Marchers meninger

Kære medlemmer af regionsrådet,

Jeg skriver til jer i forbindelse med den tragiske sag i Frederikshavn, hvor en 20-årig kvinde i fredags kvalte sin nyfødte søn og derefter forsøgte at begå selvmord.

Sagen understreger – mener jeg – hvor vigtigt det er, at have fokus på de mange kvinder, som oplever psykiske vanskeligheder efter at have født deres børn. Det er desværre et fokus, som meget få fagfolk i social- og sundhedssektoren i dag har.

I kølvandet på sagen har flere regionsrådsmedlemmer ønsket, at få undersøgt, hvad der rent faktisk er sket. Og formanden for sundhedsudvalget i Frederikshavns Kommune, Paul Rode Andersen, har efterlyst en bedre koordinering mellem myndighederne. Selvfølgelig skal koordineringen mellem offentlige sundhedsmyndigheder være på plads. Men det er ikke det, der er problemet her, og det er derfor, jeg skriver til jer.

Problemet er, at offentlige social- og sundhedsmyndigheder – ikke kun i Frederikshavn, men i hele landet – er meget lidt bevidste om fænomenet fødselsdepressioner (eller efterfødselskriser) og derfor meget lidt tilbøjelige til at give de ramte mødre den hjælp, de har brug for.

Det er måske forståeligt. For fødselsdepressioner er et af de mest tabubelagte emner i vores samfund. Det betyder ikke, at det ikke eksisterer. Tværtimod, det gør det i høj grad. Ingen kender de nøjagtige tal, for det har – formentlig igen på grund af tabuisering – aldrig været genstand for tilbundsgående videnskabelige undersøgelser. Hidtidige skøn peger på, at hver tiende nybagte mor rammes af en fødselsdepression. Kortere projekter i f.eks. Thisted tyder dog på, at helt op mod hver fjerde nybagte mor går ned med en krise efter at have født sit barn.

En fødselsdepression er en decideret lidelse på højde med almindelige depressioner og angst. Og hvis der årligt fødes omkring 6.000 børn i Nordjylland, betyder det, at mellem 600 og 1.500 kvinder hvert år har brug for hjælp til at komme ud af en fødselsdepression.

Hvad gør I for at hjælpe dem?

Mit umiddelbare gæt er: Ikke ret meget ud over ekstra opmærksomhed og måske nogle ekstra samtalesessioner med sundhedsplejersken. Og det er bare slet ikke nok. En fødselsdepression er som sagt en decideret psykisk lidelse på højde med almindelige depressioner og angst, og der skal en målrettet indsats til for at helbrede den.

I er ikke alene. De færreste myndigheder har tilstrækkelig fokus på fødselsdepressioner og lignende efterfødselskriser. Samtidig tør rigtig mange kriseramte mødre på grund af tabuiseringen slet ikke indrømme, at de har de svært, og alt for mange fagfolk som læger og sundhedsplejersker tager det ikke alvorligt, når en nybagt mor klager over, at hun har det skidt. “Det er bare fordi, du ikke får sovet nok”, er en af de gængse forklaringer.

Og det er derfor, jeg skriver til jer. For at fortælle jer, at vejen til at undgå lignende sager er at tage efterfødselskriserne alvorligt og bl.a. få fagfolkene til at huske, at det kan være rigtig, rigtig svært at være mor. Det SKAL simpelthen være sådan, at når en nybagt mor kommer ind i en lægekonsultation og siger, at hun har det psykisk dårligt, så ringer fødselsdepressions-klokken, og det nødvendige maskineri går i gang.

Sådan er det ikke i dag. Det fortæller sagen om den 20-årige kvinde i al sin tydelighed. Og sådan har det heller ikke været før. Jeg ved det. For da jeg selv i sin tid gik til mig læge med mistanke om at jeg havde en fødselsdepression, afviste hun mig også og slog det hen med, at det var bare fordi jeg havde haft det lidt hårdt, og det skulle nok gå over. Jeg gik derfor hjem og begyndte at overveje, hvordan jeg kunne bortadoptere min søn og senere hvordan jeg kunne tage livet af mig selv.

Det er fire år siden, og heldigvis nåede jeg aldrig helt derud, hvor den 20-årige kvinde i Frederikshavn stod i fredags. Jeg kan dog levende sætte mig ind i hendes desperation, og jeg har meget stor medfølelse med hende.

Siden dengang har jeg brugt rigtig meget tid på at sætte mig ind i problematikkerne omkring fødselsdepressioner. Jeg har talt med ramte mødre og med psykologer, sundhedsplejersker, jordemødre, pædagoger og andre, der kender noget til lidelsen. Og jeg stiller mig gerne op og fortæller om mine erfaringer og det forløb, jeg selv gennemlevet.

For jeg håber at ved at stille mig op og åbne munden kan jeg medvirke til, at andre mødre og børn undgår det samme helvede, som jeg – og min søn – levede i, mens jeg var syg af en fødselsdepression. Og måske kan jeg også give en bedre forståelse til nogle af alle de fagpersoner, der omgiver en bybagt mor og hendes barn.

Jeg holder jævnligt foredrag om emnet, og jeg kommer gerne til jer for at fortælle mere. I er også velkomne til at ringe til mig, hvis I har spørgsmål om emnet. Jeg er ikke nogen faglig ekspert, men jeg har nok alligevel mere viden om emnet end de fleste.

Jeg håber inderligt, at I vil tage emnet alvorligt og give det mere fokus i fremtiden.
Og hvis jeg kan, vil jeg meget gerne hjælpe jer med det.

Med venlig hilsen
Anette Marcher
Journalist
Tlf. 21 20 02 41
E-mail: anettemarcher@mail.dk

Dette indlæg er et åbent brev, som er sendt pr. mail til alle medlemmer af regionsrådet i Region Nordjylland. Det er også i en lettere tilrettet form sendt til alle medlemmer af sundhedsudvalget i Frederikshavns Kommune. Og endelig bragt i Nordjyske som ‘Synspunkt’ 22. februar 2013.

Baby-lig på bordet

Så kom der lig på bordet. Baby-lig, endda.

En nyfødt dreng døde i fredags, da hans egen mor kvalte ham med en pude. Drengens mor havde haft det psykisk dårligt siden kort efter fødslen, og til sidst tog hun den yderste konsekvens af sin ulidelige smerte: Hun myrdede sit eget barn – og forsøgte derefter at tage sit eget liv.

Kan vi så begynde at tage fødselsdepressioner alvorligt?

Det håber jeg. For det er ikke fordi, vi ikke ved, at fødselsdepressioner eksisterer, og at de rammer rigtig mange nybagte mødre. Og det er heller ikke, fordi vi ikke er klar over, at lidelsen kan have vidtrækkende konsekvenser for både mødre, børn og andre involverede.

Det er simpelthen, fordi vi helst ikke vil tale om det. Og når vi ikke vil det, er det dejligt nemt for besparelsesplagede kommuner og andre myndigheder at slippe af sted med IKKE at bruge penge på at afhjælpe et dybt presserende problem.

Er det ikke for dårligt? Især når man tænker på, at netop nu sidder en 20-årig mor i arresten i Frederikshavn med en samvittighed sortere end en kulmine, mens hendes næsten nyfødte søn ligger i en lillebitte kiste i lighuset. Fordi det er så ekstremt tabuiseret at sige, at mødre kan have ualmindelig svært ved moderskabet, og at emnet ’fødselsdepressioner’ derfor ikke automatisk figurerer i bevidstheden hos læger, sundhedsplejersker, psykiatere og andet personale i social- og sundhedsvæsenet.

Dagen før hun slog sin søn ihjel, havde den ulykkelige mor fra Frederikshavn ifølge TV2 Nord forsøgt at kontakte skadestuen. De sendte hende videre til psykiatrisk afdeling på Aalborg Universitetshospital. Derefter prøvede hun at tale med sin sundhedsplejerske og – få timer inden mordet – med sin egen læge. Ingen reagerede tydeligvis tilstrækkeligt effektivt til, at barnets liv – og på sin vis moderens – kunne reddes.

Få dage efter siger lederen af psykiatrien i Nordjylland, at det er beklageligt, men at den slags sker. Og regionspolitikere i Nordjylland efterlyser bedre koordinering af informationer mellem sundhedsmyndighederne.

Men den slags MÅ ikke ske. Og koordinering er ikke problemet. Problemet er, at alt for meget social- og sundhedspersonale ikke har nok fokus på, at det for op mod hver fjerde nybagte mor går psykisk galt, når deres barn kommer til verden.

Og derfor bliver kvinder som den 20-årige mor fra Frederikshavn – og jeg selv, da jeg for få år siden på samme måde gik til min læge med en fødselsdepression – sendt hjem uden den hjælp, de/vi behøver.

Da jeg i sin tid blev afvist af min læge, begyndte jeg at undersøge mulighederne for at bortadoptere min søn – og senere for at tage livet af mig selv. Det blev afværget af andre gode mennesker, så heldigvis har jeg stadig mit liv og min søn. Men jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvordan moderen i Frederikshavn har haft det.

Spørgsmålet er, hvornår de ansvarlige fagfolk – og deres politiske chefer – begynder at forstå og ikke mindst handle på det.

Dette debatindlæg blev bragt i Politiken 21. februar 2013 under overskriften ‘Fødselsdepressioner er tabu’