Marchers meninger

Tanker om tilværelsen, som den ser ud fra et nordjysk fiskerhus

Archive for the tag “Børn”

22 nov 2013

Om gamle sår, der aldrig læges helt

Jeg var i biografen i går og se ’Sorg og glæde’. I ved, filmen hvor instruktøren Nils Malmros fortæller historien om dengang for 29 år siden, da hans kone (Signe i filmen) dræbte deres ni måneder gamle datter.

Baby5editDe seneste uger er der talt og skrevet meget om den film, og hvad den egentlig handler om. Nogle mener, at den fortæller om tragedie og tilgivelse. Andre kalder den kærlighedshistorie. Og Klaus Rifbjerg sammenlignede den med at se ”et pædagogisk anskuelsestrip i fjernsynet”.

Jeg så, hørte og mærkede kun én eneste ting under den 107 minutter lange forestilling, nemlig Signe og hendes smerte. Og den var voldsom og slog mig fuldstændig ud. Fordi den mindede mig om, hvor tæt jeg selv kom på at gøre mit eget barn fortræd, da han var på alder med filmens ’Lille Maria’.

Det var for fem år siden, da jeg var syg af en voldsom fødselsdepression. Ikke nær så syg som Signe, der er manio-depressiv og ikke har sovet i en uge, da drabet sker, men alligevel så psykisk langt ude, at jeg hverken havde tillid til mig selv, eller til hvad jeg kunne finde på at gøre.

Det er umanerlig skræmmende, når man opdager, at man ikke kan stole på sig selv – især når man samtidig går rundt med tanker om stikke sit spædbarn en knaldende lussing eller give ham en ordentlig rystetur.

Jeg gjorde det aldrig, og jeg tror heller ikke, at jeg var i nærheden af rent faktisk at slå ham ihjel. Men at opleve Signes tragedie bragte angsten for, hvad jeg kunne have gjort op i mig igen med tilbagevirkende kraft.

Det var rystende. Mærkelig nok fældede jeg ikke en eneste tåre, mens jeg sad foran biograflærredet. Til gengæld stortudede jeg hele vejen hjem i bilen. Og selv nu – mere end 12 timer efter, at jeg trådte ud af biografsalen – føler jeg mig stadig sårbar og skrøbelig.

Det er ikke, fordi jeg ikke har fået bearbejdet fødselsdepressionen og de sjælelige ar, den har givet mig. Jeg har i tidens løb fået hjælp af adskillige psykologer, og i dag holder jeg gerne foredrag om min oplevelse, stiller op til interview og skriver læserbreve og debatindlæg om emnet. Jeg har med andre ord sluttet fred med den voldsomste og mest smertefulde oplevelse, jeg overhovedet har haft i mit liv.

Og så alligevel. For måske er det bare sådan, at sårene efter en fødselsdepression aldrig læger helt. I foråret blev jeg f.eks. ringet op af en dame på nogle-og-firs, som ville takke mig for at stå frem og tale højt om min historie. Hun havde selv haft en fødselsdepression, da hun fik sit første barn. For over 60 år siden. Det er mange år at gå rundt med et psykisk sår, der stadig smerter.

Personligt troede jeg egentlig, at mit eget fødselsdepressionssår var helet ret godt. Alligevel sprang det op igen i går. Og lige nu småbløder jeg faktisk stadig.

Jeg er ikke filmanmelder og har heller ingen ambition om at blive det. Men jeg vil ikke anbefale nogen kvinder, der engang har haft en fødselsdepression at gå ind og se ’Sorg og glæde’ – hvor smuk og gribende den ellers også må være.

Posted in Set and tagged , , | Skriv en kommentar
15 nov 2013

Kong Storebror og Dronning Søster

Jeg er lige kommet hjem fra ferie, og i løbet af den uge, vi var væk, fik jeg det nok tydeligste snapshot, jeg endnu har set, af, hvad der menes med børn, som bliver gjort til konger og dronninger af deres forældre.

Krone2Vi var på sådan et typisk solferie-resort med all inclusive, halvdårlig tysk underholdning ved poolen og hele charter-udtrækket. Herunder en kæmpe buffetrestaurant, som skulle bespise et par hundrede gæster morgen, middag og aften.

Når en restaurant skal det, er det jo praktisk med et fleksibelt interiør. Så møblementet bestod smart nok af små, kvadratiske firemandsborde, der hurtigt kunne flyttes rundt og tilpasses selskaber på enhver størrelse.

Undtagen dem på fem personer, altså. Og det var netop problemet for den svenske familie, som en aften sad ved bordet ved siden af os. De var fem. Far, mor og tre børn på omkring ni, syv og to et halvt år.

Det var tydeligvis ikke nok til, at de ville beslaglægge et ekstra bord, så de valgte i stedet at klemme sig sammen om et.

Og hvordan organiserer man sig så, når man skal placere fem mennesker omkring et lille bord med fire sider? Ja, personligt ville jeg jo nok tage de to, som behøvede mindst plads til at spise – altså et par af børnene – og sætte dem ved den ene side, og så lade de tre andre få en side hver.

Men den logik rådede i hvert fald ikke i denne familien Svensson. Lillebror på to et halvt skulle selvfølgelig sidde i høj stol og fik derfor en hel bordside for sig selv. Det samme gjorde hans søster og hans bror.

Hvilket betød, at mor og far måtte klemme sig ind ved siden af hinanden på den fjerde side af bordet. Det gjorde de – og indtog hele måltidet med albuerne klistret ind til siderne, så lidt plads havde de.

Jeg er indædt fortaler for, at man ikke dømmer eller bedømmer folk – og slet ikke forældre – efter, hvordan tingene ser ud til at være. Der kan have været rigtig gode grunde til, at familien valgte at placere sig sådan, og det behøver bestemt heller ikke at sige noget, om hvordan de forældre behandler deres børn resten af tiden.

Men det så altså ret grotesk ud. Jeg tror aldrig, jeg har set det illustreret så tydeligt, hvordan forældre gør deres børn til små konger og dronninger. Her sad tre små herskere og brede sig i plads og komfort, mens tjenestefolkene klemte sig sammen ved den ene side af bordet.

Helt absurd blev det, da de to ældste børn forlod bordet for at løbe hen og lege på legepladsen. Så sad mor og far der sammenklemt og spiste færdig ved et halvtomt bord med kun Kong Lillebror som selskab.

Der var ikke engang en af dem, som rykkede over på den anden side. Men selvfølgelig … de risikerede jo også, at Kong Storebror eller Dronning Søster kom tilbage og krævede at få sit sæde tilbage. Jo jo, det er godt at kende sin plads – også når man er forældre til små børn.

Posted in Oplevet and tagged , | Skriv en kommentar
18 okt 2013

Nærværende forældre har også mobiltelefon

Jeg kan godt blive lidt træt af alle de formaninger om, hvordan jeg skader mit barn, hvis jeg bruger for meget tid på at sms’e, tjekke mail eller i tale i mobiltelefon.

BlogMobil1I søndags var både Jyllands-Posten og DR på banen med en historie, hvor de samme tre eksperter (nogen må have sendt en pressemeddelelse ud) fortæller, at børn risikerer at få varige men, hvis deres forældre er for optagede af deres mobiltelefoner. Tirsdag var det så Politiken, som var ude med en løftet pegefinger til de forældre, som sætter sig til at sms’e eller tjekke e-mail på telefonen, når de er på legepladsen med deres børn.

Især den sidste artikel lægger sig i samme spor som en anden DR-historie fra august, hvor børnehavepædagogen og cand. psych Margrethe Brun Hansen kritiserer forældre, der tager smartphonen med på legepladsen og surfer en tur på nettet, mens poderne gynger eller klatrer.

I den historie siger hun bl.a.:

”Når man er sammen med sit barn, så skal man være til stede. Ikke bare med sin krop, men også med sine øjne”.

Ja, det er meget godt, og selvfølgelig har børn brug for opmærksomhed fra deres forældre. Men det kan bare ikke altid lade sig gøre. Og hvis jeg ikke må have lov til at sende sms’er – eller løse sudokuer eller læse en bog – mens min femårige søn leger på en legeplads, så er konsekvensen i mange tilfælde, at vi slet ikke kommer derhen, men bliver hjemme i stedet.

For uanset hvor meget jeg elsker min søn, så kan hans udfoldelser på klatrestativer og vippedyr kun holde min interesse fanget i et vist tidsrum. Han, derimod, kan blive ved med at klatre, gynge, hoppe, snurre og vippe i MEGET lang tid.

Det får han lov til – hvis jeg til gengæld kan gøre noget helt andet i mellemtiden. Sende sms’er og læse avis, for eksempel. Og hvis jeg havde haft en smartphone, ville det med garanti også inkludere at researche på nettet og poste på Facebook.

Betyder det så, at min søn får for lidt opmærksomhed fra sin mor? Det tror jeg faktisk ikke, for han har i stedet min udelte interesse på rigtig mange andre tidspunkter. F.eks. når vi bager pizza, læser en bog, spiller ludo eller søger efter billeder af solsystemet på internettet.

Nogle gange sker det mere and andre gange, for der er bestemt også dage og tidspunkter, hvor jeg ikke har overblik eller overskud til at være nærværende overhovedet.

Sådan er det, og hvis sønnike får varige men på grund af det, kan jeg ikke gøre andet end at påtage mig ansvaret.

Jeg forfægter ikke, at der er børn som ikke oplever nok interesse og opmærksomhed fra deres forældre. Men jeg tror ikke, at det altid handler om mobiltelefoner alene. Mere om det en anden gang, for mit budskab her er:

Husk lige, Margrethe Bruun Hansen og andre som gerne vil ud med den dømmende rive, at bare fordi en far eller en mor sidder på kanten af sandkassen – eller i bussen eller i Bilkas cafeteria – og stirrer på sin mobiltelefon, er det ikke ensbetydende med, at vedkommende svigter sit ansvar som kærlig og nærværende forælder.

Det betyder kun, at det ikke er lige på det tidspunkt, at vedkommendes børn får mor eller fars udelte opmærksomhed. Ikke andet. Og så længe ingen af jer er synske, ved I ikke, hvordan det parentalske nærvær ellers udmønter sig i den familie. Det kunne faktisk se helt anderledes ud, end I tror.

Link til DR-historien i august: http://www.dr.dk/Nyheder/Levnu/Boern/Artikler/2013/0712151301.htm

Link til Politiken-historien tirsdag: http://politiken.dk/tjek/ECE2103567/smartphones-stjaeler-foraeldres-opmaerksomhed-fra-boernene/

Link til DR-historien i søndags: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2013/10/13/094547.htm

Link til JP-historien i søndags: http://jyllands-posten.dk/indland/ECE6090909/foraeldre-vaelger-iphone-frem-for-boern/

Posted in Læst and tagged , , , | Skriv en kommentar
12 okt 2013

For dårligt at vælge privatskole 2

 

Nå, nu er indmeldelsen til privatskolen sendt af sted. Jeg har – i hvert fald på det praktiske plan – vendt den danske folkeskole ryggen, og selv om flere folk den seneste tid har sagt til mig, at de godt forstår mit valg, så har jeg det alligevel ikke helt så fedt med det.

For i teorien kunne jeg jo også have valgt at gå i brechen og give mig til at slås for bedre forhold i folkeskolen. Forsøge at komme ind i skolebestyrelsen eller stille op til kommunalvalget senere i år – nøjagtig som en af mine tidligere kolleger meget inspirerende gør. Skrive debatindlæg og breve til politikerne. Råbe op og slå i bordet, som jeg ellers gør i andre sammenhænge.

Det kunne jeg sådan set godt gøre. Så måske er det også for at dulme min dårlige samvittighed over den privatskoleindmeldelse, at jeg gerne vil stille dette spørgsmål til politikere på lands- og kommunalplan:

Hvordan kan I overhovedet komme i tanke om at proppe 28 børn ind i en skoleklasse?

Økonomi, vil de fleste formentlig svare. Det er for dyrt med de små klasser.

Nå. Men så har I da vist ikke læst denne svenske undersøgelse http://www.ifau.se/Upload/pdf/se/2012/r-12-05-langsiktiga-effekter-av-mindre-klasser.pdf . Den viser ret tydeligt, at elever i mindre klasser bliver fagligt stærkere, får højere karakterer og bedre uddannelser og tjener flere penge senere i arbejdslivet – og dermed afleverer flere skattekroner til statskassen og skaber mere værdi i samfundet i form af vækst og viden.

Hvordan kan det være en dårlig forretning?

Og er det i øvrigt ikke dyrt at udbetale fripladstilskud til de mange forældre, der – som mig – flygter fra folkeskolen bl.a. på grund af de høje klassekvotienter? Det kan da i hvert fald ikke forbedre likviditeten i kommunekasserne.

Man kunne også spørge, om det er overhovedet er økonomi, der i den grad skal diktere, hvad vi tilbyder vores børn. Jeg mener, vi er altså stadig et velfærdssamfund, og som sådan MÅ vi have råd til at prioritere at give de bedste muligheder til de generationer, som skal føre velfærdssamfundet videre.

For er det ikke dybest set bare et spørgsmål om valg og om prioriteter? I samfundet såvel som det er i privatlivet. Jeg har f.eks. valgt at sige, at den privatskole, den SKAL der være råd til. Så bliver der bare færre ferierejser og biografbesøg og mindre røget laks og australsk Chardonnay.

apple-on-the-desk-1428611-mHvorfor kan politikerne ikke sige, at den klassekvotient på 21, den SKAL der simpelthen være råd til. Så bliver der bare færre kulturhuse og nordjyske motorveje og mindre politikerpensioner og afgiftslettelser på øl og sodavand?

Kan nogen give mig et svar på det spørgsmål? Jeg venter i spænding.

 

Læs ‘For dårligt at  vælge privatskole 1″ her: https://anettemarcher.wordpress.com/2013/09/25/for-darligt-at-vaelge-privatskole/

Posted in Læst, Oplevet and tagged , , , , | Skriv en kommentar
25 sep 2013
1 Comment

For dårligt at vælge privatskole

Det er faktisk for dårligt, fik jeg at vide forleden, at jeg påtænker at svigte den danske folkeskole og melde min søn ind i en privatskole. Ja, gu’ er det for dårligt! Jeg er fuldstændig enig. Og det er jeg af to årsager:

OpgavebogFor det første er det helt skævt, at et menneske med en så veludviklet solidarisk sans som mig vender ryggen til den brede, folkelige skole, hvor der er plads til alle børn. Jeg er meget imod ghettoer – både de mindrebemidlede og de privilegerede – og tror på, at jo flere forskellige mennesker min søn lærer at kende, jo klogere og jo stærkere bliver han.

Samtidig er jeg stor tilhænger både af vores demokrati og af vores velfærdssamfund, som jeg mener, at vi alle har en pligt til at værne og støtte op om. Og så er det jo lidt hyklerisk, at jeg vælger at vende ryggen til vores alle sammens skole og sender mit dyrebare afkom på privatskole i stedet.

Det ER sgu for dårligt, og jeg er heller ikke specielt stolt af det. Men det kan bare ikke være anderledes. For jeg tror ikke på, at folkeskolen kan give min søn de rigtige muligheder for at udvikle sig til et harmonisk og kompetent menneske.

Ikke fordi vores lokale distriktsskole – så vidt jeg ved – på nogen måde er dårligere end landets andre folkeskoler. Den er bestemt ikke det eneste sted, hvor klassekvotienten i de mindste klasser ligger på omkring 26. I indskolingen (0.-2. klasse) er der på grund af rullende skolestart gerne 90 elever. De er godt nok fordelt på tre klasser, men alligevel. Det er en umåde stor arbejdsplads for en seksårig dreng, der i forvejen har haft det svært i en børnehave med 40 børn fordelt på to stuer.

Og var jeg alligevel lidt i tvivl, fik undervisningsminister Christine Antorini (S) i denne uge overbevist mig om, at folkeskolen ikke er det rigtige sted for min søn.

”Vi har en folkeskole, der er god for den store brede midtergruppe … Som noget nyt fokuserer vi nu også på, at de dygtige skal blive dygtigere, for vi kan se, at der er vi ikke gode nok”, sagde hun til Politiken i tirsdags.

Og blev bakket op af forskningschef Andreas Rasch-Christensen fra VIA University College:

”Det er ikke en del af den danske kultur at have fokus på de dygtigste elever”, sagde han.

Jantelov med andre ord.

Godt så. Min fem et halvt år gamle søn elsker på nuværende tidspunkt at læse, stave og regne, kender alle planeterne i solsystemet og fortæller gerne om, hvad de er lavet af og hvilken vej, de drejer om solen. Han er uden tvivl et af de dygtige børn, som folkeskolen i dag ikke er god til at tage sig af.

Og det er jo dejligt, at undervisningsministeren nu vil gøre noget ved det. Men vil så stor en holdningsændring nå helt ud på alle lærerværelserne, inden min søn skal begynde i skolen til sommer – i øvrigt samtidig med, at folkeskolereformen skal gennemføres? Det skal man vist være jubeloptimist for at tro på.

Så hvad Antorini og co. end overvejer af tiltag for de dygtige elever, så bliver det uden min søn. Jeg har allerede fundet en god privatskole med klassekvotienter under 20 og fokus på begavede og følsomme børn. Og hvis jeg virkelig vil være sikker på, at min søn får lagt det bedste fundament til resten af livet, mens han går i skole, så er det der, jeg må sende ham hen.

Og det er den anden grund til, at jeg synes, det er for dårligt, at min søn kommer på privatskole: At argumenterne MOD folkeskolen er så vægtige og overbevisende, at jeg nærmest ikke har noget valg. Det er fint at tale om rummelighed og inklusion, men begavede og følsomme børn som min søn (begavede børn er ofte følsomme), går i 2013 stadig stadig tabt i folkeskolen. Tænk på alle de ressourcer, vi allerede har mistet på den konto.

Så det kan godt være, at mit valg af privatskole er for dårligt. Men det er folkeskolens tilbud til min søn altså også.

Posted in Læst, Oplevet and tagged , , , , ,
27 aug 2013

Et temmelig respektløst HVORFOR

Hvis Rasmus Kjeldahl ikke vil samarbejde konstruktivt med danske forældre, hvorfor har han så taget jobbet som direktør for interesseorganisationen Børns Vilkår?

Ja, jeg spørger bare. I hvert fald kom den nytiltrådte direktør i lørdags med en udtalelse, der efter min mening hverken var særlig konstruktiv eller særlig indsigtsfuld – og som heller ikke vidner om den store respekt for de forældre, som Kjeldahl vel ellers burde arbejde sammen med om at forbedre danske børns tarv.

”Man må spørge sig selv om, at hvis man ikke har tid til sine børn, mens de er små, hvorfor er det så, at man har fået dem”, sagde Rasmus Kjeldahl i et interview med Politiken.

Helt ærligt. Godt nok er det efterhånden en særdeles brugt vending at sige, at hvis forældre gør sådan og sådan eller ikke gør sådan og sådan, HVORFOR har de så overhovedet fået deres børn. Det ændrer bare ikke ved, at det er et både tåbeligt og respektløst udtryk, som altid gør mig irriteret – og også lidt vred, når det kommer fra en mand med Rasmus Kjeldahls kompetencer og i hans position.

For det første kommer det ikke nogen ved, HVORFOR jeg har fået børn. Eller HVORFOR min nabo, min bedste ven eller min kollega har fået børn. Der kan være vægtige personlige grunde til, at man er blevet forælder. Det kan f.eks. være utilsigtede graviditeter – i grelle tilfælde måske endda på grund af voldtægt – der ikke endte som aborter. Lige meget hvad er den enkeltes baggrund for forældreskabet et en dybt privat sag, som andre ikke skal blande sig i, kommentere eller på nogen måde stille spørgsmål ved.

For det andet er der en helt naturlig årsag til, at vi får børn: Det er ganske enkelt derfor, vi er her. For at sikre artens beståen, og det gør man altså ved at få børn. Det ved vores kroppe ganske udmærket, og det er derfor, kvinder har det med at blive skruk eller høre tikkende biologiske ure. Og mon ikke det også er derfor, mange mænd har en trang til at rende rundt og sprede deres sæd mest muligt.

Og det er jo ikke kun biologiske årsager, som får folk til at sætte børn i verden. Kulturelt er presset for at sætte arvinger i verden vel næsten ligeså stort. Det er normen i vores samfund, at man får børn, og hvis man ikke gør det, er man en afviger. Prøve at spørge forfatteren Leonora Christina Skov, der benytter enhver lejlighed til at fortælle, hvordan hun bliver ugleset og ikke forstået, fordi hun er selvvalgt barnløs.

Er vi så ikke ved at have besvaret størstedelen af det HVORFOR?

Som – for det tredje – helt generelt er en temmelig uforskammet måde at tale til forældrene på. Det er jo en indirekte anklage om, at de er dumme og uforsvarlige og ikke har tænkt sig ordentligt om, inden de gik om bord i blomsterne og bierne (og her spørger jeg bare: Hvem har overhovedet nogen anelse om de fulde konsekvenser ved at blive forældre inden det første vræl?). Og samtidig ligger der en antydning af, at forældrene faktisk slet ikke er interesserede i at gøre det bedste for deres børn. Hvis de virkelig ville, kunne de jo sagtens finde tid nok til at være sammen med deres børn, mens de er små. Ikke?

Prøve at sige det til en alenemor med fuldtidsjob og et par børn i børnehavealderen.

Heldigvis viser Kjeldahl i interviewet også en forståelse for, at det ikke bare handler om forældrenes vilje til at være sammen med deres børn. Men han kalder det alligevel også for ”en form for omsorgssvigt, når forældre ikke har tid eller overskud til deres børn”.

Hvis han virkelig mener det, synes jeg, at han sammen med de pågældende forældre skulle bruge sit gode hoved til at finde ud af, hvordan de så får mere tid eller overskud – til gavn for både børn, forældre og samfund. Men hvis der skal nogen dialog i gang, kræver det, at han anlægger en lidt mere konstruktiv tone over for forældrene. Og i hvert fald holder op med at sige til dem, at de da vist skulle tage at tænke lidt over, hvorfor det er, at de har fået børn.

Posted in Læst and tagged , | Skriv en kommentar
22 feb 2013

Kære medlemmer af regionsrådet,

Jeg skriver til jer i forbindelse med den tragiske sag i Frederikshavn, hvor en 20-årig kvinde i fredags kvalte sin nyfødte søn og derefter forsøgte at begå selvmord.

Sagen understreger – mener jeg – hvor vigtigt det er, at have fokus på de mange kvinder, som oplever psykiske vanskeligheder efter at have født deres børn. Det er desværre et fokus, som meget få fagfolk i social- og sundhedssektoren i dag har.

I kølvandet på sagen har flere regionsrådsmedlemmer ønsket, at få undersøgt, hvad der rent faktisk er sket. Og formanden for sundhedsudvalget i Frederikshavns Kommune, Paul Rode Andersen, har efterlyst en bedre koordinering mellem myndighederne. Selvfølgelig skal koordineringen mellem offentlige sundhedsmyndigheder være på plads. Men det er ikke det, der er problemet her, og det er derfor, jeg skriver til jer.FolderpixEDIT2

Problemet er, at offentlige social- og sundhedsmyndigheder – ikke kun i Frederikshavn, men i hele landet – er meget lidt bevidste om fænomenet fødselsdepressioner (eller efterfødselskriser) og derfor meget lidt tilbøjelige til at give de ramte mødre den hjælp, de har brug for.

Det er måske forståeligt. For fødselsdepressioner er et af de mest tabubelagte emner i vores samfund. Det betyder ikke, at det ikke eksisterer. Tværtimod, det gør det i høj grad. Ingen kender de nøjagtige tal, for det har – formentlig igen på grund af tabuisering – aldrig været genstand for tilbundsgående videnskabelige undersøgelser. Hidtidige skøn peger på, at hver tiende nybagte mor rammes af en fødselsdepression. Kortere projekter i f.eks. Thisted tyder dog på, at helt op mod hver fjerde nybagte mor går ned med en krise efter at have født sit barn.

En fødselsdepression er en decideret lidelse på højde med almindelige depressioner og angst. Og hvis der årligt fødes omkring 6.000 børn i Nordjylland, betyder det, at mellem 600 og 1.500 kvinder hvert år har brug for hjælp til at komme ud af en fødselsdepression.

Hvad gør I for at hjælpe dem?

Mit umiddelbare gæt er: Ikke ret meget ud over ekstra opmærksomhed og måske nogle ekstra samtalesessioner med sundhedsplejersken. Og det er bare slet ikke nok. En fødselsdepression er som sagt en decideret psykisk lidelse på højde med almindelige depressioner og angst, og der skal en målrettet indsats til for at helbrede den.

I er ikke alene. De færreste myndigheder har tilstrækkelig fokus på fødselsdepressioner og lignende efterfødselskriser. Samtidig tør rigtig mange kriseramte mødre på grund af tabuiseringen slet ikke indrømme, at de har de svært, og alt for mange fagfolk som læger og sundhedsplejersker tager det ikke alvorligt, når en nybagt mor klager over, at hun har det skidt. “Det er bare fordi, du ikke får sovet nok”, er en af de gængse forklaringer.

Og det er derfor, jeg skriver til jer. For at fortælle jer, at vejen til at undgå lignende sager er at tage efterfødselskriserne alvorligt og bl.a. få fagfolkene til at huske, at det kan være rigtig, rigtig svært at være mor. Det SKAL simpelthen være sådan, at når en nybagt mor kommer ind i en lægekonsultation og siger, at hun har det psykisk dårligt, så ringer fødselsdepressions-klokken, og det nødvendige maskineri går i gang.

Sådan er det ikke i dag. Det fortæller sagen om den 20-årige kvinde i al sin tydelighed. Og sådan har det heller ikke været før. Jeg ved det. For da jeg selv i sin tid gik til mig læge med mistanke om at jeg havde en fødselsdepression, afviste hun mig også og slog det hen med, at det var bare fordi jeg havde haft det lidt hårdt, og det skulle nok gå over. Jeg gik derfor hjem og begyndte at overveje, hvordan jeg kunne bortadoptere min søn og senere hvordan jeg kunne tage livet af mig selv.

Det er fire år siden, og heldigvis nåede jeg aldrig helt derud, hvor den 20-årige kvinde i Frederikshavn stod i fredags. Jeg kan dog levende sætte mig ind i hendes desperation, og jeg har meget stor medfølelse med hende.

Siden dengang har jeg brugt rigtig meget tid på at sætte mig ind i problematikkerne omkring fødselsdepressioner. Jeg har talt med ramte mødre og med psykologer, sundhedsplejersker, jordemødre, pædagoger og andre, der kender noget til lidelsen. Og jeg stiller mig gerne op og fortæller om mine erfaringer og det forløb, jeg selv gennemlevet.

For jeg håber at ved at stille mig op og åbne munden kan jeg medvirke til, at andre mødre og børn undgår det samme helvede, som jeg – og min søn – levede i, mens jeg var syg af en fødselsdepression. Og måske kan jeg også give en bedre forståelse til nogle af alle de fagpersoner, der omgiver en bybagt mor og hendes barn.

Jeg holder jævnligt foredrag om emnet, og jeg kommer gerne til jer for at fortælle mere. I er også velkomne til at ringe til mig, hvis I har spørgsmål om emnet. Jeg er ikke nogen faglig ekspert, men jeg har nok alligevel mere viden om emnet end de fleste.

Jeg håber inderligt, at I vil tage emnet alvorligt og give det mere fokus i fremtiden.
Og hvis jeg kan, vil jeg meget gerne hjælpe jer med det.

Med venlig hilsen
Anette Marcher
Journalist
Tlf. 21 20 02 41
E-mail: anettemarcher@mail.dk

Dette indlæg er et åbent brev, som er sendt pr. mail til alle medlemmer af regionsrådet i Region Nordjylland. Det er også i en lettere tilrettet form sendt til alle medlemmer af sundhedsudvalget i Frederikshavns Kommune. Og endelig bragt i Nordjyske som ‘Synspunkt’ 22. februar 2013.

Posted in Læst, Oplevet, Set and tagged , , | Skriv en kommentar
22 feb 2013

Baby-lig på bordet

Så kom der lig på bordet. Baby-lig, endda.

En nyfødt dreng døde i fredags, da hans egen mor kvalte ham med en pude. Drengens mor havde haft det psykisk dårligt siden kort efter fødslen, og til sidst tog hun den yderste konsekvens af sin ulidelige smerte: Hun myrdede sit eget barn – og forsøgte derefter at tage sit eget liv.

Kan vi så begynde at tage fødselsdepressioner alvorligt?

Det håber jeg. For det er ikke fordi, vi ikke ved, at fødselsdepressioner eksisterer, og at de rammer rigtig mange nybagte mødre. Og det er heller ikke, fordi vi ikke er klar over, at lidelsen kan have vidtrækkende konsekvenser for både mødre, børn og andre involverede.

Det er simpelthen, fordi vi helst ikke vil tale om det. Og når vi ikke vil det, er det dejligt nemt for besparelsesplagede kommuner og andre myndigheder at slippe af sted med IKKE at bruge penge på at afhjælpe et dybt presserende problem.

Er det ikke for dårligt? Især når man tænker på, at netop nu sidder en 20-årig mor i arresten i Frederikshavn med en samvittighed sortere end en kulmine, mens hendes næsten nyfødte søn ligger i en lillebitte kiste i lighuset. Fordi det er så ekstremt tabuiseret at sige, at mødre kan have ualmindelig svært ved moderskabet, og at emnet ’fødselsdepressioner’ derfor ikke automatisk figurerer i bevidstheden hos læger, sundhedsplejersker, psykiatere og andet personale i social- og sundhedsvæsenet.

Dagen før hun slog sin søn ihjel, havde den ulykkelige mor fra Frederikshavn ifølge TV2 Nord forsøgt at kontakte skadestuen. De sendte hende videre til psykiatrisk afdeling på Aalborg Universitetshospital. Derefter prøvede hun at tale med sin sundhedsplejerske og – få timer inden mordet – med sin egen læge. Ingen reagerede tydeligvis tilstrækkeligt effektivt til, at barnets liv – og på sin vis moderens – kunne reddes.

Få dage efter siger lederen af psykiatrien i Nordjylland, at det er beklageligt, men at den slags sker. Og regionspolitikere i Nordjylland efterlyser bedre koordinering af informationer mellem sundhedsmyndighederne.

Men den slags MÅ ikke ske. Og koordinering er ikke problemet. Problemet er, at alt for meget social- og sundhedspersonale ikke har nok fokus på, at det for op mod hver fjerde nybagte mor går psykisk galt, når deres barn kommer til verden.

Og derfor bliver kvinder som den 20-årige mor fra Frederikshavn – og jeg selv, da jeg for få år siden på samme måde gik til min læge med en fødselsdepression – sendt hjem uden den hjælp, de/vi behøver.

Da jeg i sin tid blev afvist af min læge, begyndte jeg at undersøge mulighederne for at bortadoptere min søn – og senere for at tage livet af mig selv. Det blev afværget af andre gode mennesker, så heldigvis har jeg stadig mit liv og min søn. Men jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvordan moderen i Frederikshavn har haft det.FolderpixEDIT1

Spørgsmålet er, hvornår de ansvarlige fagfolk – og deres politiske chefer – begynder at forstå og ikke mindst handle på det.

 

Dette debatindlæg blev bragt i Politiken 21. februar 2013 under overskriften ‘Fødselsdepressioner er tabu’

Posted in Læst, Oplevet, Set and tagged , , | Skriv en kommentar
28 nov 2012

Sympati for Mashos adoptivmor

Det er så utrolig let at korsfæste Mashos adoptivforældre, Gert og Henriette Vedsegaard. Og i disse dage står folk jo nærmest i kø i både offentlige og private rum for at hælde verbal svovlsyre ud over de to mennesker. Jeg håber virkelig, at alle de, som lægger stemmer til lynchningen, er 110 procent sikre på, at de selv kunne have klaret adoptionen af Masho bedre end Gert og Henriette. Ellers synes jeg ærlig talt, at de skulle tage og holde deres mund.

Nu er ulvekoret af hadefulde kritikere jo selvfølgelig fritaget for at prøve på egen krop, hvordan det er at stå med et dybt ulykkeligt og voldsomt frustreret barn – og ikke bare i de få episoder, som dokumentarfilmen viser os, men hele tiden og hver evig eneste dag i to et halvt år. De er forskånet for at gennemleve den smerte og desperation, som Gert og Henriette har båret på siden Mashos første vredesudbrud på hotellet i Addis Abeba. Og de har ikke selv skullet stå i en situation – for 187. gang – hvor al deres kærlighed og al deres velvilje ikke er nok til at få tingene til at fungere.

Derfor er det selvfølgelig også så let at sige, at ‘det kunne jeg da sagtens have klaret bedre’. Og derfor er det så let at dømme Gert og Henriette og kalde dem empatiløse psykopater, der fortjener at dø, og hvad det ellers er fløjet med af skældsord de seneste par dage. For man risikerer jo lykkeligvis ikke at blive stillet til regnskab og blive tvunget til at gå en mil i Gert og Henriettes sko – sammen med Masho.

Jeg kender ikke Gert og Henriette, men jeg har stor sympati og medfølelse med dem begge. Og jeg har ikke mere at udsætte på deres måde at være forældre på, end jeg har på andre mødre og fædre, jeg kender eller kender til. Jeg tror bestemt ikke, at jeg kunne have håndteret situationen bedre, end de har gjort.

Og jeg har ellers erfaringen, for jeg har en fireårig søn, der som Masho er ualmindelig viljestærk, og som tidligere også kastede sig ud i voldsomme raserianfald, når et eller andet gik ham imod. Jeg kan kun alt for godt genkende det ansigtsudtryk, der breder sig på Gert og Henriettes ansigter, da Masho går amok på hotelværelset. Jeg ved, hvordan det føles, når man desperat leder efter løsninger og ting, der kan hjælpe barnet og dæmpe dets frustration – og jeg ved hvor mentalt slidt, man bliver, når intet man finder på synes at virke. Og mine og min søns problemer er altså for ingenting at regne i forhold til, hvad Masho, Gert og Henriette har stået overfor. Jeg synes faktisk, at de fortjener et skulderklap for overhovedet at have klaret det så langt – ikke dødstrusler og sønderlemmende personlig kritik.

Historien om Mashos katastrofale adoption er hjerteskærende og voldsomt forargende, og jeg kan godt forstå, hvorfor folk har brug for at reagere efter at have set filmen. Men så ret dog raseriet og forargelsen mod den, der virkelig fortjener den, nemlig – efter min mening – DanAdopts direktør, Marianne Wung-Sung. Tænk lige på, at hun har tjent gode penge på at skabe den ulykkelige situation, der har ramt Masho, hendes far og mor i Etiopien og hendes adoptivforældre. Og tænk på, at det ikke er første gang, hun har gjort det. Vi kender i hvert fald en sag mere – den om den etiopiske pige Amy – hvor DanAdopt har tjent penge på en fuldstændig fejlslagen adoption.

Hvor mange andre knuste skæbner, Marianne Wung-Sung og hendes bureau har på samvittigheden, kan vi indtil videre kun gætte på. Men en ting er sikkert: DanAdopt har ikke været spor mere skruppelløs, når det gælder indtjening, end Danske Bank.

Det er i øvrigt langtfra første gang, at et adoptionsbureau har snydt både børn, biologiske forældre og adoptivforældre, så det driver. Prøv at google navnet ‘Lauryn Galindo’ og overvej om resultaterne ligner nogen i Masho-sagen. Slå derefter ‘desperate forældre’ op og kig især på resultaterne, der handler om grædebørn, handicappede, ustyrlige teenagere og lignende.

Og tænk så over, hvem der fortjener mest at blive lynchet, de desperate forældre eller Lauryn Galindo-typerne. Jeg ved godt, hvem jeg holder på.

Posted in Set and tagged , | Skriv en kommentar
23 okt 2012

Grib i egen barm, kloge fagfolk!

Det danske sundhedsvæsen er befolket af dygtige og professionelle fagfolk. Ingen tvivl om det. Men engang imellem skulle de altså tage at gribe i egen barm i stedet for alle mulige andres.

Sådan tænkte jeg, da jeg læste artiklerne i Politiken søndag den 21. oktober om, hvordan rigtig mange børn under tre år udvikler spiseforstyrrelser – ofte fordi noget er gået skævt i forholdet til deres mødre.

For både på forsiden og inde i avisen optræder en stribe læger, sundhedsplejersker og psykologer, som fortæller, at det gerne er de nybagte mødres forventninger til sig selv og deres hang til at opdatere Facebook-profiler og bage brød til mødregruppen, som er årsag til, at de får problemer med moderskabet – og at deres børn derfor udvikler spiseforstyrrelser.

Der mangler godt nok noget selvransagelse – fra fagfolkenes side – i den fremstilling, og derfor blev jeg så stjerneirriteret over nogle ellers vedkommende og velskrevne artikler.

Jeg skal være den sidste til at benægte, at vi kvinders egne – tårnhøje – ambitioner om at være perfekte mødre kan føre til, at livet som nybagt mor bliver uudholdeligt svært. Det skete nemlig for mig, da jeg i 2008 fødte min søn og straks efter blev ramt af en voldsom fødselsdepression. Depressionen betød, at jeg overhovedet ikke kunne få forholdet til mit barn til at fungere, og det blev først bedre, da jeg efter 15 måneder i helvede skruede ambitionsniveauet betragteligt ned og selv begyndte at tro på, at jeg sagtens kunne finde ud af at være en helt almindelig god, kærlig, menneskelig – og dermed fejlbarlig – mor for mit barn.

Men det var altså ikke kun mig selv – godt hjulpet af reklamer, amerikanske familiefilm og hæren af spelt- og slyngemødre, der optræder i diverse medier – som skruede mine forventninger til, hvad man skal kunne og kunne overkomme som mor, alt for højt op. Sundhedssystemet gjorde sandelig også sit med alle de velmenende råd og instrukser, jeg fik med i pjecer, brochurer og bøger.

Der var for eksempel den gamle påstand om, at en mor hurtigt lærer at skelne den ene type gråd fra den anden. At hvad gør hun? Min søn græd konstant, men jeg fandt aldrig ud af, om det var, fordi han var sulten, fordi han havde skidt i bleen eller noget helt tredje. Heller ikke selv om der stod i den lille Pampers-bog om graviditet og spædbørn – som jeg jo havde fået hos lægen – at det skulle jeg kunne. Hvilken håbløs mor måtte jeg så ikke være?

Og nu vi er ved spiseforstyrrelser: Jeg havde et forfærdeligt hyr med at få min søn til at spise, da han gik fra bryst til skemad, så for at hjælpe mig, gav min sundhedsplejerske mig en brochure med råd, vejledning og ikke mindst inspiration til måltiderne.

Brochuren hed ’Barnemad’, men den var alt andet end det. For i den kunne jeg blandt andet læse følgende forslag til sønnikes kostplan:

Morgen: Rugbrød med smøreost, franskbrød med banan

Formiddag: Gnavebrød, lille yoghurt naturel

Frokost: Frikadelle, kartoffelsalat, fintrevet råkost af æble og kål

Eftermiddag 1: Bolle, frugt-/grønttallerken

Eftermiddag: Laks i ovn, kartoffelbåde, spinat

Aften: Frugtsalat

Undskyld, men hvordan skulle jeg nogensinde kunne servere alt det for mit barn? Alene indkøbslogistikken er noget nær håbløs selv for en velfungerende mor, og derudover kunne jeg ikke engang få knægten til at spise den rismelsvælling, jeg varmede til ham i mikrobølgeovnen.

Selvfølgelig var jeg heldig, at min sundhedsplejerske i det hele taget tog mine problemer alvorligt og prøvede at hjælpe mig med at løse dem. For sådan var det ikke gået, da jeg nogle måneder forinden var gået til min læge og sagde, at jeg vist havde fået en fødselsdepression, og at jeg havde brug for hjælp. Det fik jeg i hvert ikke. Lægen sendte mig hjem med beskeden om, at det ville gå over af sig selv.

Og sådan gik det heller ikke, da den nybagte mor Helle Jensen, som optræder i Politikens artikler, bad sin sundhedsplejerske og sin læge om hjælp til at få den få måneder gamle datter til at spise. Ifølge artiklen oplevede Helle Jensen og pigens far, at de slet ikke blev taget alvorligt.

Så kære fagfolk i sundhedssystemet, det er fint nok, at I påpeger, at de nybagte mødres eget ambitionsniveau ofte spænder ben for et sundt mor-barnforhold. Men ret også lige projektørlyset mod jer selv, for I har altså også været med til at skabe de ambitioner. Og I er ikke altid lige godt til at afhjælpe de problemer, det skaber.

For hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, at hverken Helle Jensen eller jeg fik hjælp, da vi kom til jer med vores problemer?

Og hvor er de pjecer, som fortæller, at man ikke er en dårlig mor, fordi man ikke kan overkomme at servere frugtsalat og laks i ovn for sit spædbarn, og at det ikke tager skade af at spise præfabrikeret babymad.

Hvornår fortæller I os, at vi hellere skal droppe ud af mødregruppen end stresse rundt og bage boller til den, og hvorfor er det budskab ikke blevet bøjet i meterhøje neonbogstaver for længe, længe siden?

Hvad gør I i det hele taget for at få moderrollen ned på et niveau, hvor alle kan være med, og ingen behøver at føle sig utilstrækkelige?

For husk lige, at de eneste, der kan tage kampen op mod reklame-, film- og speltmødre, er professionelle fagfolk, som redeligt og sobert giver kvinderne et legalt og accepteret alternativ til at være perfekte supermødre, som kan og kan overkomme alt. Og ifølge jer selv er det jo det, der skal til for at mindske antallet af spiseforstyrrelser hos de helt små børn. Jeg glæder mig til at høre mere fra jer.

Link til forsideartiklen i Politiken 21. oktober: http://politiken.dk/tjek/sundhedogmotion/familieliv/ECE1788205/smaaboern-lider-af-spiseforstyrrelser/

Posted in Læst and tagged , , | Skriv en kommentar

Post Navigation

← Older Entries
Newer Entries →