de sidste dage af vores to uger lange ferie kunne jeg mærke trætheden ved og irritationen over de barnlige glæder hobe sig op i min indre trykkoger.

Så da piraterne sidste fredag aften angreb for 37. gang ude i køkkenet, mens jeg var ved at lave mad, gik der altså Anne Bonny i den:

“Pas på, mor! Piraterne kommer og angriber køkkenet. Du må væk”.

piratanne“Ej, jeg har altså ikke lyst til, at de angriber lige nu”.

“Men de er ved at angribe. Skynd dig væk”.

“Jamen, jeg vil altså ikke have alle de piratskibe herude, mens jeg laver mad. Kan de ikke angribe inde i stuen i stedet for?”.

“Åh nej, nu angriber de dig. Pas på! Du må flygte”.

“UD AF MIT KØKKEN, ELLER JEG KØLHALER JER ALLE SAMMEN!!!”.

Svisj, sagde det, så var piraterne fortrukket til mere venligtsindede farvande inde i stuen.

Halvandet minut senere lød det så derindefra:

“Mor, hvad betyder kølhale?”.

Jeg reddede den ved at sige, at det ville jeg forklare ham senere.

Og så kom jeg til at tænke på debatten om, hvorvidt små børn har bedst af at gå i dagpleje og institutioner, eller om det var bedre for dem at blive hjemme hos deres mor. Den diskussion er jo eviggyldig og stopper aldrig. Lige nu cirkulerer der f.eks. blandt mine Facebook-venner et link til en artikel fra, hvori en – mandlig – psykolog argumenterer for, at kvinder skal blive hjemme og passe deres børn de to første år af deres liv, fordi det påfører børnene alskens grimme psykiske skader at være væk fra deres mor.

Altså, jeg kan med stor sikkerhed sige, at det ville påføre min søn en masse grimme psykiske skader, hvis han skulle være hjemme hos sin mor hele tiden. For der ville – tydeligt illustreret af eksemplet ovenfor – knap gå to uger, før jeg ville være så indædt irritabel over at skulle være mor hele tiden, at jeg ville begynde at bide af ham. For ikke at tale om den atmosfære det ville skabe i det lille hus, hvis jeg konstant gik rundt og var sur og pirrelig, fordi mit behov for at være voksen på en anden måde end som forælder aldrig blev opfyldt.

Derfor kører jeg hver morgen sønnike i børnehave med god samvittighed og visheden om, at det er det bedste for os begge to. For hvis mor trives, er der chance for, at barnet også gør det. Men hvis mor IKKE trives, gør barnet det med sikkerhed heller ikke.

Og så er den ikke længere for mig. Uanset hvad alverdens psykologer og seminarielærere og professorer kan diske op med af undersøgelser og hypoteser og holdninger. Det må være individuelt fra familie til familie, om det er bedst for børnene at komme i institution eller at blive hjemme hos mor – eller far, vel at mærke. Og her i huset er det i hvert fald bedst, at sønnike kommer i børnehave, så mor kan komme på arbejde.

Hvis nogen tvivler på det, har jeg et tilbud. De kan få lov til at komme og prøve at være Playmobil-pirat her i huset næste gang, det bliver juleferie. Hen mod slutningen af ferieperioden altså. Der, hvor Anne Bonny står i køkkenet. Arrrr!

Posted in Oplevet and tagged ,
21 dec 2013

Når julehjertet er gået i sort

Vidste I, at i disse glade, forventningsfulde og julepyntede dage er julehjerterne gået i sort for flere tusind danske mødre? Det er dem, som lider af en fødselsdepression eller anden efterfødselskrise, og som derfor kæmper med at få familielivet og moderskabet til at hænge sammen. Dem vil jeg gerne sende denne helt særlige julehilsen til. Del den endelig, så den når ud til så mange som muligt af de kvinder, som lige nu har brug for medfølelse og støtte.

BlackBaubleKære medsøster og –mor,

Du er ikke alene. Når julelysene i denne måned glimter i øjnene på både børn og voksne, er vi rigtig mange, som forstår, hvordan du har så uendelig svært ved at mærke den glade julestemning, og som ved, hvor ondt det gør på dig. Vi har alle sammen været i den samme ulykkelige situation, som du er i nu, og selv om mange af os måske ikke taler højt om det, kan du være sikker på, at vi alle har både forståelse og medfølelse med dig.

Så hold ud. Det KAN lade sig gøre at komme ud på den anden side igen, og for langt de fleste sker det også før eller siden. Du skal også nok klare det, selv om vejen ud i lyset og lykken kan synes hård og lang. Du fortjener at få det godt igen – uanset hvor mange ting, du måske bebrejder dig selv lige nu.

Når julefreden om få dage sænker sig over stuerne, vil jeg bede dig om at give dig selv en gave. Du skal finde en lillebitte ting, som du her i løbet af december har gjort, og som har gjort dig glad – eller måske bare mindre ked af det. Et par minutters leg på gulvet med dit barn. Et hjemmelavet til-og-fra-kort til din kæreste. En hyggelig stund ved puslebordet. En bakke friske (og dyre!) jordbær til dit barns grød. Og så videre.

Du skal skrive et par stikord om tingen/situationen på et stykke papir, så du altid kan huske den. Og når livet bliver svært og smertefuldt, skal du tage sedlen frem og huske. På den måde minder du dig selv om, at du er en god mor og et værdsat menneske, der nok skal komme ovenpå igen.

Jeg sender dig alle mine allerbedste tanker og håber, at du og din familie trods alt får en god jul. Tænk på, at til næste år er det sandsynligvis dine glade øjne, at julelysene glimter så smukt i.

De kærligste hilsener
Anette

Posted in Oplevet and tagged , | Skriv en kommentar
17 dec 2013

Ulykkelige mødre

En 35-årig mor har i dag kvalt sin 4-årige søn her i Aalborg. Vi ved ikke noget om årsagen, for der er nedlagt referatforbud i sagen, og kvinden er indlagt på hospitalet, fordi hun har taget en del piller. Men man skal ikke være Sherlock Holmes for at vide, at en kvinde skal være meget syg eller ekstremt desperat for at ty til så ulykkelig en handling.

Man skal være YDERST varsom med gætterier og spekulationer i sådan en sag, men jeg kan ikke lade være med at tænke på den første gang, jeg var ude at holde foredrag om min oplevelse med at være ramt af en fødselsdepression. Dagen efter blev jeg ringet op af en fortvivlet kvinde – som i øvrigt var jordemoder af profession – og som havde brug for et godt råd. Hendes svigerinde var få dage forinden brudt fuldstændig sammen og havde fortalt sin familie, at hun havde haft det absolut rædselsfuldt i samtlige fire år, siden hendes barn blev født, og at hun nu bare ikke kunne klare det længere. Ingen – hverken hendes mand, hendes familie eller hendes veninder – havde anet noget som helst om, hvad hun gennemgik. De troede, at hun var en både veltilpas og velfungerende mor. Indtil korthuset til alles forundring altså ramlede.

Jeg understreger, at jeg har INGEN som helst begrundelse for at tro, at den 35-årige mor fra Aalborg har lidt af en uopdaget og/eller ubehandlet fødselsdepression. Men jeg vil gerne påpege, at der altså er betydeligt flere ulykkelige mødre derude, end vi ellers går rundt og tror.

Læs her, hvad Nordjyske og TV2/Nord skriver om sagen i aften:

Posted in Hørt, Læst and tagged , , | Skriv en kommentar
13 dec 2013

Selfiegate: Uvidenhed, bitterhed eller forældede normer?

Enten er det uvidenhed. Eller også er det politisk opportunisme og bitterhed. Eller også er det misundelse, jantelov og et livssyn med rester af ellers hedengangne og nærmest indremissionske normer

Jeg KAN simpelthen ikke få øje på andre grunde til, at nogle folk bliver så forfærdelig oprevne over, at statsminister Helle Thorning-Schmidt tog et selfie af sig selv, Barack Obama og den britiske premierminister, David Cameron, under mindehøjtideligheden for Nelson Mandela.

Hvorfor?

Fordi alle steder, hvor folkedybet udspyr sin galde over det famøse snapshot – Facebook, Twitter og diverse mediers kommentarspor (jo, jo, jeg har faktisk været forbi Ekstra-Bladets ’Nationen’) – danner der sig det samme billede. Folk er rygende forargede over, at vores statsminister har opført sig ”pinligt”, ”respektløst”, ”barnligt”, ”upassende” og ”værre end en gymnasiepige”. Visse steder efterfulgt af en kommentar om, at hun i øvrigt også er en led kælling, der kun er ude på at gøre Danmark og danskerne ondt.

Men intet sted er der nogen, som uddyber eller forklarer, HVORFOR det er ”pinligt”, ”respektløst”, ”barnligt” og så videre. Sådan er det bare. Og det får mig til at tro, at der kun kan ligge en eller flere af tre forskellige årsager bag forargelsen.

Årsag nr. 1: Uvidenhed. De forargede vidste ikke, at det IKKE var en mindehøjtidelighed af den slags, som bliver holdt for ofre efter diverse massakrer eller katastrofer. Det var derimod en ceremoni, som også fejrede alt det, Mandela opnåede på sit lands vegne. Og der er ekstremt god grund at danse, synge og være glade for, at apartheidstyret blev afskaffet. Hvilket var præcis, hvad sydafrikanerne gjorde det meste af tiden under den fire timer lange ceremoni. Det havde været særdeles malplaceret, hvis Thorning, Obama og Cameron ikke havde ladet sig gribe af stemningen og i stedet havde beholdt stenansigterne på hele tiden.

Årsag nr. 2: Politisk opportunisme og bitterhed. Hvis man nu havde foretrukket, at Lars Løkke og hans blå soldater – solidt flankeret af Dansk Folkeparti – var forblevet ved magten. Eller hvis man er blevet sur på regeringen på grund af en af de mange upopulære lovændringer, den har gennemført de seneste to år. Så er det da dejlig belejligt at kunne komme af med sine frustrationer på grund af et løsrevet billede af statsministeren. Især hvis man slet ikke behøver at begrunde, hvorfor et knips sammen med to af verdens mest magtfulde mænd er dårligt for Danmark. Personligt ville jeg faktisk mene, at det er nøjagtig det modsatte.

Årsag nr. 3: Misundelse, jantelov og et livssyn med rester af ellers hedengangne og nærmest indremissionske normer. Og her synes jeg, at det bliver virkelig grimt. For så handler det om at hænge fast i fordomme om, at statsledere og politikere er nogle ophøjede og utilgængelige overmennesker. Perfekte maskiner – guder, om I vil – der ikke giver sig hen til menneskelige følelser som glæde, humor og latter. Gængs opfattelse for 50 og for 100 år siden, men sådan er det heldigvis ikke mere i dag.

Og årsag nr. 3 handler også om, at statsledere og andre politikere ikke må have det sjovt. De skal ikke sidde der og se ud, som om de morer sig til en ceremoni, som kun de absolut få udvalgte fik en tribuneplads til. For en ting er, at vi skal bide i os, at de bare ER mere magtfulde, privilegerede og succesrige end os. Noget andet er, at vi også skal se på, at de rent faktisk nyder det …

Det er i det hele taget ikke særlig kønt, synes jeg Og det er uanset hvilke(n) af de tre ovennævnte ting, som ligger til grund for forargelsen.

Men måske tager jeg fejl. Måske sidder der folk derude, som vitterlig har en helt anden grund til at være forarget over ’Selfiegate’. Altså noget der ikke har noget med uvidenhed, politisk opportunisme og bitterhed eller misundelse, jantelov og et livssyn med rester af hedengangne og nærmest indremissionske normer.

Hvis der gør, vil jeg meget gerne høre det. For jeg undrer mig virkelig over, at folk på den måde kan hidse sig op over et uskyldigt snapshot på en tribune i Sydafrika.

Selfiegate

Posted in Hørt, Læst and tagged , , | Skriv en kommentar
06 dec 2013

Jantelov dræber begavelserne

Uha, det går skidt for de danske skoleelever. Tidligere i denne uge blev den nyeste Pisa-undersøgelse offentliggjort, og den viste bl.a., at der er betydeligt færre dygtige børn i Danmark end gennemsnitligt i alle de lande, som deltager i undersøgelsen. I Danmark klarer ti procent af eleverne sig f.eks. særlig godt i matematik, mens gennemsnittet i undersøgelsen er 13 procent. I Shanghai brillerer hele 55 procent i tal og ligninger.

BegavetDe dårlige resultater – der er oven i købet også blevet færre af de rigtig dygtige elever – fik en masse skolefolk på banen med forslag til, hvad der skal gøres. Undervisningsminister Christine Antorini har tidligere sagt, at skolerne ikke er gode nok til at udfordre de fagligt stærke børn. Det gentog hun i denne uge og påpegede, at kuren hedder helhedsskole og mere holdopdeling. Hun fik opbakning af flere eksperter.

Jeg tror ikke på, at de fagligt stærke danske børn får bedre vilkår i skolen, før nogen kommer med en lovændring, der kan afskaffe janteloven. Her i landet er det nemlig kun acceptabelt at være dygtig indtil en vis grænse. Og det gælder også i klasselokalerne.

Sådan har det været i mange år. Jeg husker tydeligt, hvor irriteret min dansklærer blev på mig, da jeg i 2. klasse kom med ’Læs & forstå’-hæfte nummer seks og skulle have rettet mine krydser, mens resten af klassen kun var nået til hæfte tre. Og det var bestemt heller ikke populært at sige, at jeg skrupkedede mig, når klassekammeraterne stavede sig igennem side otte i ’Søren og Mette’-bogen, som jeg for længst havde læst til ende.

Sådan lærte jeg – tidligt, men grundigt – at det var bedre at lægge en dæmper på mine faglige præstationer og ikke gøre for meget opmærksom på, hvad jeg egentlig kunne.

Det er selvfølgelig 35 år siden. Men man behøver bare at læse lidt af, hvad psykologen Ole Kyed skriver, tale med et par forældre til særligt begavede børn og tage en tur rundt i de netfora, hvor de mødes, for at få et klart billede af, at sådan er det i høj grad stadig.

Forældre, der får at vide, at når sønnen er så afsindig god til multiplikationstabellen, må det være, fordi de har pacet ham derhjemme. Andre, der finder ud af, at datteren bare er har fået besked på at skrive det samme ord 25 gange mere, når hun allerede havde skrevet det de ti gange, klassen var blevet bedt om. Eller at hun decideret har fået en påtale for at lave de næste mange ugers opgaver i regnehæftet. Og så videre.

Min pointe er, at reformer og lovændringer slet ikke er nok til at give de dygtige danske skolebørn bedre betingelser. Der skal en gevaldig holdningsændring til, og den skal helt ud i de fjerneste kroge af vores uddannelsessystem. Det skal være sejt, cool og skidegodt at være en særligt begavet dreng eller pige – ikke noget man går lidt stille med dørene med – og så må lærerne tage sig sammen og finde noget intelligent at udfordre de fagligt stærke børn med.

Men det kan godt blive svært at skabe sådan en holdningsændring. Mange af de begavede børn er faktisk potentielt klogere end deres lærere, og det kan nok være en svær mental kamel at sluge for nogle. Og resten af vores samfund hjælper jo heller ikke ligefrem til. Tænk på hvor udansk – og i endnu højere grad ujysk – det er at sige højt, at man har en intelligenskvotient i den høje ende.

Det er ren jantelov, og den skader vores skolebørn. Ikke kun de fagligt stærke, men dem alle sammen. For man ved, at jo dygtigere de dygtige elever er, jo mere trækker de hele klassen op – inklusiv de fagligt svage.

Så lad os for pokker få afskaffet janteloven – i det mindste i klasselokalerne.

Hvem vil være med til det, og hvordan gør vi?

Posted in Hørt, Læst and tagged , , | Skriv en kommentar
29 nov 2013

Abortregisteret er ude af drift

Jo, det kan godt lade sig gøre at føre en debat om abort uden skyld og skam. Sådan en havde jeg for nylig kørende med en af mine bloglæsere, Agnete, og hvis nogle er interesserede, kan de finde den her: Ingen abortdebat uden skyld og skam. Eller hva’?

StatistikHvad der derimod IKKE kan lade sig gøre, er at få opdaterede tal for antallet af aborter ud af Abortregisteret. For selvom Abortregisteret er et lovfæstet register, der siden 1973 har registreret, hvor mange provokerede aborter, der udføres i Danmark, er det p.t. reelt ude af drift. Og det har det været siden 1. marts 2012, hvor blev flyttet fra Sundhedsstyrelsen til Statens Serum Institut.

Det betyder, at man hos Abortregisteret ikke kan få statistik over antallet af provokerede aborter i 2011 og 2012. Sundhedsstyrelsen har heller ikke tallene, for de får deres oplysninger fra Abortregisteret. Kommuner og regioner har dem heller ikke, for de får også deres oplysninger fra Abortregisteret. Og det samme gælder Danmarks Statistik og Sex & Samfund og andre instanser eller organisationer, som oplyser om abort.

Der er heller ikke grund til at tro, at tallet for provokerede aborter i 2013 bliver tilgængeligt lige med det samme. Hos Statens Serum Institut regner man med at registeret kommer op at køre igen i løbet af næste år, men præcis hvornår er usikkert.

Det skal siges, at indberetningerne om provokerede aborter for 2011, 2012 og 2013 rent faktisk ligger i Abortregisterets database, men de skal renses og behandles, før der kommer et brugbart tal ud af dem. Og det har Seruminstituttet altså ikke haft tid til at gøre, siden de overtog alle Sundhedsstyrelsens registre for halvandet år siden.

Ærgerligt. For hvis man – som jeg – gerne vil tale om, hvorvidt vi kan/skal gøre noget for at bringe antallet af provokerede aborter ned, er netop tallene for 2011, 2012 og 2013 nemlig interessante. Fra 2010 til 2011 faldt fødselstallet dramatisk – fra 63.411 børn til 58.998 og igen til 57.916 i 2012. En tendens der ser ud til at fortsætte i 2013.

Færre fødsler må betyde færre graviditeter, og hvis færre kvinder bliver gravide, skulle der også gerne være færre, som får aborter. De to tal skulle jo gerne følges ad. Men da Abortregisteret ikke fungerer, kan det altså ikke hjælpe med at finde ud af, om det forholder sig sådan.

Så er der heldigvis en anden mulighed. Der findes nemlig en database, som hedder TiGrAb. Forkortelsen står for tidlig graviditet og abort, og databasen indeholder oplysninger om alle registrerede graviditeter, spontane og provokerede aborter og meget mere. Og den er opdateret.

Problemet er så, at tallene fra Abortregisteret og fra TiGrAb ikke harmonerer – TiGrAb’s er generelt lavere og i nogle år meget lavere. Men hvis vi bare holder os til TiGrAb’s tal, ser det sådan her ud: Antallet af provokerede aborter faldt fra 15.336 i 2010 til 15.299 i 2011 og videre til 14.624 i 2012. Fra 2010 til 2012 er faldet i antallet af provokerede aborter altså på 4,6 procent.

Men faldet i fødselstallet fra 2010 til 2012 er faktisk på 8,7 procent. Og på den måde ser det ud til, at der statistisk set er flere graviditeter, som ender med en provokeret abort.

Det samme billede tegner sig faktisk, hvis man begynder at regne på tallene for graviditeter, spontane aborter, graviditeter uden for livmoderen og provokerede aborter. Stigningen af provokerede aborter i forhold til graviditeter er ikke stor, men den er der.

På Rigshospitalet sidder en overlæge, som er en af landets førende eksperter, når det gælder graviditet og abort. Han hedder Øjvind Lidegaard, og han skrev for nylig i en kronik i Politiken, at antallet af aborter i 2012 var det laveste nogensinde. Det er faktisk ikke rigtigt – og slet ikke hvis man sætter det i forhold til fødselstallet. Se f.eks. på disse tal:

I 2002 registrerede TiGrAb 14.623 provokerede aborter før 12. uge, mens Danmarks Statistik opgiver et fødselstal på 64.075.

I 2012 registrerede TiGrAb 14.624 provokerede aborter før 12. uge, mens Danmarks Statistik opgiver et fødselstal på 57.916.

Der kan være masser af gode forklaringer på de forskelle, som ligger i de tal. Jeg kender dem ikke, men jeg synes, at vi skylder os selv som samfund at finde ud af, hvad der ligger bag dem, og om antallet af aborter vitterlig er i færd med at stige.

Kunne det ikke være rart, hvis Abortregisteret i den forbindelse kom op at køre igen?

PS Jeg skylder at sige, at der – så vidt jeg kan grave frem – ikke er noget som helst fordækt eller konspiratorisk i, at Abortregisteret ikke fungerer. Statens Serum Institut har bare ikke prioriteret at få det op at køre siden den store sammenlægning i marts 2013.

Posted in Hørt, Læst and tagged | Skriv en kommentar
22 nov 2013

Om gamle sår, der aldrig læges helt

Jeg var i biografen i går og se ’Sorg og glæde’. I ved, filmen hvor instruktøren Nils Malmros fortæller historien om dengang for 29 år siden, da hans kone (Signe i filmen) dræbte deres ni måneder gamle datter.

Baby5editDe seneste uger er der talt og skrevet meget om den film, og hvad den egentlig handler om. Nogle mener, at den fortæller om tragedie og tilgivelse. Andre kalder den kærlighedshistorie. Og Klaus Rifbjerg sammenlignede den med at se ”et pædagogisk anskuelsestrip i fjernsynet”.

Jeg så, hørte og mærkede kun én eneste ting under den 107 minutter lange forestilling, nemlig Signe og hendes smerte. Og den var voldsom og slog mig fuldstændig ud. Fordi den mindede mig om, hvor tæt jeg selv kom på at gøre mit eget barn fortræd, da han var på alder med filmens ’Lille Maria’.

Det var for fem år siden, da jeg var syg af en voldsom fødselsdepression. Ikke nær så syg som Signe, der er manio-depressiv og ikke har sovet i en uge, da drabet sker, men alligevel så psykisk langt ude, at jeg hverken havde tillid til mig selv, eller til hvad jeg kunne finde på at gøre.

Det er umanerlig skræmmende, når man opdager, at man ikke kan stole på sig selv – især når man samtidig går rundt med tanker om stikke sit spædbarn en knaldende lussing eller give ham en ordentlig rystetur.

Jeg gjorde det aldrig, og jeg tror heller ikke, at jeg var i nærheden af rent faktisk at slå ham ihjel. Men at opleve Signes tragedie bragte angsten for, hvad jeg kunne have gjort op i mig igen med tilbagevirkende kraft.

Det var rystende. Mærkelig nok fældede jeg ikke en eneste tåre, mens jeg sad foran biograflærredet. Til gengæld stortudede jeg hele vejen hjem i bilen. Og selv nu – mere end 12 timer efter, at jeg trådte ud af biografsalen – føler jeg mig stadig sårbar og skrøbelig.

Det er ikke, fordi jeg ikke har fået bearbejdet fødselsdepressionen og de sjælelige ar, den har givet mig. Jeg har i tidens løb fået hjælp af adskillige psykologer, og i dag holder jeg gerne foredrag om min oplevelse, stiller op til interview og skriver læserbreve og debatindlæg om emnet. Jeg har med andre ord sluttet fred med den voldsomste og mest smertefulde oplevelse, jeg overhovedet har haft i mit liv.

Og så alligevel. For måske er det bare sådan, at sårene efter en fødselsdepression aldrig læger helt. I foråret blev jeg f.eks. ringet op af en dame på nogle-og-firs, som ville takke mig for at stå frem og tale højt om min historie. Hun havde selv haft en fødselsdepression, da hun fik sit første barn. For over 60 år siden. Det er mange år at gå rundt med et psykisk sår, der stadig smerter.

Personligt troede jeg egentlig, at mit eget fødselsdepressionssår var helet ret godt. Alligevel sprang det op igen i går. Og lige nu småbløder jeg faktisk stadig.

Jeg er ikke filmanmelder og har heller ingen ambition om at blive det. Men jeg vil ikke anbefale nogen kvinder, der engang har haft en fødselsdepression at gå ind og se ’Sorg og glæde’ – hvor smuk og gribende den ellers også må være.

Posted in Set and tagged , , | Skriv en kommentar
19 nov 2013
1 Comment

Det gælder ikke om at vinde, men om at … blive nummer to.

På sådan en dag hvor danskerne skal i stemmeboksene for at vælge medlemmer til byrådene i landets 98 kommuner, får jeg lyst til at fortælle en historie om et andet lokalvalg, jeg engang oplevede på tæt hold.

SRP

Sammen med Pom Hoeun fra SRP. Få dage efter valget blev en af hendes partikammerater skudt og alvorligt såret få meter fra hendes hus.

Det var i marts 2002, da fem millioner cambodjanere for første gang skulle stemme til et demokratisk lokalvalg. Cambodja var på det tidspunkt et land mærket af flere årtiers borgerkrig, kaos, korruption, diktatur og folkemord, men cambodjanerne var alligevel ret gode til det der med at føre valgkamp og gå til stemmeurnerne. Ved de to parlamentsvalg i 1993 og 1998 havde stemmeprocenten været over 80.

Desværre var cambodjanerne også ret gode til politisk vold, altså mord, overfald, trusler og anden forfølgelse mod dem, der dristede sig til at stemme på andre end ministerpræsident Hun Sens CPP-parti. Og derfor var landet næsten sort af diverse valgobservatører og –monitorer fra ind- og udland i ugerne op til kommunalvalget. Personligt havde jeg fornøjelsen af at være FN-monitor i den notorisk mest politisk voldelige del af landet, nemlig Hun Sens hjemprovins, Kompong Cham.

I Kompong Cham havde vi pæn stabel sager om mord, mordforsøg, overfald, trusler og voldtægt, og især i en bestemt kommune, Tbong Khmum, halvvejs ude ved den vietnamesiske grænse gik det hårdt for sig. Nabokommunen, Ancheum, havde ved de tidligere parlamentsvalg også været hårdt ramt af politiske forfølgelse, men underligt nok havde vi i denne omgang ikke fået en eneste henvendelse fra kommunens royalistiske oppositionsfolk.

Funcinpec

En vigtig ingrediens i valgkampagner hos Funcinpec-partiet var hvide T-shirts og kasketter med partilogo på.

Det virkede en anelse mistænkeligt, så en dag kørte vi ud og opsøgte de lokale repræsentanter for Funcinpec-partiet i Ancheum. Da vi fandt dem – 10-12 stykker – i en mindre landsby et godt stykke fra landevejen, var de i fuld færd med at holde valgkampagne. Det vil sige, at de hang ud på bambusgulvet i et af partimedlemmernes huse iført hvide T-shirts og kasketter med Funcinpec-logo, mens en ghettoblaster udenfor blæste musik og båndede bidder af partiledertaler ud i de omgivende bananpalmer.

Vi blev budt indenfor og fik en snak med dem om, hvordan valgkampen skred frem, og hvordan det ellers gik i hverdagen. Nej nej, de havde skam ikke oplevet nogen problemer eller politisk forfølgelse, lød beskeden. Overhovedet ikke. Alt var godt og roligt.

Efter en god times konfereren følte vi os overbevist om, at forholdene i Ancheum var så ideelle, som de overhovedet kunne være. Så vi tog høfligt afsked og ønskede dem held og lykke med at vinde valget.

Så begyndte de pludselig alle sammen at tale højlydt i munden på hinanden – flere af dem med vidt opspilede eller ligefrem skræmte øjne.

Nej, nej, nej, de skulle så sandelig ikke vinde noget som helst valg, ellers mange tak, lød det så hele raden rundt. De ville helst bare blive nummer to. Helt seriøst. For som en af dem sagde:

Sunset Breakdown

På vej hjem i Cambodjas ældste FN-bil. Den var holdt sammen af ståltråd og gaffatape og brød konstant sammen – som her.

”Hvis vi vinder valget, så kommer de og banker os og stjæler vores køer og voldtager vores døtre og stikker ild på vores huse. Det var i hvert fald, hvad der skete de sidste gange, Funcinpec vandt valget her i Ancheum”.

Og det havde han fuldstændig ret i. Vi havde stadig flere sager fra 1993 og 1998 liggende hjemme på kontoret, og ikke så få af dem var fra Ancheum.

Så hvem siger, at kommunalpolitik er kedeligt og ikke kan være beskidt og dramatisk? I Cambodja er det i hvert fald. Godt vores hjemlige kommunalpolitikere kun skal ud og slås om poster og ben i de natlige konstitueringer og ikke for liv og lemmer.

PS De fik deres ønske opfyldt, Funcinpec’erne i Ancheum. Partiet blev kun nummer to efter ministerpræsidentens CPP-parti, så ingen Funcinpec’ere kom til skade, og alle beholdt deres køer, døtre og huse.

Posted in Oplevet and tagged
15 nov 2013

Kong Storebror og Dronning Søster

Jeg er lige kommet hjem fra ferie, og i løbet af den uge, vi var væk, fik jeg det nok tydeligste snapshot, jeg endnu har set, af, hvad der menes med børn, som bliver gjort til konger og dronninger af deres forældre.

Krone2Vi var på sådan et typisk solferie-resort med all inclusive, halvdårlig tysk underholdning ved poolen og hele charter-udtrækket. Herunder en kæmpe buffetrestaurant, som skulle bespise et par hundrede gæster morgen, middag og aften.

Når en restaurant skal det, er det jo praktisk med et fleksibelt interiør. Så møblementet bestod smart nok af små, kvadratiske firemandsborde, der hurtigt kunne flyttes rundt og tilpasses selskaber på enhver størrelse.

Undtagen dem på fem personer, altså. Og det var netop problemet for den svenske familie, som en aften sad ved bordet ved siden af os. De var fem. Far, mor og tre børn på omkring ni, syv og to et halvt år.

Det var tydeligvis ikke nok til, at de ville beslaglægge et ekstra bord, så de valgte i stedet at klemme sig sammen om et.

Og hvordan organiserer man sig så, når man skal placere fem mennesker omkring et lille bord med fire sider? Ja, personligt ville jeg jo nok tage de to, som behøvede mindst plads til at spise – altså et par af børnene – og sætte dem ved den ene side, og så lade de tre andre få en side hver.

Men den logik rådede i hvert fald ikke i denne familien Svensson. Lillebror på to et halvt skulle selvfølgelig sidde i høj stol og fik derfor en hel bordside for sig selv. Det samme gjorde hans søster og hans bror.

Hvilket betød, at mor og far måtte klemme sig ind ved siden af hinanden på den fjerde side af bordet. Det gjorde de – og indtog hele måltidet med albuerne klistret ind til siderne, så lidt plads havde de.

Jeg er indædt fortaler for, at man ikke dømmer eller bedømmer folk – og slet ikke forældre – efter, hvordan tingene ser ud til at være. Der kan have været rigtig gode grunde til, at familien valgte at placere sig sådan, og det behøver bestemt heller ikke at sige noget, om hvordan de forældre behandler deres børn resten af tiden.

Men det så altså ret grotesk ud. Jeg tror aldrig, jeg har set det illustreret så tydeligt, hvordan forældre gør deres børn til små konger og dronninger. Her sad tre små herskere og brede sig i plads og komfort, mens tjenestefolkene klemte sig sammen ved den ene side af bordet.

Helt absurd blev det, da de to ældste børn forlod bordet for at løbe hen og lege på legepladsen. Så sad mor og far der sammenklemt og spiste færdig ved et halvtomt bord med kun Kong Lillebror som selskab.

Der var ikke engang en af dem, som rykkede over på den anden side. Men selvfølgelig … de risikerede jo også, at Kong Storebror eller Dronning Søster kom tilbage og krævede at få sit sæde tilbage. Jo jo, det er godt at kende sin plads – også når man er forældre til små børn.

Posted in Oplevet and tagged , | Skriv en kommentar
08 nov 2013

Om undskyldninger og bortforklaringer

Hold op, der bliver talt meget om undskyldninger for tiden. Først brugte Lars Løkke Rasmussen tre en halv time på at undskylde og
beklage sine flyveture på første klasse for GGGI – og med den seneste uges oplysninger om datterens Rio-ophold er han nok ikke færdig med beklagelserne endnu.

ID-100204762Så krævede Enhedslisten, at regeringen undskylder tidligere tiders slavehandel over for Jomfruøerne. Det udløste polemik om, hvor langt tilbage i tiden det giver mening at udstede beklagelser for diverse ubehageligheder. Der var sågar en, som – vistnok i spøg – foreslog, at vi sendte svenskerne en officiel undskyldning for det stockholmske blodbad i 1520.

I denne uge var det så cykelrytteren Michael Rasmussen, som brugte en hel selvbiografi på at bede om tilgivelse for sit årelange dopingmisbrug. En bog på 325 sider. Det er da en beklagelse, der vil noget.

Herhjemme i fiskerhuset har vi også snakket om undskyldninger. Men det har nu mest været, fordi min fem et halvt år gamle søn var begyndt at udvikle et ikke helt så sympatisk forhold til de små og store fejl, han ind imellem kommer til at begå.

Tidligere har undskyldningerne har ellers siddet ret løst på ham – han har ind imellem undskyldt for at tage pyjamasbukserne omvendt på eller for at trykke på den forkerte knap på fjernbetjeningen. Men de seneste uger er han gået over til en anden strategi, nemlig bortforklaringen.

”Jamen mor, det var, fordi jeg lige skulle redde en flue, som lå i vindueskarmen, at jeg kom til at skubbe potteplanten ned”.

Nej, sønnike, det var det ikke. Det var, fordi du legede forhindringsbane med brandbilen mellem potteplanterne, selvom jeg flere gange har sagt, at det vil jeg ikke have.

Han bortforklarer alt lige for tiden. Selv helt små ting, som når han distræt tøffer ud af badeværelset med bukserne nede om hælene, fordi han har glemt at trække dem op. Når jeg minder ham om, at han lige skal tage tøj på, forklarer han det med, at det var, fordi han lige skulle se, om der stod en kat uden for badeværelsesdøren.

De fleste af hans bortforklaringer er for så vidt ganske harmløse. Men jeg bryder mig alligevel ikke om dem. For jeg tror, at en af de vigtige – og klart en af de sværeste – ting, vi mennesker skal lære, er ikke bare at sige undskyld, men også erkende, at vi rent faktisk har begået fejl.

Det er aldrig rart at indrømme, at man har gjort noget forkert eller taget fejl – hverken over for os selv eller over for andre. Men det er nødvendigt. Både for vores egen samvittigheds skyld og for dem, som vores fejl har berørt. Og egentlig burde det heller ikke altid være så svært. Det er en eviggyldig sandhed, at det er menneskeligt at fejle, og ingen stiller jo krav til os om at være perfekte.

Ingen ud over os selv i hvert fald. Min søn er i hvert fald udtalt perfektionist og har lidt svært ved at acceptere, at han ikke er fejlfri og alvidende.

Derfor taler vi for tiden meget om, at det ofte er helt i orden at begå fejl, glemme eller overse noget eller ikke vide alt. Men at det derimod aldrig ikke er i orden at sige noget, som ikke passer. Det er nemlig at lyve, og det gælder også bortforklaringer uden ret meget hold i virkeligheden.

Så kan man jo også benytte sig af disciplinen ’undskyldning med bortforklaring’. Så som ”jeg glemte at tjekke, om der var trukket 27.000 kroner på min bankkonto” eller ”jeg troede ikke, at jeg fik nogen diæter på mine rejser i 2012”.

Ikke for noget. Men jeg synes faktisk ikke, at de bortforklaringer lyder ret meget mere plausible end den, min søn bruger med katten uden for badeværelsesdøren.

Posted in Læst, Oplevet, Set and tagged | Skriv en kommentar

Post Navigation

← Older Entries
Newer Entries →