Marchers meninger

Tanker om tilværelsen, som den ser ud fra et nordjysk fiskerhus

Archive for the category “Oplevet”

28 feb 2014

Jeg – et curlingbarn

Jeg er et curlingbarn. Mine forældre har godt nok ikke været med mig til jobsamtaler, og de har heller aldrig ringet til Journalisthøjskolen og bedt dem om at flytte en eksamen, så jeg kunne komme med på ferie. Men de har i mine unge dage hjulpet med at skaffe mig både job og bolig, og selv i dag er det stadig far og mor, jeg ringer til, hvis jeg skal have sat fod på juletræet eller syet en kompliceret flænge i sønnikes bukser.

381861_1172EditHvorfor fortæller jeg nu det? Fordi jeg de seneste par uger er løbet på en del snak om curlingbørn, og fordi jeg har på fornemmelsen, at vores generelle opfattelse af curlingbørn ikke altid er helt i overensstemmelse med virkeligheden.

For eksempel kommer det ofte til at lyde, som om curlingbørn er et nyt fænomen. Det tror jeg ikke, at det er. Jeg er som sagt et curlingbarn, og med mine 46 år kan jeg dårligt karakteriseres hverken som ’ny’ eller som ‘den yngre generation’. Og blandt mine jævnaldrende er der altså ikke så få, som også er blevet transporteret rundt til diverse fritidsaktiviteter af sine forældre, er blevet forkælet af dem med knallert eller bil, har fået rigelige økonomiske håndsrækninger af far og langt op i livet er kørt hjem til mor med vasketøjet.

Så vidt jeg kan se, er den eneste forskel, at betegnelsen ’curlingbørn’ ikke var opfundet, da min far for 28 år siden betalte regningen for mit kørekort.

En anden ting, jeg ikke er helt sikker på, er den med, at curling bare handler om at servicere børnene og give dem, hvad de vil have. Jeg tror, at curling i ligeså mange tilfælde handler om kontrol. Om at når mor lægger tøj frem til sin 15-årige søn, så får hun på den måde også lov til at bestemme, hvad han skal have på. Og når far skaffer sin unge datter et job i et advokatfirma, så er han også sikker på, at hun går den karrierevej, han mener, er den rigtige for hende.

Derfor undrer det mig også, at de to psykologer i en af de artikler, der for nylig turnerede på Facebook, fremstiller curlingbørnene som små konger og kontorchefer, der vil bestemme det hele. Jeg tvivler på, at det er et fremtrædende karaktertræk hos curlingbørn. De er jo nærmere vant til, at mor og far tager alle beslutningerne for dem.

En anden kommentar til den artikel (link nedenfor) er, at selv om jeg måske lader min søn bestemme, hvilken bluse han skal have på om morgenen, så er det altså ikke sikkert, at jeg går op til kommoden og henter den til ham, hvis han vælger en anden end den, jeg allerede har taget med ned til ham. Og han må også godt bede om at få en pakke rosiner til dessert, men han skal selv gå ud i skabet og hente den. Der er med andre ord ikke ret meget curling over sønnikes ret til at bestemme selv.

Men han får chancen for at give sin mening til kende, og han oplever, at den bliver respekteret, når det er inden for mulighedernes og rimelighedens grænser. Det synes jeg er vigtigt. For i modsætning til den ene af psykologerne i artiklen, tror jeg ikke, at det vigtigste er, at et barn lærer at leve sig ind i andre mennesker og forstå dem. Jeg tror det vigtigste er, at barnet lærer sig selv og sine egne behov, evner og præferencer at kende og tør insisteret på, at de bliver taget alvorligt.

Det lærer de kun, hvis de i hvert fald i et vist omfang bliver taget med på råd og får lov til at bestemme selv. Hvilket jo – i min optik, i hvert fald – også er et argument for IKKE at opdrage sine børn som curlingbørn.

Link til den omtalte artikel: http://www.b.dk/nationalt/danske-boern-er-smaa-konger-og-kontorchefer

Posted in Læst, Oplevet and tagged , | Skriv en kommentar
21 feb 2014

Et søvneksperiment II – skal det droppes?

Jeg overvejer at droppe mit søvneksperiment. I ved, det med at min næsten seks-årige søn selv får lov til at bestemme, hvornår han vil i seng.

Det har nu kørt i fem uger, og det er gået både godt og skidt.

Det gode ved eksperimentet er, at sønnike ret ofte faktisk godt kan finde ud af at mærke, når han er træt nok til at gå i seng – og også inden viserne på uret når helt hen til absolut sidste chance for en tilpas lang nattesøvn. Et andet ubetinget positivt resultat er, at han – ud fra egne erfaringer – er godt i gang med at udvikle en bevidsthed om, hvorfor nattesøvn er vigtig, og hvad der sker, hvis man ikke får nok af den. Ja, ja, han er kun lige ved at fylde seks, men han er altså ikke så dum endda.

sleep16aEn sidste god ting ved eksperimentet – måske endda den bedste – er, at når sønnike selv får lov til at bestemme, hvornår det er sengetid, er han helt anderledes glad for at skulle i køjen. Han nyder simpelthen dynen og putter sig veltilpas ned under den med det samme – til forskel fra når jeg bestemmer hans sengetid, for da ligger han gerne og roterer i længere tid, synger en sang for sig selv eller kommer i tanke om, at han glemte at stille alle kanonerne op på Playmobil-piratskibet.

Når man – som jeg – selv har haft et særdeles dysfunktionelt forhold til det at gå til ro langt op i voksenlivet, er det næsten uvurderligt at se sit barn have det rart med at komme op og ligge i sin seng.

Men … Det mindre gode ved eksperimentet er de aftener, hvor det når at blive lige lovlig sent, før sønnike finder ud af, at han gerne vil i seng. Enten fordi han bliver optaget af en leg, fordi han glemmer tiden, eller fordi han bare ikke er specielt træt.

Problemet er ikke så meget, at han de nætter ikke får helt søvn nok. Det sker ikke hver dag, og selv om han måske kan have svært ved at komme op dagen efter, går der sjældent ret lang tid, før han alligevel er oppe i fulde omdrejninger.

Næh, problemet er mig, og at jeg har ualmindelig svært ved at tackle det, når drengen ikke er på vej i seng senest klokken halv ni. Jeg bliver simpelthen sur og irritabel, kommer til at snerre og bliver mere og mere PMS-agtig for hvert minut, der går.

Hvorfor? For det første fordi jeg slet ikke kan holde ud at tænke på, at han måske ikke kommer i ordentlig tid i seng. Jeg føler, at jeg svigter som forælder ved ikke at sikre mig, at han får søvn nok, og jeg kan blive helt desperat ved tanken om den lille trætte dreng, jeg skal hive ud af sengen næste morgen. Den dårlige forældresamvittighed er aldrig langt væk, og den slår hårdt til hos mig på hverdagsaftener omkring klokken halv ni.

Men det er kun den halve forklaring. Den anden halvdel handler om, at når klokken er ni, så vil jeg ikke være mor mere for den dag. Jeg gider ikke at snakke mere om borge og pirater og smølfer. Jeg orker ikke at stå til rådighed for bukseknapper, der driller, eller klodser, som er faldet af Lego-flyveren. Og jeg vil ud på badeværelset og børste tænder på knægten eller smøre creme på børneeksemen.

På den tid af aftenen vil jeg have fri – og ro til at nyde den ganske korte tid i et døgn, som jeg har til mig selv. Jeg vil have lov til at smække benene op i sofaen og læse en bog eller spille et computerspil – uden at der lyder et “moar?” hvert andet øjeblik.

Det er bare ikke muligt, så længe sønnike stadig er oppe. Jeg har prøvet at sige, at nu vil jeg gerne sidde stille for mig selv, men så bliver han ked af det og spørger, hvorfor jeg ikke vil snakke med ham.

Så det er pt. udfordringerne ved eksperimentet. Jeg har endnu ikke fundet en måde at tackle dem på, og jeg synes faktisk, at det er så problematisk, at det måske er bedre, at jeg dropper eksperimentet helt og går tilbage til den faste sengetid. For det er i hvert fald ikke befordrende for sønnikes senge- og sovevaner, hvis det udvikler sig til, at han alligevel ikke tør blive oppe, til han er træt, fordi mor bliver sur og irritabel klokken halv ni.

Det vil bare være så ærgerligt, hvis eksperimentet falder på, at jeg ikke kan finde ud af at håndtere det. Og jeg vil nødigt have, at det går sådan. Så hvis nogle har råd eller forslag til, hvad jeg kan gøre, hører jeg dem meget gerne. På forhånd tak for hjælpen. 🙂

Posted in Oplevet and tagged , , | Skriv en kommentar
10 feb 2014

Når helvedet kommer med storken – indledning

Endelig er jeg kommet i gang med – forhåbentlig – sidste omskrivning af manuskriptet til min bog ‘Når helvedet kommer med storken’ om at blive ramt af en fødselsdepression. Indtil videre er indledningen færdig. Her er lidt af den:

Majsolen kunne dårligt være smukkere. Fra sin plads højt oppe på en muntert blå himmel kastede den sine varme stråler i generøs grams ud over landskabet. Bøgeskoven på den ene side af vejen skinnede nærmest fosforiserende lysegrønt i det livgivende lys, mens juletræerne i plantagen overfor strittede med saftige forårsfede nåle. Fløjt og triller fra skovens bevingede beboere hang imellem træerne som et luftigt lydtæppe, og det lange, skinnende græs i vejkanten boblede af tusind insekters begejstrede aktivitet.

00SutEditCroppedLargeFormatSHMidt i forårsidyllen gik jeg langs vejen som en infanterisoldat på automatpilot. Gummisålerne på mine højhælede træsko holdt en dump rytme hen ad asfalten, mens solstrålerne bagte på den korte ruskindsjakke, jeg trods forårsvarmen havde på. En overstadig mariehøne kamikazede så tæt forbi mit ansigt, at jeg uvilkårligt blinkede med øjnene. Men derudover ænsede jeg ikke, hvad der foregik omkring mig. Solskinnet, fuglesangen og det frodige farveorgie eksisterede ikke i mit univers. For inde i mig var alting dødt og sort.

Jeg havde lige været oppe at slås med min mor. Og jeg havde lige truet med at blæse hovedet af min et år gamle søn.

Jeg var det nedrigste, mest forfærdelige, hæslige og uduelige menneske i hele verden. Jeg fortjente ikke at leve.

Den summende lyd af en bil i høj fart nærmede sig bagfra. Landevejen fra mine forældres hus og ud til hovedvejen var ikke specielt trafikeret, men de biler, som kørte på vejen, havde som regel fart på. Det vidste jeg, for det var ikke første gang, jeg det seneste år var stukket af denne vej – på desperat flugt fra en situation, som var løbet mig fuldstændig af hænde. Så på trods af at jeg gik i venstre side af vejen, trak jeg instinktivt lidt ud i rabatten, da motorlyden kom nærmere. Få sekunder efter mærkede jeg suset, da en sølvgrå stationcar blæste forbi mig.

Hvor jeg skulle hen, anede jeg ikke. Jeg skulle bare væk. Væk fra min mor og væk fra min søn. De to mennesker, som betød allermest for mig, men som jeg aldrig nogensinde ville have noget at gøre med igen.

”Du tager ikke Elias med dig!”, havde min mor råbt efter mig, da jeg stormede ud af køkkendøren.

”Nej, det kan du fandeme bande på, at jeg ikke gør!”, havde jeg råbt tilbage.

For nu var det endegyldigt slut for mig. I over et år havde jeg kæmpet for at lære at være mor for min søn. For at få tilværelsen sammen med ham til at hænge sammen. For at finde moderkærligheden og lykken. For at besejre den fødselsdepression, der fra få dage efter, at Elias kom til verden, havde gjort mit liv til et menneskeædende helvede uden ret meget andet indhold end angst, desperation, håbløshed og intenst selvhad.

Det var ikke lykkedes mig. I dag havde jeg tabt kampen.

Et lunt vindpust åndede mig blidt i ansigtet. Jeg var begyndt at svede og hankede op i computertasken, som hang over min højre skulder. Remmen skar ned gennem både jakken og den bluse, jeg havde indenunder, og musklerne i skulderen var allerede ømme og trætte, selv om jeg kun havde gået lidt over en kilometer. Alligevel var smerterne i nakke, skulder og ryg ingenting imod de mentale pinsler, jeg havde oplevet siden Elias’ fødsel.

I 13 lange måneder var jeg gået fra fortvivlet sammenbrud til fortvivlet sammenbrud. Fra ulykkeligt raserianfald til ulykkeligt raserianfald. Fra det ene nederlag med deraf følgende selvbebrejdelser til det næste. Alt, der havde noget at gøre med at være mor, gik galt for mig – syntes jeg i hvert fald selv. Måltider, middagslure, leg og hyggestunder – intet af det fungerede, som det skulle, uanset hvor meget jeg gjorde mig umage. Jeg var rædselsslagen for at være sammen med mit eget barn. Brød mig faktisk ikke specielt meget om ham. I mine øjne var det mit livs største fejltagelse, at jeg i sin tid var blevet gravid, og jeg hadede at være mor.

Men allermest hadede jeg mig selv for overhovedet at have det sådan.

I svinget længere fremme på vejen kom en stor rød lastbil til syne. Den havde fart på. Skulle sikkert hen i grusgraven og hente sand. Jeg fulgte den med tomme øjne, som den kom tordnende imod mig hen over asfalten.

Fortsættes …

Posted in Oplevet and tagged | Skriv en kommentar
07 feb 2014

Vær social – spil computerspil

“Bruger mine aftener på at se ‘Månebase Alpha’, læse ‘Prelude to Dune’-trilogien og spille The Sims 2. Mand, eskapisme virker!”. Sådan skrev jeg i en af mine første statusopdateringer på Facebook – som jeg selvfølgelig har været inde og rode i på grund af det sociale medies 10-års fødselsdag i denne uge.

Tombraider 03a

Lara Croft fra Tomb Raider kan også være social. Screen dump: Jay Rhino

“Har du fået en kønsskifteoperation?”, lød kommentaren fra en af mine FB-venner, der ikke så science fiction og computerspil som specielt feminine aktiviteter. Hvorefter jeg måtte forklare, at jeg har været sci fi-fan, siden FØR jeg som 10-årig så min yndlings-yndlings-yndligsfilm, Star Wars fra 1977.

Da jeg læste den gamle FB-udveksling kom jeg først til at tænke på, hvor mange kønsrelaterede fordomme der er om netop science fiction og computerspil. Men straks derefter slog det mig, hvor mange fordomme der generelt er om computerspil – f.eks. at det er en asocial, hjernedød beskæftigelse med en masse vold i.

Og mens det nok er rigtigt, at kvinder er i undertal blandt sci fi- og computerspilsnørder, er fordommene om computerspil efter min mening skudt en hel del mere ved siden af.

Måske skal jeg lige gøre klart, at når jeg siger computerspil, så mener jeg ikke syvkabalen på Windows eller Facebooks Candy Crush Saga. De er sikkert meget underholdende, men det er ikke ret meget andet end simpelt tidsfordriv. Nej, jeg mener rigtige computerspil som Civilization, World of Warcraft, Tomb Raider, The Sims og så videre. Dem man skal have et rigtigt grafikkort i sin computer for at kunne spille.

Jeg vil vove påstanden, at det på ingen måde er hjernedødt at spille den slags spil. Tværtimod. Man skal faktisk både kunne koncentrere sig, håndtere at have flere bolde i luften på en gang og kunne analysere komplicerede situationer for at komme ret meget længere end til startskærmen. Og det er i hvert fald en betydelig mere krævende og udviklende aktivitet end at sidde foran fjernsynet og se ’Paradise Hotel’ eller ’Mad Men’.

Det kan også være særdeles socialt at spille computerspil. Min bror og jeg havde i flere år en tradition, hvor vi hvert år i juleferien satte os ved mine forældres computer og spillede et eller andet spil sammen – gerne det nyeste kapitel i Myst eller Civilization-serierne. Det var rigtig hyggeligt, og vi kunne ind imellem have lange diskussioner f.eks. om, hvad den bedste strategi var til at få inddæmmet en rivaliserende civilisation.

Tænk også på børnehavebørn, som sidder på nakken af hinanden for at se, hvad der foregår på en enkelt Nintendo. Det er meget socialt og giver i øvrigt også social læring. For hvordan håndterer man lige, at man kun kan se på og ikke bestemme, om SuperMario skal hoppe til højre eller venstre? Eller – hvis man er den, der bestemmer – hvordan håndterer man alle de forslag og råd, man får fra alle de omkringsiddende?

Jeg er faktisk også begyndt at lære min næsten seksårige sønnike at spille computerspil på den gode måde. For nylig installerede jeg et computerspil, der hedder Port Royale 3, og som går ud på at sejle rundt i Caribien i 1500 og handle med sukker, rom og andre varer, opbygge kolonier og engang imellem tæve en pirat. Det spiller vi sammen, mig og sønnike. Godt nok er det mig, der styrer musen det meste af tiden, men vi er fælles om at beslutte om vi skal angribe Sortskægs base eller bygge en sukkerplantage i Nassau.

Det giver os nogle rigtig gode stunder, hvor vi snakker, griner, jubler og ærgres sammen. Og så har det den fordel, at vi begge synes, det er underholdende i længere tid – hvorimod jeg ret hurtigt bliver træt af at lege med smølfer.

Oven i hatten har sønnike lært sig en lang række stednavne i Caribien og kan finde Havana, Florida Keys, Guadeloupe og flere andre lokaliteter på sin globus.

Så jeg kan kun anbefale andre forældre at spille computerspil med deres børn. Især hvis man finder et, som er sjovt for både begge generationer. Og hvis nogle har brug for et tip til, hvordan man etablerer en indbringende handelsrute i det centrale Caribien i 1562, så bare sig til. For så har sønnike og jeg svaret.

Posted in Oplevet and tagged , , | Skriv en kommentar
24 jan 2014

Et søvneksperiment

Jeg eksperimenterer for tiden med min søns sovevaner og søvnbehov. Temmelig radikalt endda. Den seneste uge har min næsten seksårige søn nemlig fået lov til helt selv at bestemme, hvornår han vil gå i seng.

sleep11Det er noget, jeg gerne har villet prøve, siden jeg første gang læste familieterapeut Jesper Juuls bog ‘Dit kompetente barn’ for fire-fem år siden. Jesper Juul skriver, at små børn også selv kan mærke, hvornår de er trætte og har behov for at sove, og at det kan være en god ide tidligt at lære barnet at tage ansvar for sit eget søvnbehov.

Det lyder faktisk meget rigtigt i mine ører. Børn kan jo selv mærke, når de er sultne, tørstige og skal tisse, så hvorfor ikke træthed også. Jeg har bare aldrig helt haft modet til at kaste mig ud i det med sengetid.

Men her før jul skete det to ting, som fik mig til at tænke, at det nok var på tide at gøre forsøget.

For det første havde jeg gennem et stykke tid lagt mærke til, at sønnike ofte lå og rumsterede og rodede rundt oppe i sengen et godt stykke tid efter, at han var blevet lagt i seng. Og han havde også flere gange sagt, at “det er kedeligt at sove”, så der var ligesom en omkalfatring af sengetiden på vej alligevel.

For det andet faldt jeg over en artikel fra tv2.dk i september, hvor både en søvnforsker og en sundhedsplejerske fortæller, at børn bliver frustrerede og utrygge af at ligge og vende og dreje sig i sengen, og at det kan give dem kroniske søvnproblemer. Bang, den ramte! Jeg selv havde hele min barndom svært ved at falde i søvn, når jeg blev lagt i seng, og det er først for godt halvandet år siden, at jeg har fået et sund og afslappet forhold til det at gå til køjs.

Så jeg besluttede mig for at give sønnike en chance for selv at lære at mærke, hvornår han er træt og har brug for at komme i seng. Første gang sidste fredag, og det er siden gået både godt og skidt. I kort form sådan her:

Fredag: Sønnike gik i seng kl. 23.10. Sov til kl. 9 næste morgen og var frisk

Lørdag: Sønnike gik i seng kl. 23.15. Sov til kl. 9 næste morgen og var forholdsvis frisk

Søndag: Sønnike gik i seng kl. 23.30 (jeg var faktisk selv gået i seng på det tidspunkt). Det var overhovedet ikke spor sjovt for nogen af os, da han skulle op kl. 7 næste morgen.

Mandag: Sønnike gik i seng kl. 21.20. Sagde selv, at han var lidt for træt næste morgen.

Tirsdag: Sov hos mormor, så der kom han nok i seng til fast tid lidt efter kl. 20.

Onsdag: Sønnike gik i seng kl. 20.25. Havde lidt svært ved at vågne, men var hurtigt frisk og i godt humør, da han kom ud af sengen.

Torsdag: Sønnike gik i seng kl. 21.10, da han selv kom og sagde, at nu var han altså træt og ville gerne i seng. Han fraskrev sig godnathistorien med ordene: “Nej, mor. Det er jeg for træt til”.

Så mens eksperimentet måske ikke har været en ubetinget succes hele vejen igennem, synes jeg egentlig, at det virker lovende. Drengen er i hvert fald ved at få en fornemmelse for, hvorfor man skal sove, og at det ikke er en sur pligt at gå i seng. Det er positivt, synes jeg.

Men selvfølgelig skal vi begge lige vænne os til, at den faste sengetid er ophævet, og at det ikke længere er mor, som bestemmer. Og det er nok i virkeligheden sværest for mig. En ting er, at jeg lige pludselig ikke er garanteret at have mine aftener for mig selv. Noget andet er, at det er nærmest angstprovokerende at skulle lægge ansvaret for drengens sengetid fra mig. De første tre dage var jeg allerede nervøs for, hvordan det skulle gå, da klokken var ti minutter over normal sengetid. Og da timetallet på digitaluret søndag aften nåede op over 23, var jeg fuldstændig ødelagt på min søns vegne.

Sønnike, derimod, tager sin nye frihed og sit nye ansvar for eget velbefindende med knusende ro. Som han sagde til mig i aftes, da jeg spurgte, hvornår han havde planer om at gå i seng: “Tag det roligt, mor. Jeg skal nok finde ud af det”.

Link til artiklen på tv2.dk:

http://go.tv2.dk/sexogsamliv/2013-09-05-s%C3%A5-galt-kan-det-g%C3%A5-hvis-du-putter-dit-barn-tidligt

Posted in Oplevet and tagged , , | Skriv en kommentar
17 jan 2014

Vredeshåndtering II – om at lære sine børn at være vrede

For et stykke tid siden skrev jeg et blogindlæg om vrede og vredeshåndtering – især i forhold til børn. Det satte gang i en vældig debat på Facebook. Blandt andet fordi jeg skrev, at i stedet for at fortælle vores børn, at de skal tælle til ti, før de giver udtryk for deres vrede, skulle vi hellere lære dem, at det er helt ok at være rødglødende arrig. I min optik handler vredeshåndtering nemlig mere om at lære, hvordan man bedst tackler ANDRE folks vrede, end om hvordan man håndterer sin egen.

Det mener jeg stadig. Men jeg ved også godt, at det med at give sine egne børn et afslappet forhold til vrede er meget lettere sagt end gjort. Og her i den forgangne uge blev jeg et par gange mindet om, hvorfor det er så svært.

Anger3To gange stod jeg nemlig med en dreng (på næsten seks), der blev rigtig vred. Den ene gang på mig, fordi jeg insisterede på, at han skulle tage sin hue på, inden vi gik ud. Den anden gang på lynlåsen i en trøje, som han ikke kunne få lynet.

Når min søn bliver vred, reagerer han som regel ved at brøle en mellemting mellem ”ååårrhhhh!” og ”aaarrghhh!” og stampe i gulvet. Nogle gange giver han sig til at græde af bar arrigskab, og hvis det er mig, han er blevet sur på, fortæller han mig gerne, at ”nu elsker jeg dig altså ikke mere, mor”.

Der er altså ikke noget decideret destruktivt eller voldeligt i hans reaktion. Alligevel mærkede jeg begge gangene, at jeg ikke brød mig om, at han hidsede sig op, og jeg var lige på nippet til at sige noget i retning af ’gider du lige at slappe af’ til ham.

Godt jeg ikke gjorde det. For det ville da kun have lært ham, at det var forkert af ham at blive vred og at reagere på noget, der gik ham på.

Desværre tror jeg, at det er præcis sådan, mange af vi forældre reagerer, når vores børn bliver vrede. Især når det er os, de bliver vrede på, og det er det jo i sagens natur gerne.

Det gør vi selvfølgelig, fordi sådan har vores forældre reageret over for os, og fordi vi på den måde har fået et anstrengt forhold til vrede. Men vi gør det også, fordi vi føler os ramt. Når min søn bliver vred på mig, fordi jeg vil have, at han tager sin hue på, så antyder han jo på sin vis også, at det, jeg beder ham om, er forkert. Og når han hidser sig op over lynlåsen i sin trøje, ligger der jo også en implicit kritik af, at jeg har givet ham sådan en dum trøje at tage på.

Med andre ord: Som forældre tager vi vores børns vrede meget personligt og mærker den inderst inde som en kritik af os selv og vores beslutninger. Det kan være rigtig svært at rumme, og derfor bliver vores reaktion ofte et defensivt ’vil du lige hidse dig ned’ eller ’du skal ikke råbe ad mig’.

Og så er vi tilbage ved, at vredeshåndtering handler mere om, hvordan man tackler andres vrede, end hvad man gør med sin egen. Hvis jeg skal lære min søn at have et naturligt og afslappet forhold til sin egen vrede, er jeg først nødt til at lære selv at acceptere hans vrede – også selv om den ofte er rettet mod mig.

Det er hundesvært, kan jeg hilse og sige. Jeg forsøger, og jeg gør mig umage, men det lykkes alligevel ikke altid. Og det kan jeg faktisk godt nogle gange gå hen og blive an anelse vred over.

Læs det første blogindlæg ’Vred over vredeshåndtering’ her:

https://marchersmeninger.com/2013/11/01/vred-over-vredeshandtering/

Posted in Oplevet and tagged , , , | Skriv en kommentar
10 jan 2014
2 Comments

Juleferien er slut. Anne Bonny har forladt køkkenet

Ih, hvor har jeg hele den forgangne uge glædet mig over, at juleferien er slut. Ikke fordi jeg elsker vækkeurets kimen på vintermørke morgener eller har noget imod at daske rundt i nattøj hele formiddagen. Men fordi så slap jeg endelig for at være mor hele dagen, fra jeg vågnede, til poden gik omkuld et stykke ud på aftenen.

Rolig nu! Jeg elsker min søn og synes, at han er både behagelig, begavet og underholdende at være sammen med. Men for mig der er altså grænser for, hvor længe det bliver ved med at være interessant at bygge Lego-flyvemaskiner, slås med Playmobil-pirater og diskutere hvor mange rum smølferne mon har i deres borg.

Det er der selvfølgelig ikke, når man er en dreng på næsten seks år, og sønnike kunne sikkert godt have fortsat juleferierutinerne helt til påske. Det kunne jeg ikke bare ikke, og de sidste dage af vores to uger lange ferie kunne jeg mærke trætheden ved og irritationen over de barnlige glæder hobe sig op i min indre trykkoger.

Så da piraterne sidste fredag aften angreb for 37. gang ude i køkkenet, mens jeg var ved at lave mad, gik der altså Anne Bonny i den:

“Pas på, mor! Piraterne kommer og angriber køkkenet. Du må væk”.

piratanne“Ej, jeg har altså ikke lyst til, at de angriber lige nu”.

“Men de er ved at angribe. Skynd dig væk”.

“Jamen, jeg vil altså ikke have alle de piratskibe herude, mens jeg laver mad. Kan de ikke angribe inde i stuen i stedet for?”.

“Åh nej, nu angriber de dig. Pas på! Du må flygte”.

“UD AF MIT KØKKEN, ELLER JEG KØLHALER JER ALLE SAMMEN!!!”.

Svisj, sagde det, så var piraterne fortrukket til mere venligtsindede farvande inde i stuen.

Halvandet minut senere lød det så derindefra:

“Mor, hvad betyder kølhale?”.

Jeg reddede den ved at sige, at det ville jeg forklare ham senere.

Og så kom jeg til at tænke på debatten om, hvorvidt små børn har bedst af at gå i dagpleje og institutioner, eller om det var bedre for dem at blive hjemme hos deres mor. Den diskussion er jo eviggyldig og stopper aldrig. Lige nu cirkulerer der f.eks. blandt mine Facebook-venner et link til en artikel fra, hvori en – mandlig – psykolog argumenterer for, at kvinder skal blive hjemme og passe deres børn de to første år af deres liv, fordi det påfører børnene alskens grimme psykiske skader at være væk fra deres mor.

Altså, jeg kan med stor sikkerhed sige, at det ville påføre min søn en masse grimme psykiske skader, hvis han skulle være hjemme hos sin mor hele tiden. For der ville – tydeligt illustreret af eksemplet ovenfor – knap gå to uger, før jeg ville være så indædt irritabel over at skulle være mor hele tiden, at jeg ville begynde at bide af ham. For ikke at tale om den atmosfære det ville skabe i det lille hus, hvis jeg konstant gik rundt og var sur og pirrelig, fordi mit behov for at være voksen på en anden måde end som forælder aldrig blev opfyldt.

Derfor kører jeg hver morgen sønnike i børnehave med god samvittighed og visheden om, at det er det bedste for os begge to. For hvis mor trives, er der chance for, at barnet også gør det. Men hvis mor IKKE trives, gør barnet det med sikkerhed heller ikke.

Og så er den ikke længere for mig. Uanset hvad alverdens psykologer og seminarielærere og professorer kan diske op med af undersøgelser og hypoteser og holdninger. Det må være individuelt fra familie til familie, om det er bedst for børnene at komme i institution eller at blive hjemme hos mor – eller far, vel at mærke. Og her i huset er det i hvert fald bedst, at sønnike kommer i børnehave, så mor kan komme på arbejde.

Hvis nogen tvivler på det, har jeg et tilbud. De kan få lov til at komme og prøve at være Playmobil-pirat her i huset næste gang, det bliver juleferie. Hen mod slutningen af ferieperioden altså. Der, hvor Anne Bonny står i køkkenet. Arrrr!

Posted in Oplevet and tagged ,
21 dec 2013

Når julehjertet er gået i sort

Vidste I, at i disse glade, forventningsfulde og julepyntede dage er julehjerterne gået i sort for flere tusind danske mødre? Det er dem, som lider af en fødselsdepression eller anden efterfødselskrise, og som derfor kæmper med at få familielivet og moderskabet til at hænge sammen. Dem vil jeg gerne sende denne helt særlige julehilsen til. Del den endelig, så den når ud til så mange som muligt af de kvinder, som lige nu har brug for medfølelse og støtte.

BlackBaubleKære medsøster og –mor,

Du er ikke alene. Når julelysene i denne måned glimter i øjnene på både børn og voksne, er vi rigtig mange, som forstår, hvordan du har så uendelig svært ved at mærke den glade julestemning, og som ved, hvor ondt det gør på dig. Vi har alle sammen været i den samme ulykkelige situation, som du er i nu, og selv om mange af os måske ikke taler højt om det, kan du være sikker på, at vi alle har både forståelse og medfølelse med dig.

Så hold ud. Det KAN lade sig gøre at komme ud på den anden side igen, og for langt de fleste sker det også før eller siden. Du skal også nok klare det, selv om vejen ud i lyset og lykken kan synes hård og lang. Du fortjener at få det godt igen – uanset hvor mange ting, du måske bebrejder dig selv lige nu.

Når julefreden om få dage sænker sig over stuerne, vil jeg bede dig om at give dig selv en gave. Du skal finde en lillebitte ting, som du her i løbet af december har gjort, og som har gjort dig glad – eller måske bare mindre ked af det. Et par minutters leg på gulvet med dit barn. Et hjemmelavet til-og-fra-kort til din kæreste. En hyggelig stund ved puslebordet. En bakke friske (og dyre!) jordbær til dit barns grød. Og så videre.

Du skal skrive et par stikord om tingen/situationen på et stykke papir, så du altid kan huske den. Og når livet bliver svært og smertefuldt, skal du tage sedlen frem og huske. På den måde minder du dig selv om, at du er en god mor og et værdsat menneske, der nok skal komme ovenpå igen.

Jeg sender dig alle mine allerbedste tanker og håber, at du og din familie trods alt får en god jul. Tænk på, at til næste år er det sandsynligvis dine glade øjne, at julelysene glimter så smukt i.

De kærligste hilsener
Anette

Posted in Oplevet and tagged , | Skriv en kommentar
19 nov 2013
1 Comment

Det gælder ikke om at vinde, men om at … blive nummer to.

På sådan en dag hvor danskerne skal i stemmeboksene for at vælge medlemmer til byrådene i landets 98 kommuner, får jeg lyst til at fortælle en historie om et andet lokalvalg, jeg engang oplevede på tæt hold.

SRP

Sammen med Pom Hoeun fra SRP. Få dage efter valget blev en af hendes partikammerater skudt og alvorligt såret få meter fra hendes hus.

Det var i marts 2002, da fem millioner cambodjanere for første gang skulle stemme til et demokratisk lokalvalg. Cambodja var på det tidspunkt et land mærket af flere årtiers borgerkrig, kaos, korruption, diktatur og folkemord, men cambodjanerne var alligevel ret gode til det der med at føre valgkamp og gå til stemmeurnerne. Ved de to parlamentsvalg i 1993 og 1998 havde stemmeprocenten været over 80.

Desværre var cambodjanerne også ret gode til politisk vold, altså mord, overfald, trusler og anden forfølgelse mod dem, der dristede sig til at stemme på andre end ministerpræsident Hun Sens CPP-parti. Og derfor var landet næsten sort af diverse valgobservatører og –monitorer fra ind- og udland i ugerne op til kommunalvalget. Personligt havde jeg fornøjelsen af at være FN-monitor i den notorisk mest politisk voldelige del af landet, nemlig Hun Sens hjemprovins, Kompong Cham.

I Kompong Cham havde vi pæn stabel sager om mord, mordforsøg, overfald, trusler og voldtægt, og især i en bestemt kommune, Tbong Khmum, halvvejs ude ved den vietnamesiske grænse gik det hårdt for sig. Nabokommunen, Ancheum, havde ved de tidligere parlamentsvalg også været hårdt ramt af politiske forfølgelse, men underligt nok havde vi i denne omgang ikke fået en eneste henvendelse fra kommunens royalistiske oppositionsfolk.

Funcinpec

En vigtig ingrediens i valgkampagner hos Funcinpec-partiet var hvide T-shirts og kasketter med partilogo på.

Det virkede en anelse mistænkeligt, så en dag kørte vi ud og opsøgte de lokale repræsentanter for Funcinpec-partiet i Ancheum. Da vi fandt dem – 10-12 stykker – i en mindre landsby et godt stykke fra landevejen, var de i fuld færd med at holde valgkampagne. Det vil sige, at de hang ud på bambusgulvet i et af partimedlemmernes huse iført hvide T-shirts og kasketter med Funcinpec-logo, mens en ghettoblaster udenfor blæste musik og båndede bidder af partiledertaler ud i de omgivende bananpalmer.

Vi blev budt indenfor og fik en snak med dem om, hvordan valgkampen skred frem, og hvordan det ellers gik i hverdagen. Nej nej, de havde skam ikke oplevet nogen problemer eller politisk forfølgelse, lød beskeden. Overhovedet ikke. Alt var godt og roligt.

Efter en god times konfereren følte vi os overbevist om, at forholdene i Ancheum var så ideelle, som de overhovedet kunne være. Så vi tog høfligt afsked og ønskede dem held og lykke med at vinde valget.

Så begyndte de pludselig alle sammen at tale højlydt i munden på hinanden – flere af dem med vidt opspilede eller ligefrem skræmte øjne.

Nej, nej, nej, de skulle så sandelig ikke vinde noget som helst valg, ellers mange tak, lød det så hele raden rundt. De ville helst bare blive nummer to. Helt seriøst. For som en af dem sagde:

Sunset Breakdown

På vej hjem i Cambodjas ældste FN-bil. Den var holdt sammen af ståltråd og gaffatape og brød konstant sammen – som her.

”Hvis vi vinder valget, så kommer de og banker os og stjæler vores køer og voldtager vores døtre og stikker ild på vores huse. Det var i hvert fald, hvad der skete de sidste gange, Funcinpec vandt valget her i Ancheum”.

Og det havde han fuldstændig ret i. Vi havde stadig flere sager fra 1993 og 1998 liggende hjemme på kontoret, og ikke så få af dem var fra Ancheum.

Så hvem siger, at kommunalpolitik er kedeligt og ikke kan være beskidt og dramatisk? I Cambodja er det i hvert fald. Godt vores hjemlige kommunalpolitikere kun skal ud og slås om poster og ben i de natlige konstitueringer og ikke for liv og lemmer.

PS De fik deres ønske opfyldt, Funcinpec’erne i Ancheum. Partiet blev kun nummer to efter ministerpræsidentens CPP-parti, så ingen Funcinpec’ere kom til skade, og alle beholdt deres køer, døtre og huse.

Posted in Oplevet and tagged
15 nov 2013

Kong Storebror og Dronning Søster

Jeg er lige kommet hjem fra ferie, og i løbet af den uge, vi var væk, fik jeg det nok tydeligste snapshot, jeg endnu har set, af, hvad der menes med børn, som bliver gjort til konger og dronninger af deres forældre.

Krone2Vi var på sådan et typisk solferie-resort med all inclusive, halvdårlig tysk underholdning ved poolen og hele charter-udtrækket. Herunder en kæmpe buffetrestaurant, som skulle bespise et par hundrede gæster morgen, middag og aften.

Når en restaurant skal det, er det jo praktisk med et fleksibelt interiør. Så møblementet bestod smart nok af små, kvadratiske firemandsborde, der hurtigt kunne flyttes rundt og tilpasses selskaber på enhver størrelse.

Undtagen dem på fem personer, altså. Og det var netop problemet for den svenske familie, som en aften sad ved bordet ved siden af os. De var fem. Far, mor og tre børn på omkring ni, syv og to et halvt år.

Det var tydeligvis ikke nok til, at de ville beslaglægge et ekstra bord, så de valgte i stedet at klemme sig sammen om et.

Og hvordan organiserer man sig så, når man skal placere fem mennesker omkring et lille bord med fire sider? Ja, personligt ville jeg jo nok tage de to, som behøvede mindst plads til at spise – altså et par af børnene – og sætte dem ved den ene side, og så lade de tre andre få en side hver.

Men den logik rådede i hvert fald ikke i denne familien Svensson. Lillebror på to et halvt skulle selvfølgelig sidde i høj stol og fik derfor en hel bordside for sig selv. Det samme gjorde hans søster og hans bror.

Hvilket betød, at mor og far måtte klemme sig ind ved siden af hinanden på den fjerde side af bordet. Det gjorde de – og indtog hele måltidet med albuerne klistret ind til siderne, så lidt plads havde de.

Jeg er indædt fortaler for, at man ikke dømmer eller bedømmer folk – og slet ikke forældre – efter, hvordan tingene ser ud til at være. Der kan have været rigtig gode grunde til, at familien valgte at placere sig sådan, og det behøver bestemt heller ikke at sige noget, om hvordan de forældre behandler deres børn resten af tiden.

Men det så altså ret grotesk ud. Jeg tror aldrig, jeg har set det illustreret så tydeligt, hvordan forældre gør deres børn til små konger og dronninger. Her sad tre små herskere og brede sig i plads og komfort, mens tjenestefolkene klemte sig sammen ved den ene side af bordet.

Helt absurd blev det, da de to ældste børn forlod bordet for at løbe hen og lege på legepladsen. Så sad mor og far der sammenklemt og spiste færdig ved et halvtomt bord med kun Kong Lillebror som selskab.

Der var ikke engang en af dem, som rykkede over på den anden side. Men selvfølgelig … de risikerede jo også, at Kong Storebror eller Dronning Søster kom tilbage og krævede at få sit sæde tilbage. Jo jo, det er godt at kende sin plads – også når man er forældre til små børn.

Posted in Oplevet and tagged , | Skriv en kommentar

Post Navigation

← Older Entries
Newer Entries →