Marchers meninger

Et temmelig respektløst HVORFOR

Hvis Rasmus Kjeldahl ikke vil samarbejde konstruktivt med danske forældre, hvorfor har han så taget jobbet som direktør for interesseorganisationen Børns Vilkår?

Ja, jeg spørger bare. I hvert fald kom den nytiltrådte direktør i lørdags med en udtalelse, der efter min mening hverken var særlig konstruktiv eller særlig indsigtsfuld – og som heller ikke vidner om den store respekt for de forældre, som Kjeldahl vel ellers burde arbejde sammen med om at forbedre danske børns tarv.

”Man må spørge sig selv om, at hvis man ikke har tid til sine børn, mens de er små, hvorfor er det så, at man har fået dem”, sagde Rasmus Kjeldahl i et interview med Politiken.

Helt ærligt. Godt nok er det efterhånden en særdeles brugt vending at sige, at hvis forældre gør sådan og sådan eller ikke gør sådan og sådan, HVORFOR har de så overhovedet fået deres børn. Det ændrer bare ikke ved, at det er et både tåbeligt og respektløst udtryk, som altid gør mig irriteret – og også lidt vred, når det kommer fra en mand med Rasmus Kjeldahls kompetencer og i hans position.

For det første kommer det ikke nogen ved, HVORFOR jeg har fået børn. Eller HVORFOR min nabo, min bedste ven eller min kollega har fået børn. Der kan være vægtige personlige grunde til, at man er blevet forælder. Det kan f.eks. være utilsigtede graviditeter – i grelle tilfælde måske endda på grund af voldtægt – der ikke endte som aborter. Lige meget hvad er den enkeltes baggrund for forældreskabet et en dybt privat sag, som andre ikke skal blande sig i, kommentere eller på nogen måde stille spørgsmål ved.

For det andet er der en helt naturlig årsag til, at vi får børn: Det er ganske enkelt derfor, vi er her. For at sikre artens beståen, og det gør man altså ved at få børn. Det ved vores kroppe ganske udmærket, og det er derfor, kvinder har det med at blive skruk eller høre tikkende biologiske ure. Og mon ikke det også er derfor, mange mænd har en trang til at rende rundt og sprede deres sæd mest muligt.

Og det er jo ikke kun biologiske årsager, som får folk til at sætte børn i verden. Kulturelt er presset for at sætte arvinger i verden vel næsten ligeså stort. Det er normen i vores samfund, at man får børn, og hvis man ikke gør det, er man en afviger. Prøve at spørge forfatteren Leonora Christina Skov, der benytter enhver lejlighed til at fortælle, hvordan hun bliver ugleset og ikke forstået, fordi hun er selvvalgt barnløs.

Er vi så ikke ved at have besvaret størstedelen af det HVORFOR?

Som – for det tredje – helt generelt er en temmelig uforskammet måde at tale til forældrene på. Det er jo en indirekte anklage om, at de er dumme og uforsvarlige og ikke har tænkt sig ordentligt om, inden de gik om bord i blomsterne og bierne (og her spørger jeg bare: Hvem har overhovedet nogen anelse om de fulde konsekvenser ved at blive forældre inden det første vræl?). Og samtidig ligger der en antydning af, at forældrene faktisk slet ikke er interesserede i at gøre det bedste for deres børn. Hvis de virkelig ville, kunne de jo sagtens finde tid nok til at være sammen med deres børn, mens de er små. Ikke?

Prøve at sige det til en alenemor med fuldtidsjob og et par børn i børnehavealderen.

Heldigvis viser Kjeldahl i interviewet også en forståelse for, at det ikke bare handler om forældrenes vilje til at være sammen med deres børn. Men han kalder det alligevel også for ”en form for omsorgssvigt, når forældre ikke har tid eller overskud til deres børn”.

Hvis han virkelig mener det, synes jeg, at han sammen med de pågældende forældre skulle bruge sit gode hoved til at finde ud af, hvordan de så får mere tid eller overskud – til gavn for både børn, forældre og samfund. Men hvis der skal nogen dialog i gang, kræver det, at han anlægger en lidt mere konstruktiv tone over for forældrene. Og i hvert fald holder op med at sige til dem, at de da vist skulle tage at tænke lidt over, hvorfor det er, at de har fået børn.